I mere end 125 år har forsamlingshusene været landsbysamfundenes dagligstue. De gamle huse har dannet en naturlig ramme om utallige aktiviteter og om et værdifuldt folkeligt fællesskab.

Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen.

Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for den folkelige kultur og for demokratiets udvikling.  En rolle som forsamlingshusene også har i 2016.

Men desværre kniber det med økonomien for flere og flere af de gamle huse. Forsamlingshusbestyrelserne har ikke penge til de store og nødvendige investeringer, så som nyt tag, nye vinduer, indendørs renovering, effektivt varmeanlæg, gode sanitære forhold, nyt køkken osv.

Resultatet er, at mere end 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.

Bestyrelserne gør ellers, hvad de kan for at holde forsamlingshusene i gang, og mange frivillige timer bliver lagt i den daglige drift. Men skal taget, vinduerne, varmeanlægget m. v. udskifter slår den frivillige arbejdskraft ikke til.

Kommunerne er forsamlingshusene venlig stemt, men de kommunale tilskud rækker ikke langt. Ligeledes støtter LAG-bestyrelserne i mange kommuner med små beløb, f. eks. til en opvaskemaskine eller et nyt oliefyr. Men til de store og afgørende investeringer er der ingen hjælp at få.

Vore hæderkronede forsamlingshuse er guld værd og må ikke forsvinde. De burde om noget på finansloven og optages på den kulturelle kanon.

Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

formand

Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter et sted mellem 10.000 og 25.000 ejendomme, som ikke lever op til en standard, som opfylder de krav, vi i dag stiller til vores boliger. Desuden er der ca. 100.000 tomme landbrugsbygninger.

For at stoppe forfaldet på landet har Folketinget afsat en pulje, som skal anvendes til forbedringer på dette område. Da puljen blev oprettet, var den på 400 millioner kroner, men den er fra 2017 reduceret til 55 millioner kroner. Det er kommunerne, der administrerer puljen og har ansvaret for anvendelsen af midlerne, lige som kommunerne skal stille yderligere kapital og personale til rådighed for administration af disse sager. Dette sidste har gjort, at mange kommuner har svært ved at få et positivt resultat ud af de i forvejen få midler, der er afsat til formålet.

Men skal alle boliger, der ikke lever op til nutidens krav, renoveres eller fjernes, vil det koste tæt på et 2-cifret milliardbeløb. Selvfølgeligt er det ikke muligt at skaffe et så stort beløb, men der er måske andre veje at gå?

For det første er det muligt for kommunerne, når boligruinen eller den tomme landbrugsbygning er fjernet, at give en byggetilladelse til en ny bolig eller til en eller flere ferielejligheder. Ofte ligger boligruinen på en stor grund i landsbyen eller naturskønt ved skov og strand. Ferielejligheder, der er beliggende uden for sommerhusområder, kan lejes ud hele året.

For det andet kan kommunerne samarbejde med lokale ildsjæle, der, som det er gjort i Vestervig, har etableret et lokalt selskab, der opkøber de problematiske ejendomme, istandsætter dem, lejer dem ud eller sælger dem, såfremt det er muligt.

Den tredje måde, der kan skabe vækst og udvikling på landet, er iværksættere, håndværk og småindustris brug af tomme landbrugsbygninger. Ofte er det for dyrt for iværksættere og håndværkere at etablere sig på en industrigrund i byen. Her skal familien først skal have en bolig, så skal der købes en industrigrund, bygges en hal, installeres inventar osv.

Anderledes økonomisk overkommeligt er det for håndværk og småindustri at etablere sig i en nedlagt gård, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Får virksomheden succes, og der bliver brug for udvidelser, er det glædeligt, at de kommunale politikere, efter liberaliseringen af planloven, kan hjælpe med en landzonetilladelse eller en lokalplan. Planloven er ikke en forbudslov.

Forsømte huse og tomme bygninger kan renoveres, eller, hvis de er i meget dårlig stand, fjernes samtidig med, at der skabes vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Samarbejde kan redde landsbyerne.
Siden vi i 1970 fik kommunalreformen og by- og landzoneloven, har Danmarks mange landsbyer og landdistrikter haft store problemer.

Med zoneloven (planloven) blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning, håndværk og småindustri og al anden udvikling skulle være i byzone.

Med planloven havde Danmark fået en centralistisk lovgivning, der ville få landsbysamfundene til at syne hen.

Men Danmark har i mere end 100 år været et decentralt samfund, hvor der ikke er langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige. Ganske almindelige borgere, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i den kommunale debat og udvikling.

Men med de to sidste kommunalreformer i 1970 og 2007 er den kommunale verden blevet en anden. På fire årtier er vi gået fra at have ca. 15.000 sognerådsmedlemmer til i dag kun at have ca. 2.000 kommunalpolitikere, og fra at have 1388 sognekommuner til i dag kun 98 storkommuner.

Med så få politikere og så store kommuner har mange borgere mistet den kommunale overskuelighed og det kommunale engagement og er ”gået hjem”. Kommunalpolitikerne er blevet ensomme og usynlige. Storkommunen er blevet en administrativ enhed uden folkelig identitet.

Men landsbybeboerne vil det anderledes. De vil beholde nærdemokratiet og fællesskabet. De ønsker indflydelse på lokalsamfundets hverdag og fremtid. Det er i lokalsamfundene, vi har vores identitet.

Derfor har landsbybeboerne organiseret sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd, lokalråd m. v.

Og organiseringen er lykkedes. Flere og flere kommunalpolitikere ønsker at samarbejde med landsbybeboerne om igen at få vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Og mange Folketingspolitikere er positive over for en mere liberal planlov.

Det er samarbejde, der kan redde landsbyerne.

Carsten Abild
Strandvejen 50                                                                                         5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Nyt liv på landet.

Efter kommunalreformen i 1970, hvor 1388 sognekommuner blev sammenlagt til 275 primærkommuner og Danmark blev opdelt i landzone og byzone, kom landsbysamfundene i store problemer.

Landzonen, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt, var en ren afviklingszone. Byzonen, hvor al anden udvikling skulle være, var udviklingszone.

Kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven) i 1970 betød fraflytning fra land til by, tab af arbejdspladser, manglende bosætning, lukning af nærbutikker, problemer for iværksættere, håndværk og småindustri, skolenedlæggelser, lukning af børnehaver, nedlæggelse af foreninger og forsamlingshuse, tomme bygninger og ruiner.

I 2007 kom så endnu en kommunalreform, hvor 275 primærkommuner blev reduceret til 98 storkommuner. Ville denne kommunalreform helt tage livet af vore landsbyer og landdistrikter?

Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Landsbysamfundene tog kampen op og organiserede sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. De lokale råd og ildsjæle står i dag vagt om landsbysamfundets hjørnestene: landsbyskolen, børnehaven, foreningslivet, forsamlingshuset, det folkelige fællesskab m. v.

Men landsbybeboerne er også i fuld gang med at udarbejde planer og forslag til mere vækst og udvikling i deres lokalsamfund, f. eks. mere bosætning, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, mere turisme, udbygget bredbånd og mobildækning, bedre kollektiv trafik osv.

Og glædeligt er det, at politikerne tager godt imod landsbysamfundenes organisering og tilbud om samarbejde, vækst og udvikling på landet. Meget er på de fire årtier gået tabt, men nyt kan skabes.

Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Lån, bredbånd og mobildækning.
Der skal i vore landsbyer og landdistrikter være lånemuligheder, bredbånd og mobildækning.

Et landsbysamfund, hvor der ikke kan lånes penge til køb af bolig eller til at drive erhverv, sygner hen.

Det er almindeligt kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Det er ligeledes kendt, at ejendomme, der skønnes vanskelige at omsætte inden for et halvt år, ikke kan få lån.

Men det er ikke alene boliger på landet, der har store låneproblemer. Det gælder også erhverv, f. eks iværksættere, håndværk, småindustri, nærbutikker, cafeterrier m. v.

Der er også brug for lånemuligheder til renovering, forbedringer, kloakering, jordvarme, bredbånd osv. Kan landsbyer og landdistrikter ikke få lån, dør de.

Landsbyerne i Danmark foreslår derfor, at regering og Folketing gør det muligt med statsgaranterede lån. Et forslag kunne være: Kreditforeningslån på 60 % – 20 % statsgaranteret lån og endelig 20 % fra banker, sparekasser, private midler m. v.

Lige så vigtigt, som gode lånemuligheder på landet, er bredbånd og mobildækning. Hele Danmark skal have adgang til højhastighedssamfundet,

Bredbånd og mobildækning i vore landsbyer og landdistrikter kan skabe ny bosætning og hjemmearbejdspladser, skabe iværksættere, håndværk og småindustri, udvikle højteknologiske virksomheder, give adgang til telemedicin, til patientkufferten (så indlæggelser kan erstattes af eget hjem), til fjernundervisning, til moderne turisme osv. Bredbånd og mobildækning er lige så vigtigt for et aktivt og levende samfund som el, vand og kloakering.

Lån, bredbånd og mobildækning skaber liv på landet.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Vi er mange landsbytilhængere, der i dag glæder os over pressens massive fokus på mere liv på landet. Og vi glæder os over, at flere og flere politikere er positive over for vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Men hvorfor skulle der gå fyrre år, før politikerne er parate til at hjælpe landsbysamfundene? Og hvorfor besluttede Folketingspolitikerne med kommunalreformen i 1970, at landsbysamfundene skulle afvikles?

Forklaringen er, at Folketingspolitikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Derfor fik vi i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven). Danmark blev hermed opdelt i tre zoner: landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Det var i byzonen, erhverv, bosætning og anden udvikling skulle være.

Men landbefolkningen, på ca. en million beboere, vil ikke flytte til byen, men blive boende og kæmpe for retten til et liv på landet.

Lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m.v. har i de sidste årtier kæmpet for at beholde skolen, børnepasning, ældrepleje, nærbutik, kollektiv trafik, forsamlingshus, foreningsliv, medbestemmelse, folkeligt fællesskab osv.

Meget er gennem årene gået tabt. Men meget tyder i dag på, at landsbysamfundene vil overleve. Flere og flere politikere på Christiansborg ønsker planloven liberaliseret, så der kan skabes nye arbejdspladser og mere bosætning i vore landsbyer og landdistrikter. Der skal ligeledes være bedre långivning, hurtigt bredbåndsnet og mobildækning.

Landsbyerne kan reddes.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark (formand)

Landsbyernes nytårsønsker.

Danmark er det eneste EU-land, der har en aktiv lovgivning, der skal få os borgere til at bo og arbejde i byer, ikke på landet.

Kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 var redskabet, der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne.

Derfor blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv og al anden udvikling skulle være i byzonen.

Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig i byzone. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar m. v. Inden da har kreditgivningen for længst sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt vil det være, hvis iværksættere kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Men får virksomheden i landzone succes, og der er behov for udvidelser, siger planloven stop. Planloven må liberaliseres.

Også bosætning er vigtig for vækst og udvikling i vore landsbysamfund. Der er mange, der gerne ville flytte på landet og leve en blødere velværdstilværelse i rolige og overskuelige omgivelser, med dyr, tryghed, frivillighed, medbestemmelse og et folkeligt fællesskab.

Men landsbysamfundene har store låneproblemer. Et landsbysamfund, hvor der ikke kan sælges huse, ikke kan købes boliger og ikke lånes til erhverv, sygner hen. Baggrunden er bankers, sparekassers og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til aktiviteter på landet. Det er almindelig kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Statsgaranteret lån kan blive en nødvendighed.

Et andet område, der giver problemer for landsbyer og landdistrikter, er manglen på fibernet og mobildækning på landet. Men landsbyer og landdistrikter må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Fibernet og mobildækning på landet kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser for virksomheder, telemedicin, fjernundervisning m. v.

Derfor er landsbyernes nytårsønsker: flere arbejdspladser, mere bosætning, bedre lånemuligheder, fibernet og mobildækning.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark (formand)

Siden kommunalreformen i 1970, med by- og landzoneloven (planloven), har Danmark været opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.

Forklaringen er, at politikerne for fire årtier siden havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

I landzonen var kun tre erhverv tilladt, landbrug, skovbrug og fiskeri. Tre erhverv, der rationaliserede og mekaniserede med tab af mange arbejdspladser til følge. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri, der gav mange arbejdspladser til landsbysamfundene, måtte ikke længere være på landet, men skulle flytte til en industrigrund i byen.

I byzonen skulle al vækst og udvikling ske, Det være bosætning i parcelhuskvarterer, håndværk og industri på kommunens industrigrunde. Det var også i byzonen, den store skole, børnehaver, fritidshjemmet, idrætshallen, sportsklubber, butikker, ældreboliger, sociale boliger, bibliotek m. v. skulle være.

Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. Planloven var redskabet, der skulle afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene.

Politikerne på Christiansborg må ændre planloven, så landsbysamfundene kan overleve og iværksætterne, håndværk og småindustri kan styrke selvstændighedskulturen og skabe nye arbejdspladser. Planloven bærer skylden for afvikling af mange landsbysamfund og tab af tusinder af arbejdspladser.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Iværksættere på landet.
Kører vi ude på landet og gennem vore mange landsbysamfund, møder vi det ene nedlagte landbrug efter det andet. Som regel er der lys i stuehuset, men avlsbygningerne står tomme med flere og flere tegn på forfald. Der er i Danmark over 100.000 tomme landbrugsbygninger.

En anden kategori af problembygninger på landet er ca. 8.000 faldefærdige boliger. Omkring halvdelen er forladt og står tilbage som ruiner. Gøres der ikke noget, fortsætter forfaldet i vore landsbyer og landdistrikter, og hvilket syn møder os så om 5 til 10 år?

Kommunerne har i dag en statslig nedrivningspulje på ca. 4 hundrede millioner kroner. Men skulle de over 100.000 tomme landbrugsbygninger og 8.000 faldefærdige boligruiner fjernes og køres på kontrolleret lodseplads, ville det koste knap 8 milliarder kroner. Vi kommer derfor ikke langt i den nuværende situation.

Men der er en vej at gå, som både kan skabe liv i mange af de tomme bygninger, men som også kan give vækst og udvikling på landet. Vi skal have iværksætteren, håndværk og småindustri tilbage til landsbysamfundene.

Siden kommunalreformen i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone og byzone, har iværksættere, håndværk og småindustri været henvist til byzone. I landzone må der efter planloven kun være landbrug, skovbrug og fiskeri.

Hertil kommer, at det er alt for dyrt at være iværksætter i byen. Først skal familien have en bolig, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har banken sagt stop.

Men blev planloven liberaliseret og kom iværksættere, håndværk og småindustri tilbage til vore landsbyer og landdistrikter, kunne der startes op i tomme bygninger og familien bo i stuehuset. Der kan hermed skabes mange nye arbejdspladser, bosætning, vækst og udvikling på landet.

Carsten Abild
Strandvejen 50, 5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Forsamlingshusene skal bevares.

Undertegnede Landsforeninger: ”Danske Forsamlingshuse” og ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed venligst til kulturminister Bertel Haarder for at gøre opmærksom på, at mange af vore forsamlingshuse er i alvorlig økonomisk krise.

Vi skal derfor foreslå at de danske forsamlingshuse må blive tilgodeset i den kommende finanslov.

Som du ved, er de danske forsamlingshuse en af vore nationale stoltheder, og Danmark kaldes med rette for forsamlingshusenes og foreningernes land.

Forsamlingshusene er rundet af det nye demokrati, der voksede frem i 1800-tallets slutning, og forsamlingshusene blev rygraden i nærdemokratiet, foreningslivet og det folkelige fællesskab.

Forsamlingshusene har siden været landsbysamfundenes uundværlige mødested, og de danner ramme om lokalsamfundenes mange aktiviteter.

På landsplan har der i Danmark været ca. 1800 forsamlingshuse. I dag nærmer vi os ca. 1100 eksisterende forsamlingshuse.

Forsamlingshusbestyrelserne har i alle årene gjort en enestående frivillig indsats for at vedligeholde de gamle huse og sikre den daglige drift.

Men mange af vore hæderkronede forsamlingshuse har i dag store økonomiske problemer.

Flere og flere forsamlingshusbestyrelser ser sig ikke økonomisk i stand til at renovere forsamlingshusenes tag, vinduer, isolering, sanitære forhold, køkken, varmeanlæg, gulve, scene m. v.

Vi frygter derfor, at endnu flere af vore forsamlingshuse må dreje nøglen, hvis der ikke kommer økonomisk hjælp.

”Danske Forsamlingshuse” og Landsbyerne i Danmark” skal derfor opfordre dig til at have forsamlingshusene i tankerne, når den nye finanslov skal vedtages. Vi deltager gerne i et møde i kulturministeriet for yderligere at uddybe forsamlingshusenes økonomiske situation.

Med håb om forståelse.                                                            Med venlig hilsen

Anders Sørensen                                  Carsten Abild

Åbenråvej 133                                       Strandvejen 50

6780 skærbæk                                      5450 Otterup

”Danske forsamlingshuse”                    ”Landsbyerne i Danmark”

(formand)                                               (formand)

Hvordan hjælpes landdistrikterne?
Danmark har pr. definition 40 landkommuner, når vi ser bort fra øerne, der har helt specielle udfordringer. Den vigtigste ressource for landdistrikterne er områdets beboere. Skal området derfor bevares og udvikles, skal det ske via lokale ildsjæle.

Til gengæld skal der være muligheder for at få tilført økonomiske ressourcer fra såvel stat som kommune. Men disse midler skal ikke bare ”bevidstløst” uddeles, men skal gives til aktiviteter, som igangsættes af lokale beboere, der gør en indsats for området. Tiltagene skal gennemføres i et samarbejde mellem lokale aktører og den stedlige kommune.

Næsten alle landkommuner har i dag et Landdistriktsråd, som typisk er valgt af et repræsentantskab udpeget af Lokalråd i kommunen og godkendt af kommunalbestyrelsen. Lokalrådene er igen valgt af beboere i eksempelvis et sogn. Det vil sige, at lokalrådene typisk er som datidens sogneråd, men dog ikke med helt samme opgaver og beføjelser. Lokalrådenes opgave er primært at koordinere områdets netværk, og – via Landdistriktsrådet – være bindeled mellem sognets beboere og primært de
kommunale myndigheder.

Midler til bevaring og udvikling af lokalområderne kan komme fra statslige puljer, som kan administreres af de respektive landdistriktsråd, med behørig kontrol i kommunalt-/statsligt regi. Det er her vigtigt at finde en balance mellem bureaukrati og misbrugsrisiko.

1. Der kan være tale om puljer til nedbrydning, som fungerer rimeligt i dag. Det største problem er at      få ejerne af nedrivningsmodne ejendomme til at acceptere nedrivningen. Her bør der være større              muligheder for kommunerne til at ekspropriere disse ejendomme. Ligeledes bør kommunerne have          større muligheder for at tvinge ejendomsbesiddere til at rydde op på sin ejendom.

2.  Pulje til områdefornyelse er en god idé, som bør fortsættes, men den bør suppleres med en ordning     svarende til den tidligere LAG suppleringspulje, så kommunerne kun skal investere 1/3-del af                    projektsummen.

3.   LAG distrikterne skal føres tilbage til størrelsen, som den var frem til 2013, idet den nuværende organisation er alt for langt væk fra projektmagerne. Eksisterende koordinatorer bibeholdes, ligesom øvrige nuværende betingelser fortsætter uændret.

 4.  Forsamlingshusene er en meget vigtig del af det kulturelle og sociale liv i landdistrikterne. Men her gælder det samme, at man kun skal give tilskud til de huse, der selv gør en indsats. Her vil en pulje på eksempelvis kr. 100 mio årligt, være en fornuftig investering i landets forsamlingshuse. Det betyder, at der kan stilles en pulje på kr. 2,5 mio til rådighed for hvert landdistriktsråd i de 40 landkommuner. Altså hvor bestyrelsen i de enkelte huse, udfærdiger en projektbeskrivelse, og – med anbefaling af det stedlige lokalråd – indsender en ansøgning om tilskud til områdets landdistriktsråd. Èn gang årligt indsender hvert landdistriktsråd regnskab til kommunen, som kontrollerer at midlerne er anvendt efter hensigten.

5.  Af yderligere typiske forskønnelsesmuligheder er de mange gadekær, der efter kommunernes nedlæggelse af disse som branddamme, ligger uberørte hen og ofte er misklædende for området. Her kan der på præcis samme måde som med forsamlingshusene etableres en pulje på eksempelvis kr. 10 mio årligt, som kan administreres på samme måde.

6.  For at få det digitale Danmark helt udbygget, bør der oprettes en pulje til etablering af bredbånd i landdistrikterne. Da det er politisk besluttet, at etablering af bredbånd skal ske på markedsmæssige vilkår, vil der være områder, hvor det ikke vil være økonomisk rentabelt for en privat virksomhed at etablere dette. Det skal være muligt for ejendomme beliggende i områder, hvor der ikke er økonomisk basis for etablering, at søge om tilskud til etablering af bredbånd. Tilskuddet skal baseres på merprisen for gravearbejdet til skel ved offentlig vej. Det betyder, at ejendomme i tyndt befolkede områder, kan få etableret fibernet på samme betingelser, som folk i det øvrige Danmark. Man skal dog altid selv betale gravearbejde fra skel ved offentlig vej til ejendom.

7.  Forbedring af trafiksikkerheden i landsbyer med skoler er også et vigtigt tema. Det er naturligvis de respektive kommuner, der skal have mulighed for at søge midler til dette. Her kan bl.a. etablering af cykelstier indgå som et vigtigt tiltag. Alt for mange børn bliver i dag kørt til skolen af forældre, hvor en sikker skolevej ville få flere cyklende elever.

Planloven spænder ben.

Miljøministeriet og KL har i en fælles rapport konkluderet, at landsbyer og landdistrikter skal satse på bløde områder som madkultur og golfbaner. Rapporten siger også, at disse temaer ikke kan stoppe affolkningen fra land til by.

Naturligt nok, da det vigtigste område mangler, iværksættere, håndværk og småindustris mulighed for at udfolde sig i landzone og hermed skabe arbejdspladser og bosætning i vore landsbyer og landdistrikter. Men planloven spænder ben

Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering har kostet tusinder af iværksætterinitiativer, tusinder af arbejdspladser, og mange landsbysamfund er sygnet hen.

Hvordan kunne det gå så galt? Forklaringen er, at Folketingspolitikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Derfor blev Danmark, med kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven) i 1970, opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzone var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. Bosætning, håndværk og småindustri, der altid har været muligt på landet, skulle være i byzone.

Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. Redskabet var planloven.

Men for iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har banken sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være at etablere sig på landet f. eks. i et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Men har håndværk, småindustri og iværksættere på landet succes og brug for mere plads siger myndighederne stop og henviser til en industrigrund i byen.

Derfor skal planloven liberaliseres, så håndværk, småindustri og iværksættere igen kan udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter og skabe arbejdspladser og bosætning på landet. Men planloven spænder ben.

Carsten Abild
Strandvejen 50, 5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark (formand)

Vi skal fortsat have en landsbyminister.
Folketingsvalget er overstået. Glædeligt er det, at vore landsbyer og landdistrikter, med ca. en million beboere, blev en vigtig del af valgkampen. De politiske partier ønskede mere liv på landet og et Danmark i balance.

Danmark har i dag en af EUs laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering har kostet tusinder af nye arbejdspladser og mange landsbysamfund er sygnet hen.

Forklaringen er, at Folketingspolitikerne for 45 år siden havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Derfor blev Danmark, med kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven) i 1970, opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzone var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. Bosætning, håndværk og småindustri, skulle være i byzone.

Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. Planloven var redskabet, der skulle afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene.

Men valgkampen viste, at Folketingspolitikerne i dag ønsker at bevare vore landsbyer og landdistrikter. Det skal f. eks. være lettere for iværksættere, håndværk og småindustri at etablere sig i landzone f. eks. i et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som midlertidigt værksted og lager. Det er nye arbejdspladser og bosætning, der skal skabe liv på landet.

Derfor skal planloven liberaliseres. Derfor skal vi fortsat have et landsbyministerium og en landsbyminister.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Der er i vore landsbyer og landdistrikter ca. 8 til 10.000 boligruiner og over 100.000 tomme landbrugsbygninger. For at stoppe forfaldet på landet har landdistriktsminister Carsten Hansen fået afsat 400 millioner kroner fra vækstpakken i en særlig ruinpulje. Det er kommunerne, der administrere ruinpuljen og har ansvaret for nedrivningen og fjernelsen af de mest faldefærdige boligruiner og tomme landbrugsbygninger.

Men skal alle boligruiner og tomme landbrugsbygninger i de kommende år rives ned og køres på kontrolleret losseplads, vil det koste over 7 milliarder kroner. Selvfølgeligt er det ikke muligt at skaffe så store beløb, men der er veje at gå, som tilmed skaber vækst og udvikling.

For det første har kommunerne den mulighed, når boligruinen eller den tomme landbrugsbygning er fjernet, at give en byggetilladelse til en ny bolig eller til en eller flere ferielejligheder. Ofte ligger byggegrunden centralt i landsbyen eller naturskønt ved skov og strand. Ferielejligheder, der er beliggende uden for sommerhusområder, må lejes ud hele året.

For det andet bør det være nedrivningsfirmaer, der står for nedrivningen og fjernelsen af boligruiner og tomme landbrugsbygninger. Hermed kan byggematerialer, så som mursten, tag, metaller m. v. genbruges. Genbrugsmaterialer er efterspurgte og i høj kurs, miljøet tilgodeses og nedrivningsprisen halveres.

En tredje måde at anvende boligruiner og tomme landbrugsbygninger på, er til håndværk og småindustri. Iværksættere og håndværkere kan, på landet til en overkommelig pris, etablere sig f. eks. på et nedlagt landbrug med familien boende i stuehuset og de tomme bygninger som værksted og lager. Bliver der brug for udvidelser, må kommunalpolitikerne give en tilladelse med henvisning til, at planloven ikke er en forbudslov, men en planlægningslov..

Boligruiner og tomme landbrugsbygninger kan fjernes samtidig med, at der skabes bosætning, arbejdspladser, turisme, vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Valgkampen er i gang. Et af de første valgtemaer er flere arbejdspladser. Og forståeligt nok, da Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocenter.

Forklaringen er, at det i Danmark er for dyrt for iværksætteren, håndværk og småindustri at etablere sig. Først skal familien have en bolig, f. eks, i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres en hal, installeres inventar, værksted, lager, kontor osv. Og så har kreditgivningen for længst sagt stop.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren, håndværk og småindustri kunne etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter, f. eks. på en nedlagt gård. Her kunne familien bo i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger være en god start som værksted og lager. Men bliver der succes og brug for at udvide, siger planloven nej.

Planloven må liberaliseres så iværksætteren, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig på landet.

Flere arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter vil styrke landsbysamfundene, være en god underskov for erhvervslivet og gavne samfundsøkonomien. Landsbyerne kan skabe arbejdspladser.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Allerede før Folketingsvalget er udskrevet har flere Folketingspolitikere fra begge fløje udmeldt, at landsbyer og landdistrikter er et vigtigt tema i den kommende valgkamp. Landsbysamfundene skal have flere arbejdspladser, bosætning, bedre långivning, fibernet og mobildækning, penge til fjernelse af ruiner, liberalisering af planloven osv.

Men hvorfor skulle der gå 45 år, før Folketingspolitikerne vil hjælpe landsbysamfundene? Og hvorfor besluttede Folketinget i 1970, at landsbysamfundene skulle afvikles?

Forklaringen er, at den politiske opfattelse på Christiansborg i slutningen af 1960-erne var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt, ikke på landet, med en spredt bebyggelse.

Derfor fik vi kommunalreformen i 1970 og by- og landzoneloven (planloven), der opdelte Danmark i tre zoner: landzonen, byzonen og sommerhusområder.

I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning, håndværk, småindustri og andre erhverv skulle være i byzone. Hensigten med loven var, at kun de borgere, der var tilknyttet landbrug, skovbrug og fiskeri skulle bo på landet. Landsbybeboerne skulle i løbet af nogle årtier flytte til byen, hvor de kunne få del i velfærdssamfundets mange offentlige goder. Byboerne kunne så i weekender og ferier tage ud på landet og nyde den uspolerede natur, som det hed sig i debatten.

Men landbefolkningen, på ca. en million medborgere, vil blive boende på landet og kæmpe for retten til et liv i vore landsbyer og landdistrikter. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m.v. har derfor i de sidste årtier kæmpet for at beholde skolen, børnepasning, ældrepleje, nærbutik, kollektiv trafik, postservice, lokal medbestemmelse, forsamlingshus, foreningsliv, folkeligt fællesskab osv. Men meget er gået tabt,

Desværre kan politikerne i dag ikke give landsbysamfundene alle de mistede aktiviteter og muligheder tilbage. Men forfaldet kan stoppes, og genopbygningen kan påbegyndes. Byerne har i årtier fået milliarder til byfornyelse. Nu må det være landsbysamfundenes tur til at få landsbyfornyelse og en liberaliseret lovgivning. Det er endnu ikke for sent. Landsbyerne er med i valgkampen.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Danmark er det eneste EU-land, der har en aktiv lovgivning, der skal få os borgere til at bo og arbejde i byer, ikke på landet.

Kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 var redskabet, der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne.

Derfor blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv og al anden udvikling skulle være i byzonen.

Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig i byzone. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar m. v. Inden da har kreditgivningen for længst sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt vil det være, hvis iværksættere kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Men får virksomheden i landzone succes, og der er behov for udvidelser, siger planloven stop. Planloven må liberaliseres.

Også bosætning er vigtig for vækst og udvikling i vore landsbysamfund. Der er mange, der gerne ville flytte på landet og leve en blødere velværdstilværelse i rolige og overskuelige omgivelser, med dyr, tryghed, frivillighed, medbestemmelse og et folkeligt fællesskab.

Men landsbysamfundene har store låneproblemer. Et landsbysamfund, hvor der ikke kan sælges huse, ikke kan købes boliger og ikke lånes til erhverv, sygner hen. Baggrunden er bankers, sparekassers og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til aktiviteter på landet. Det er almindelig kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Statsgaranteret lån kan blive en nødvendighed.

Et andet område, der giver problemer for landsbyer og landdistrikter, er manglen på fibernet og mobildækning på landet. Men landsbyer og landdistrikter må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Fibernet og mobildækning på landet kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser for virksomheder, telemedicin, fjernundervisning m. v.

Derfor er landsbyernes nytårsønsker: flere arbejdspladser, mere bosætning, bedre lånemuligheder, fibernet og mobildækning.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark (formand)

Landsbyerne skulle afvikles.

I mere end fyrre år har landsbybeboerne kæmpet for at bevare liv i deres landsbyer og landdistrikter. Kampen har været hård, og meget er gået tabt, men der er hjælp på vej.

På Christiansborg i tresserne var den politiske opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

I 1970 kom kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven). Med denne lov blev Danmark opdelt i tre zoner: landzone, byzone og sommerhusområder.

I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Tre erhverv, der rationaliserede og mekaniserede og tabte arbejdspladser, og som ikke alene kunne bevare liv på landet.  Bosætning, erhverv, nye arbejdspladser og al anden udvikling skulle være i byzone.

Planloven skulle altså afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene. Landsbybeboerne skulle flytte til byen, hvor de kunne få del i velfærdssamfundets mange offentlige goder. I weekender og ferier kunne byboerne så tage på landet og nyde den uspolerede natur.

Men landbefolkningen vil blive boende på landet. Derfor har beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd i de sidste årtier kæmpet for at bevare skolen, børnepasning, ældrepleje, nærbutik, kollektiv trafik, medbestemmelse, forsamlingshus, foreningsliv, folkeligt fællesskab osv.

Og meget tyder på, at landsbybeboerne endelig bliver hørt. Flere og flere politikere ønsker i dag, at der også i vore landsbyer og landdistrikter sker vækst og udvikling, og ikke fortsat afvikling.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Lokalråd skaber liv på landet.

I en ganske almindelig storkommune er der i dag 15 til 20 lokalråd. Landsbysamfundene har i de sidste årtier, for at overleve, organiseret sig, og der er i dag landet over mere end et tusinde lokalråd. Med lokalrådene har Danmark fået en samfundsmæssig ressource, der kan hjælpe landsbysamfundene og genopbygge nærdemokratiet.

I mere end 100 år har Danmark bestået af decentrale samfund med mange folkelige og politiske foreninger. Der har ikke været langt mellem borger og politiker, og de kommunale enheder har været overskuelige. Ganske almindelige borgere, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i den kommunale hverdag og opbygning.

Men kommunalreformerne i 1970 og i 2007 har ændret den kommunale verden.1388 sognekommuner er blevet reduceret til 98 storkommuner og 15000 sognerådsmedlemmer er blevet til  ca. 2000 kommunalpolitikere. Overskueligheden er gået tabt, kommunalpolitikerne er blevet usynlige og ensomme, kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Det kommunale selvstyre sygner hen og staten tager mere og mere over. Kommunen er blevet en administrativ enhed uden folkelig identitet.

Men landsbybeboerne vil det anderledes. De vil have liv i deres landsbyer og landdistrikter. Derfor har de oprettet lokalråd, der kan kæmpe for lokalsamfundets skole, børnehave, forsamlingshus, foreningsliv, det folkelige fællesskab, frivillighedskulturen, den lokale medbestemmelse, bosætning og nye arbejdspladser.

Og kommunalpolitikerne er positive og mødes i flere og flere kommuner med lokalrådene for at skabe vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter. Lokalråd skaber liv på landet.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Finanslovsforhandlingerne er i fuld gang, og Folketingets politiske partier møder frem til forhandlingerne med partiernes forskellige ønsker og mærkesager.

Landsbyerne har også ønsker til den kommende finanslov, f. eks. at vore forsamlingshuse kommer på finansloven.

Intet andet land har som Danmark sine mange forsamlingshuse, bygget og drevet af lokalbefolkningen.

I mere end 125 år har forsamlingshusene været landsbysamfundenes dagligstue. De gamle huse har dannet en naturlig ramme om utallige aktiviteter og det folkelige fællesskab.

Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen.

Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for den folkelige kultur og for demokratiets udvikling.  En rolle som forsamlingshusene også har i 2014.

Men desværre kniber det med økonomien for flere og flere af de gamle huse.

Forsamlingshusbestyrelserne har ikke penge til store og nødvendige investeringer, så som nyt tag, nye vinduer, indendørs renovering, effektivt varmeanlæg, gode sanitære forhold, nyt køkken osv.

Resultatet er, at 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.

Bestyrelserne gør ellers, hvad de kan for at holde forsamlingshusene i gang, og mange frivillige timer bliver lagt i den daglige drift og vedligeholdelse.

Også kommunerne er forsamlingshusene venligt stemt. Men de kommunale tilskud rækker ikke langt. Ligeledes støtter flere LAG-bestyrelser med midler til f. eks. en opvaskemaskine eller et nyt oliefyr. Men til de store investeringer hjælper kommunernes og LAG-bestyrelsernes tilskud slet ikke.

Landsbysamfundene skal derfor opfordre Folketingets politiske partier til at sætte forsamlingshusene på finansloven. Forsamlingshusene skal bevares.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
“Landsbyerne i Danmark” (formand)

Planloven skal liberaliseres.

Skal vi i dag følge planloven, der opdeler Danmark i landzone og byzone, skal iværksætteren, håndværk, småindustri etablere sig på byernes industrigrunde i byzone. Før kommunalreformen og by- og landzoneloven/planloven i 1970 kunne iværksætteren, håndværk og småindustri udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter. I dag er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt i landzone.
Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig på en kommunal industrigrund. Først skal familien have en bolig, f. eks, i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres en hal, installeres inventar, værksted, lager, kontor osv. Og så har kreditgivningen for længst sagt stop.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren, håndværk og småindustri kunne etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter, f. eks. på en nedlagt gård. Her kunne familien bo i stuehuset, og de tomme landbrugsbygninger være en god start som værksted og lager. Men får virksomheden succes og behov for at udvide, giver planloven problemer. Ikke så sært, at Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocenter.

Folketinget må liberalisere planloven, så iværksættere, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig i vore landsbyer og landdistrikter. En liberalisering af planloven kan skabe tusinder af nye arbejdspladser, styrke erhvervslivet og samfundsøkonomien og skabe vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

“Landsbyerne i Danmark” (formand)

Landsbyer vil ikke dø.

Danmark er det eneste EU-land, der har en aktiv lovgivning, der skal få os borgere til at bo i byer.

Kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 var redskabet, der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne. Den politiske holdning var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Derfor blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv og al anden udvikling skulle være i byzonen. Også bosætning og gamle landsbyerhverv som håndværk og småindustri skulle placeres i byzone.

Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig i byzone. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar m. v. Og så har kreditgivningen for længst sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt vil det være, hvis iværksættere, håndværk og småindustri kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager.

Men får virksomheden på landet succes, og der bliver behov for udvidelser, bliver der problemer med planloven.

Det er ikke så sært, at Danmark har en af EUs laveste iværksætterprocent. En sådan bundplacering er til stor skade for erhvervslivet og samfundsøkonomien, koster tusindvis af arbejdspladser, og gør det svært for landsbysamfundene at overleve som aktive og levende lokalsamfund. Planloven må liberaliseres.

Danmark har siden den første grundlov i 1849 haft et decentralt samfund, hvor der ikke er langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige. Ganske almindelige borgere, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i den kommunale debat og udvikling.

Men med de to sidste kommunalreformer i 1970 0g 2007 er den kommunale verden blevet en anden. På fire årtier er vi gået fra at have ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmedlemmer til i dag kun at have ca. 2.000 folkevalgte politikere, og fra 1388 sognekommuner til i dag 98 storkommuner.

Med så få politikere og så store kommuner har mange borgere mistet det kommunale engagement og den kommunale overskuelighed og er “gået hjem”. Kommunalpolitikerne er blevet ensomme og usynlige. Storkommunen er blevet en administrativ enhed uden folkelig identitet.

Men mange borgere på landet vil det anderledes. De ønsker at deltage i debatten og at have indflydelse på hverdagen. Beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd, lokalråd og ildsjæle er aktive og arbejder ihærdigt på at skabe vækst og udvikling i deres landsbysamfund.

Mange, ikke mindst børnefamilier, ønsker i dag at bo på landet og leve en blødere velværdstilværelse i rolige og overskuelige omgivelser, med dyr, tryghed, frivillighed, medbestemmelse, et aktivt foreningsliv og et folkeligt fællesskab. Det er i lokalsamfundene, vi lever og bor og har vores identitet.

Men landsbysamfundene har store låneproblemer. Et landsbysamfund, hvor der ikke kan sælges huse, ikke kan købes boliger og ikke kan lånes til erhverv, sygner hen. Baggrunden er bankers, sparekassers og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til aktiviteter på landet.

Det er almindelig kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Ligeledes har ejendomme, der skønnes vanskelig at omsætte inden for et halvt år store låneproblemer. Med henvisning til planloven er det også svært for erhvervsdrivende i landzone at få den nødvendige långivning.

Lån til renovering, forbedringer, kloakering, opvarmning m. v. giver også store problemer. Måske er statsgaranteret lån en nødvendig mulighed.

Et andet vigtigt område, der giver problemer for landsbyer og landdistrikter, er manglen på fibernet og mobildækning på landet. Landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene, med over en million borgere, må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Fibernet og mobildækning på landet kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder, moderne turisme m. v.

Fibernet og mobildækning er lige så vigtigt for et aktivt og levende samfund som el, vand og kloakering.

Med fibernet får vi også adgang til telemedicin og til patientkufferten, så ture til sygehuset og indlæggelser kan erstattes af eget hjem.

Også fjernundervisning er muligt med fibernet, så undervisning og uddannelse fra uddannelsesinstitutionerne og fra den store verden kan komme til landsbyen.

Regering, regioner og kommuner må gå sammen for hurtigst muligt at få fibernet og mobildækning til vore landsbyer og landdistrikter.

Landsbyerne skulle afvikles og byerne udvikles. Men landsbybeboerne har ihærdigt og dygtigt kæmpet for at bevare deres landsbyer og landdistrikter. Landsbyer vil ikke dø.

Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

Landsbyerne i Danmark

(formand)

Fibernet og mobildækning på landet.

Skal vore landsbyer og landdistrikter have vækst og udvikling, skal de have fibernet og mobildækning.

Højhastighedskommissionen foreslog ellers for 10 år siden, at kun 80 procent af de danske husstande skal have fibernet. Landsbysamfundene og de tyndt befolkede landområder behøvede det ikke, da de alligevel skulle afvikles og beboerne flytte til byen. Danmark er det eneste EU land, der har en aktiv lovgivning, der skal få borgere til at flytte til bysamfund.

Men landbefolkningen vil ikke flytte til byen, men blive boende i lokalsamfundet, hvor de har deres hverdag, fællesskab og identitet. Hertil kommer, at politikerne i dag er kommet til den holdning, at alle i Danmark skal have adgang til højhastighedssamfundet. Landsbyer og landdistrikter, med knap en million beboere, skal ikke køres ud på et digitalt sidespor.

Fibernet og mobildækning er lige så vigtigt for livet på landet som el, vand og kloakering.

Det er fibernet og mobildækning der skal skabe vækst og udvikling på landet med bosætning, hjemmearbejdspladser, arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder, moderne turisme, telemedicin, fjernundervisning m. v.

Folketing, regioner og kommuner må stå sammen, også økonomisk, for hurtigst muligt at få fibernet og mobildækning til alle på landet.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Landsbyreformen en succes.
Den sidste kommunalreform trådte i kraft den 1. januar 2007.

Vi var mange, der frygtede, at denne kommunalreform helt ville ”tage livet” af vore landsbyer og landdistrikter. At den kommunale centralisering, med 98 storkommuner og kun et par tusinde folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer ville gøre afstanden mellem borger og politiker alt for stor, fjerne nærdemokratiet og helt få landsbysamfundene til at sygne hen.

For at modvirke en sådan ødelæggende landsbyudvikling opfordrede vi, da kommunalreformen var en kendsgerning, alle landsbysamfund til hurtigst muligt at organisere sig med lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger og borgerforeninger. Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage landsbybeboerne på sengen, som det skete med kommunalreform i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone og byzone. Landzonen var en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Byzonen en udviklingszone med bosætning, håndværk, industri, nye arbejdspladser, offentlig service osv. Den gang tog det flere år, før landsbybeboerne fandt sammen og fik skabt en folkelig og landsdækkende modstand imod centraliseringen og landsbysamfundenes afvikling.

Organiseringen og landsbyreformen er gået over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m. v. Mange landsbysamfund har fået ny optimisme, sammenhold og fællesskab. Frivillighedskulturen blomstrer og ildsjælene kæmper for vækst og udvikling på landet.  Det er i lokalsamfundene, vi borgere føler os hjemme. Det er her, vi er aktive, har medindflydelse og folkeligt fællesskab. Det er i lokalsamfundene, vi har vores hverdag og identitet.

Kommunalreformen i 2007 skabte store kommuner og få politikere. Landsbyreformen har skabt små enheder og aktive borgere. Landsbyreformen har styrket lokalsamfundene og gavnet storkommunen. Landsbyreformen er en succes.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Danmark er det eneste land i EU, der har en aktiv lovgivning for at få os borgere til at bo i byer.

Byerne er da også i de sidste årtier blevet større og større, og landsbyerne er sygnet mere og mere hen med tomme bygninger, ruiner, tab af bosætning, iværksættere, håndværk, småindustri, arbejdspladser, nærbutikker, landsbyskolen, børnehaver, foreninger, forsamlingshuse, folkeligt fællesskab m. v.

Kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 har været redskabet, der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne. Rent praktisk skulle det ske ved at Danmark blev opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Al anden udvikling skulle være i byzonen.

Også gamle landsbyerhverv som håndværk og småindustri skulle være i byzone. Men for mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig i byzone. Først skal familien have en bolig. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har kreditgivningen sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis håndværk og småindustri kunne etablere sig på landet, f. eks. i en nedlagt gård, med familien boende i stuehuset og med de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Men får iværksætteren på landet succes, og har behov for at udvide, siger planloven nej.

Det er ikke så sært, at Danmark har EUs laveste iværksætterprocent til stor skade for erhvervslivet, samfundsøkonomien, beskæftigelsen og landsbysamfundene.

Lad os få en høring i Folketinget, så der kan skabes politisk forståelse for og støtte til vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter. De andre EU lande gør lovgivningsmæssigt og politisk alt hvad de kan for at hjælpe og udvikle deres landsbyer og landdistrikter. Lad os gøre det samme frem for at rive landsbyer ned.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Mere liv på landet.

Efter kommunalreformen i 1970, hvor 1388 sognekommuner blev sammenlagt til 275 primærkommuner og Danmark blev opdelt i landzone og byzone, kom landsbysamfundene i store problemer.

Landzonen, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt, var en ren afviklingszone. Byzonen, hvor al anden udvikling skulle være, var udviklingszone.

Kommunalreformen og by- og landzoneloven i 1970 betød fraflytning fra land til by, tab af arbejdspladser, manglende bosætning, lukning af nærbutikker, problemer for iværksættere, håndværk og småindustri, skolenedlæggelser, lukning af børnehaver, nedlæggelse af foreninger og forsamlingshuse og ruiner og tomme bygninger.

I 2007 kom så endnu en kommunalreform, hvor 275 primærkommuner blev reduceret til 98 storkommuner. Ville denne kommunalreform helt tage livet af vore landsbyer og landdistrikter?

Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Landsbysamfundene tog kampen op og organiserede sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. De lokale råd og ildsjæle står i dag vagt om landsbysamfundets hjørnestene: landsbyskolen, børnehaven, foreningslivet, forsamlingshuset, det folkelige fællesskab m. v.

Men landsbybeboerne er også i fuld gang med at udarbejde planer og forslag til mere vækst og udvikling i deres lokalsamfund, f. eks. mere bosætning, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, mere turisme, udbygget fibernet, bedre kollektiv trafik osv.

Og glædeligt er det, at politikerne tager godt imod landsbysamfundenes organisering, tilbud om samarbejde og initiativer til mere liv på landet. Meget er gået tabt, men mere kan reddes og nyt kan skabes.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Otterup, den 26. januar 2014

Til Folketingets politiske partier. Lån til landsbysamfundene.

Et landsbysamfund, hvor der ikke kan sælges huse og købes boliger, sygner hen. Sælgere, f. eks. ældre landsbybeboere, vil være stavnsbunden, og købere, f. eks. børnefamilier, kan ikke flytte til landsbysamfundet.

Vore landsbyer og landdistrikter er i en sådan alvorlig situation. Baggrunden er bankers, sparekassers og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til huse og erhverv på landet.

Det er almindeligt kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Det er ligeledes kendt, at ejendomme, der skønnes vanskelige at omsætte inden for et halvt år, ikke kan få lån.

Som det fremgår af den aktuelle debat, er det ikke alene boliger på landet, der har store låneproblemer. Det gælder også erhverv på landet, f. eks nærbutikker, cafeterier, iværksættere, håndværk, småindustri m. v

Der er også brug for lånemuligheder til renovering, forbedringer, kloakering, jordvarme, fibernet osv. Kan landsbyer og landdistrikter ikke få lån, dør de.

”Landsbyerne i Danmark” foreslår derfor, at regering og Folketing gør det muligt med statsgaranterede lån. Et forslag kunne være: Kreditforeningslån på 60%, 20 % statsgaranteret lån og endelig 20% fra banker, sparekasser, private midler m. v.

Med håb om forståelse og initiativer fra Folketingets politiske partier.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Det lige overståede kommunalvalg var opmuntrende for vore ellers trængte landsbysamfund. På vælgermøder og i medierne var der stor enighed om, at der i vore landsbyer og landdistrikter skal være vækst og udvikling.

I tresserne, hvor velfærdssamfundet stod for døren, var den politiske holdning, at landsbysamfundene skulle afvikles. Velfærdssamfundet og en offentlig sektor kunne kun skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Derfor fik vi i 1970 kommunalreformen og  by- og landzoneloven (planloven). Loven opdelte Danmark i landzone og byzone. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Al anden udvikling, f. eks. bosætning, håndværk og småindustri, skulle være i byzonen.

For yderligere at styrke bysamfundene blev den kommunale struktur og demokratiet centraliseret.  Før kommunalreformen i 1970 havde Danmark 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Med kommunalreformen i 2007 fik vi 98 storkommuner og kun ca. 2.000 kommunale politikere.

Med så store kommuner og så få folkevalgte politikere mister borgerne den kommunale overskuelighed og det kommunale og politiske engagement. Kommunalpolitikerne bliver ensomme og usynlige, og kommunen bliver en administrativ enhed uden identitet.

Men anderledes er det gået for de ellers dødsdømte landsbysamfund. Beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd har i mere end 40 år kæmpet for deres lokalsamfunds skole, børnepasning, foreningsliv, medbestemmelse, frivillighed og fællesskab.

Meget er på de fire årtier gået tabt, men landsbysamfundene har bevaret engagementet, fællesskabet og identiteten. Det er disse landsbyværdier, der kom frem i valgkampen, og som politikerne kan bruge i deres politiske arbejde i kommunen.

Når de nyvalgte kommunalpolitikere derfor den første januar sætter sig i stolen, vil mange have landsbyens fremtid som deres politiske mål.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Landsbyerne med i valgkampen.

Valgkampen har på flere områder overrasket. F. eks. er nærdemokratiet og landsbyerne kommet i fokus.

Danmark er kendt for sit velfungerende nærdemokrati, hvor der ikke er langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige.

Men den sidste kommunalreform i 2007 overskred nærdemokratiets usynlige grænse. Vi er på knap fire årtier gået fra at have ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmedlemmer til i dag kun ca. 2.000 kommunalpolitikere/byrådsmedlemmer. Og vi har reduceret antallet af kommunale enheder fra 1388 sognekommuner til 98 storkommuner.

Med en så stor politisk og folkelig centralisering mister borgerne den kommunale overskuelighed og det kommunale engagement. Kommunalpolitikerne bliver ensomme og usynlige. Storkommunen bliver en administrativ enhed, lokalsamfundene sygner hen og staten tager over.

Men denne valgkamp har vist, at både borger og politiker vil det anderledes. I de politiske partiers valgprogrammer fremgår det tydeligt, at der også skal være vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter. Og på vælgermøder og i pressen er temaet, hvordan beboerforeninger, lokalråd og landsbyråd kan samarbejde med de kommunale politikere for at få mere bosætning og flere arbejdspladser på landet.

Flere og flere familier ønsker at flytte på landet for at leve ”en blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige og overskuelige omgivelser, indflydelse på egen tilværelse, medbestemmelse, foreningsliv, frivillighed og folkeligt fællesskab.

Iværksættere, håndværk og småindustri vil gerne være i landsbyer og landdistrikter, f. eks. i tomme landbrugsbygninger. Ligeledes kan der i de tomme bygninger være ferielejligheder, der må udlejes hele året og som ofte ligger smukt ved skov og strand.

Landsbyerne er med i valgkampen.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Finanslovsforhandlingerne er i fuld gang, og Folketingets politiske partier møder frem til forhandlingerne med partiernes forskellige ønsker og mærkesager.

Landsbyerne har også ønsker til den kommende finanslov, f. eks. at vore forsamlingshuse kommer på finansloven

Intet andet land har som Danmark sine mange forsamlingshuse, bygget og drevet af lokalbefolkningen.

I mere end 125 år har forsamlingshusene været landsbysamfundenes dagligstue. De gamle huse har dannet en naturlig ramme om utallige aktiviteter og det folkelige fællesskab.

Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen.

Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for den folkelige kultur og for demokratiets udvikling.  En rolle som forsamlingshusene også har i 2013.

Men desværre kniber det med økonomien for flere og flere af de gamle huse.

Forsamlingshusbestyrelserne har ikke penge til store og nødvendige investeringer, så som nyt tag, nye vinduer, indendørs renovering, effektivt varmeanlæg, gode sanitære forhold, nyt køkken osv.

Resultatet er, at 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.

Bestyrelserne gør ellers, hvad de kan for at holde forsamlingshusene i gang, og mange frivillige timer bliver lagt i den daglige drift og vedligeholdelse.

Også kommunerne er forsamlingshusene venligt stemt. Men de kommunale tilskud rækker ikke langt. Ligeledes støtter LAG-bestyrelserne i mange kommuner med midler til f. eks. en opvaskemaskine eller et nyt oliefyr. Men til de store investeringer hjælper kommunernes og LAG-bestyrelsernes tilskud slet ikke.

Derfor er det landsbyernes ønske, at forsamlingshusene kommer på finansloven.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Borgmestre ønsker bredbåndsnet.
Landsforeningen Landsbyerne i Danmark har i flere år kæmpet for, at alle på landet får hurtigt bredbåndsnet (fibernet) og god mobildækning. Meget tyder nu på, at der er hjælp på vej 

Landsbyer, landdistrikter og beboede øer, med over en million borgere, må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet og ikke opdeles i et A hold og B hold.

Hurtigt bredbåndsnet på landet og øer kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, bane vejen for iværksættere, højteknologiske virksomheder, håndværk og småindustri og hermed skabe tusinder af nye arbejdspladser.

Hurtigt bredbåndsnet giver også adgang til et væld af velfærdsteknologiske løsninger, så ture til sygehuset og indlæggelser kan erstattes af eget hjem. Også fjernundervisning er muligt med hurtigt bredbåndsnet, så undervisning og uddannelse fra den store verden kan komme til vore landsbysamfund og beboede øer.

Hurtigt bredbåndsnet er lige så vigtigt for vækst og udvikling som el, vand og kloakering.

Derfor er det glædeligt, at landets 98 kommuner og borgmestre nu i samlet flok har taget bladet fra munden, gennem deres organisation Kommunernes Landsforening, og krævet handling fra statens side. Når markedskræfterne ikke slår til for at sikre hurtigt bredbåndsnet til alle, må Folketinget og staten træde til.

Men det er vigtigt, at det bliver en effektiv bredbåndsløsning. Land- og yderkommuner skal ikke spises af med trådløse løsninger, som enten er for langsomme eller for ustabile.

Opmuntrende at 98 borgmestre nu ønsker hurtigt bredbåndsnet i vore landsbyer, landdistrikter og øer..

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

I de kommunale budgetter og i partiernes valgprogrammer kan vi i disse uger læse ordene: Udvikling af landområderne. Også flere og flere Folketingspolitikere kommer med positive udtalelser om vækst og udvikling på landet. Vore landsbyer og landdistrikter er kommet på den politiske dagsorden.

Men det er ikke kun politikerne, der ønsker mere liv på landet. Der er også forskere, som f. eks. lektor ved Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet, Pia Heike Johansen, der tror på mere liv på landet.

I SDUs magasin Ny Viden slår Pia Heike Johansen til lyd for, at virksomhederne burde overveje at flytte en del af udviklingsafdelingen ud på landet: ”Man tænker bedre ude på landet, det er her, de kreative ideer opstår”, siger Pia Heike Johansen til Ny Viden under overskriften: Flyt udvikling ud på landet.

Pia Heike Johansen siger videre: ”Vi skal ud af de fastlåste rammer for at kunne koncentrere os og skabe nyt. De krav kan vi få opfyldt i de små samfund på landet, hvor vi møder en anden mentalitet end i byerne”.

Politikernes og forskernes ønsker og forslag om vækst og udvikling på landet, kan vende årtiers afvikling til udvikling.

Men lovgivningen (planloven) må ændres, så der igen kan skabes arbejdspladser, bosætning, vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter. I dag er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt i landzonen. Det er i byzonen al vækst og udvikling skal ske.

Denne centralisering undrer også i EU, hvor Danmark er det eneste EU land, der har en aktiv lovgivning for at få folk til at bo i byer. Hertil kommer, at Danmark har EUs laveste iværksætterprocent, hvilket koster Danmark dyrt samfundsøkonomisk, vi mister tusinder af arbejdspladser og erhvervslivet mangler en sund underskov.

Men meget tyder nu på, at landsbyerne er kommet på den politiske dagsorden, hvor politikerne  lytter, når forsker Pia Heike Johansen siger: ”Det er på landet de nyskabende miljøer trives, og ny viden dannes”.

Carsten Abild
Strandvenen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

 
Arbejdspladser til landsbysamfundene.

Danmark har i dag en af Europas laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering koster hvert år Danmark tusinder af arbejdspladser, og mange landsbysamfund sygner hen.

Baggrunden er, at Folketingspolitikerne for fyrre år siden havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Landsbysamfundene skulle derfor afvikles og bysamfundene udvikles.

For at kunne gøre dette blev Danmark, med kommunalreformen i 1970 og by- og landzoneloven (planloven), opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. I byzonen skulle al anden udvikling foregå. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri skulle være på byernes industrigrunde.

Men for mange iværksættere, håndværk og småindustri er det for dyrt at etablere sig på en industrigrund i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har bank og kreditforening for længst sagt nej.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være at etablere sig på landet f. eks. i et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som værksted og lager. Men har iværksætteren, håndværk og småindustri på landet succes og brug for at udvide siger planloven stop.

Iværksættere, håndværk og småindustri skal tilbage til landsbysamfundene. Planloven må liberaliseres, så der kan komme nye arbejdspladser, bosætning, vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.
Carsten Abild

Strandvejen 50, 5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

(formand)

 
Indlæg/synspunkt

Huse på landet kan ikke få lån.

Der er i dag langs vejene i vore landsbyer og landdistrikter det ene ”til salg” skilt ved siden af det andet.

Hver dag kommer der nye til. Der er efterhånden ikke et landsbysamfund, der ikke har et eller flere huse til salg. Landsbyen Kappendrup, 5 km. fra Otterup, har f. eks. inden for få hundrede meter 5 huse med et ”til salg” skilt.

Et lokalsamfund, hvor der ikke kan sælges og købes boliger, har alvorlige problemer. Sælgere, f. eks. ældre beboere, vil være stavnsbunden, og købere, f. eks. børnefamilier, kan ikke flytte til. Et sådant lokalsamfund vil sygne hen.

Baggrunden for denne alvorlige situation for vore landsbyer og landdistrikter er bankers, sparekassers og kreditforeningers tilbageholdenhed med at give lån til huse på landet.

Det er almindeligt kendt, at boliger i landsbyer og landdistrikter, der har en værdi på en halv million kroner eller mindre, ikke kan få kreditforeningslån. Også huse på landet med en højere værdi end en halv million kroner har store låneproblemer.

Går hushandlen på landet helt i stå, vil vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter være udelukket. Situationen er derfor yderst alvorlig for livet på landet.

”Landsbyerne i Danmark” har bedt om et møde med By, Bolig og Landdistriktsminister Carsten Hansen. Der må og skal findes løsninger, så huse i vore landsbyer og landdistrikter også kan få lån.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter 8-10.000 boligruiner og mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger. Vore landsbyer og landdistrikter trues af forfald.

For at stoppe forfaldet er det lykkedes for landdistriktsminister Carsten Hansen at få afsat 400 millioner kroner fra vækstpakken til fjernelse af boligruiner og faldefærdige landbrugsbygninger.

Det er kommunerne, der skal administrere nedrivningen. Men skal de 8 – 10.000 boligruiner og mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger køres på kontrolleret losseplads, vil det koste over 7 milliarder kroner.

Set i det lys, er 400 millioner kroner ikke tilstrækkeligt. Men supplerer vi med kommunale tiltag, kan vi få fjernet mange ruiner, få forfaldet stoppet og skabe nye arbejdspladser.

Kommunerne må få nedbrydningsfirmaer til at fjerne boligruinerne og de faldefærdige landbrugsbygninger. Nedbrydningsfirmaer kan genbruge mursten, træ, tag, metaller osv. Ved at genbruge materialerne kan vi måske halvere nedrivningsprisen pr. fjernet bygning.

Kommunerne kan også give en byggetilladelse på de tomme grunde, så der kan opføres en ny bolig, ferieboliger eller en håndværksvirksomhed.

Kommunerne har også mulighed for at støtte iværksættere, der vil etablere sig i et tidligere landbrug, med familien boende i stuehuset og med de tomme bygninger som værksted og lager.       Af de over 100.000 tomme landbrugsbygninger er måske halvdelen i så god stand, at de kan anvendes til håndværk og småindustri.

Med aktive kommunale tiltag og 400 millioner kroner i nedrivningspuljen kan ruinerne fjernes og nye arbejdspladser skabes.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

I de sidste årtier er bysamfundene blevet større og større og landsbysamfundene sygnet mere og mere hen med tab af bosætning, iværksættere, håndværk, småindustri, arbejdspladser, nærbutikker, landsbyskolen, børnehaver, foreninger, forsamlingshuse m. v.

Årsagen er, at Folketingspolitikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Folketinget vedtog derfor i 1970, sammen med kommunalreformen, by- og landzoneloven (planloven), der opdelte Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Al anden udvikling skulle være i byzonen. Landsbysamfundene var hermed dømt til afvikling, bysamfundene til udvikling.

Men landbefolkningen på en million beboere ville ikke give op. Beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd, og lokalråd har i mere end fire årtier kæmpet for retten til at bo og leve på landet med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag, medbestemmelse, frivillighed og et folkeligt fællesskab.

Også håndværk og småindustri vil etablere sig på landet, f. eks. på en nedlagt gård med tomme landbrugsbygninger som værksted og lager og familien boende i stuehuset. Men får iværksætteren succes og behov for at bygge til, siger planloven nej og henviser til en industrigrund i byen.

Men for mange er det for dyrt at etablere sig på en industrigrund. Først skal familien have en bolig, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har banken sagt stop.

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering er til stor skade for samfundsøkonomien, erhvervslivet, beskæftigelsen og landsbysamfundene.

Derfor må Folketinget hjælpe landsbysamfundene, så der kan komme vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet. Landsbyerne, landdistrikterne og øsamfundene med over en million borgere må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor.

Hurtigt bredbåndsnet og god mobildækning er lige så afgørende for et beboet og aktivt Danmark som el, vand og kloakering

Derfor har ”Landsbyerne i Danmark” i flere år presset på for at få bedre mobildækning og hurtigt bredbåndsnet (fibernet) ud på landet.

Landdistriktsminister Carsten Hansen og erhvervsminister Annette Vilhelmsen følger nu op på den vigtige sag med 22 initiativer, der skal skabe bedre rammebetingelser for at forbedre den digitale infrastruktur, til gavn for både udbydere, kommuner, regioner og først og fremmest forbrugerne.

Hurtigt bredbåndsnet og mobildækning i Danmarks mange landsbyer, landdistrikter og øer kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder, moderne turisme, telemedicin, fjernundervisning m. v.

Hermed skabes der støtte til bevaring af landsbyskolen, børnehaver, foreningslivet, det folkelige fællesskab m. v.

Regering, regioner og kommuner må stå sammen om hurtigt bredbåndsnet og bedre mobildækning på landet som i byen.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

I mere end 40 år har Danmarks mange landsbysamfund, med en million beboere, haft det svært med tab af skoler, børnehaver, bosætning, nærbutikker, håndværk og småindustri, arbejdspladser, foreninger, forsamlingshuse m. v.

Årsagen er, at politikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Folketinget vedtog derfor i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven), der opdelte Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. Landzonen var en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning, nye arbejdspladser, vækst og udvikling.

Også den kommunale struktur og det kommunale demokrati skulle centraliseres. Med kommunalreformen i 2007 fik vi 98 storkommuner og kun ca. 2000 kommunalpolitikere. Med så store kommuner og så få folkevalgte politikere mistede mange borgere den kommunale overskuelighed og det kommunale engagement og ”gik hjem”. Kommunalpolitikerne er blevet ensomme og usynlige, kun borgmesteren og et par udvalgsformænd er fremme i lyset. Storkommunen er blevet en administrativ enhed.

Men anderledes med landsbysamfundene, der i kampen for at overleve har organiseret sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. Det folkelige fællesskab, ildsjælene og frivilligheden udfolder sig. Landsbysamfundenes nærdemokrati og folkelige værdier og egenskaber vinder større og større politisk forståelse og accept.

Derfor mødes de kommunale politikere med landsbysamfundenes repræsentanter for at snakke vækst og udvikling i storkommunens landsbysamfund. Der er brug for landsbysamfundene.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Folketinget må liberalisere planloven.

I mere end fyrre år har by- og landzoneloven, planloven henvist iværksættere, håndværk og småindustri til byernes industrigrunde.

Dette har betydet, at Danmark har fået en af Europas laveste iværksætterprocenter. Årsagen er, at det er for dyrt at være iværksætter i byen og ikke tilladt på landet.

Skal en iværksætter etablere sig på en industrigrund i byen, må familien først have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres en hal og installeres inventar. Mange iværksættere kan ikke økonomisk magte en sådan start.

Anderledes ville det være, hvis iværksættere etablerede sig på landet. Her kunne familien bo i stuehuset til et nedlagt landbrug, og de tomme landbrugsbygninger kunne være en pladsmæssig start. Men får iværksætteren brug for at udvide, siger planloven nej.

Ikke så sært, at Danmark har fået en iværksættermæssig bundplacering med tab af titusinder af arbejdspladser og landsbysamfundene, der er sygnet hen.

Hvorfor besluttede Folketinget med kommunalreformen i 1970 at opdele Danmark i landzone og byzone og hermed at afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene?

Hvordan kan Folketinget acceptere Danmarks iværksættermæssige bundplacering vel vidende, at kun hvis iværksætterne trives, kan erhvervslivet og samfundsøkonomien udvikles.

Folketinget må liberalisere planloven, så iværksættere, håndværk, småindustri, arbejdspladser og bosætning kan komme tilbage til landsbysamfundene. By og land må have samme ret til vækst og udvikling.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Luk ikke landsbyskolen.

Næsten hver anden kommune regner med at nedlægge skoler i det kommende år. Her til kommer, at hver sjette folkeskole siden 2007 enten er nedlagt eller lagt sammen med en større skole.

Det er en ren massakre på vore landsbyskoler og på livet på landet.

Skolen er omdrejningspunktet i et lokalsamfund. Er skolen væk, sker der ingen ny bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt fra kommunen, foreningslivet smuldrer og landsbysamfundet sygner hen.

At lukke flere hundrede landsbyskoler og hermed landsbysamfund er det alvorligste angreb på landsbysamfundene og livet på landet i de sidste 40 år.

Men vi er mange, der håber, at kommunalpolitikerne vil besinde sig og afblæse massakren på landsbyskolerne og hermed på kommunens landsbysamfund.

Lad os få tid til og mulighed for at drøfte konsekvenserne af en skolenedlæggelse. Hvad betyder det for et lokalsamfund folkeligt og økonomisk, når den lokale skole nedlægges? Er der overhovedet en besparelse, hvis kommunens landsbysamfund forfalder?

Og kan kommunalpolitikerne undvære positive forældre og borgere og deres store frivillige indsats i foreningerne og i kulturlivet? Det er hele kommunen, der skal fungere, ikke kun kommunens større byer og store skoler.

Venligst
Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Landsbyreformen.

Den sidste kommunalreform trådte i kraft den 1. januar 2007.

Vi var mange, der frygtede, at denne kommunalreform helt ville ”tage livet” af vore landsbyer og landdistrikter. At den kommunale centralisering, med 98 storkommuner og kun ca. 2000 folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer, ville gøre afstanden mellem borger og politiker faretruende stor, helt fjerne nærdemokratiet og medføre en bølge af skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, den sidste nærbutik, foreninger, forsamlingshuse, fraflytning fra land til by osv.

For at modvirke en sådan ødelæggende landsbyudvikling opfordrede vi, da kommunalreformen var en kendsgerning, alle landsbysamfund til hurtigst muligt at organisere sig med lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger og borgerforeninger. Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage landsbybeboerne på sengen, som det skete med kommunalreform i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone og byzone. Landzonen var en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Byzonen en udviklingszone med bosætning, håndværk, industri, nye arbejdspladser, offentlig service osv. Den gang tog det flere år, før landsbybeboerne fandt sammen og fik skabt en folkelig og landsdækkende modstand imod centraliseringen og landsbysamfundenes afvikling.

Organiseringen og landsbyreformen er gået over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m. v. Mange landsbysamfund har fået ny optimisme, sammenhold og fællesskab. Frivillighedskulturen blomstrer og ildsjælene kæmper for vækst og udvikling på landet.  Det er i lokalsamfundene, vi borgere føler os hjemme. Det er her, vi er aktive, har medindflydelse og folkeligt fællesskab. Det er i lokalsamfundene, vi har vores hverdag og identitet.

Kommunalreformen i 2007 skabte store kommuner og få politikere. Landsbyreformen har skabt små enheder og aktive borgere. Landsbyreformen har gavnet storkommunen og styrket samarbejdet mellem politiker og borger.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Lokalrådene kan styrke landsbyerne og nærdemokratiet.

Om et år er der valg til kommuner og regioner. De politiske partier er i fuld gang med at finde kandidater, men let er det ikke. Borger og politiker er i storkommunen kommet for langt fra hinanden. Mange borgere er ”gået hjem”, og mange politikere føler sig ensomme og glemt.

En af årsagerne til, at det politiske nærdemokrati har problemer, er de store kommuner og de få politikere. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmedlemmer. Med kommunalreformen i 1970 blev der 275 primærkommuner og ca. 4.000 kommunalpolitikere. Og med den sidste kommunalreform i 2007 fik vi 98 storkommuner og ca. 2.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

En anden grund til den politiske isolation er de senere års medlemsflugt fra de politiske partier. Alt for mange lokale vælgerforeninger og kredsbestyrelser er nedlagt, og partierne har mistet den folkelige debat.

Men mens det politiske nærdemokrati sygner hen, trives det folkelige nærdemokrati på bedste måde. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger, forældrebestyrelser m. v. Disse lokale råd. foreninger og bestyrelser står vagt om den lokale debat, medbestemmelsen, frivillighedskulturen og det folkelige fællesskab. Som landsbybeboerne og ildsjælene siger om deres landsbysamfund: ”Her vil vi leve og ikke blot bo”.

Men glædeligt er det, at kommunalpolitikerne har fået øje på de aktive landsbysamfund og deres værdier. Og i flere og flere kommuner holdes der møder mellem politikerne og lokalrådene om vækst og udviklinger i kommunens landsbysamfund.

Samarbejdet mellem det politiske og folkelige nærdemokrati kan styrke landsbysamfundene og få borgere til at melde sig ind i et politisk parti, lade sig opstille og blive valgt. Lokalrådene kan styrke landsbyerne og nærdemokratiet.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

I mere end 40 år har Danmarks mange landsbyer og landdistrikter kæmpet for at bevare bosætning, arbejdspladser, håndværk og småindustri, nærbutikker, landsbyskolen, børnepasning, ældrepleje, foreninger, forsamlingshus, folkeligt fællesskab, medbestemmelse, frivillighedskulturen m. m.

I mere end 40 år har Danmark været opdelt i landzone og byzone. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Det var i byzonen al udvikling skulle ske. Landzonen var en afviklingszone. Byzonen en udviklingszone.

Årsagen hertil er kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) i 1970. Den politiske opfattelse i tresserne var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på lande med en spredt bebyggelse.

Men landsbybeboere har ikke villet overgive sig. De har utrætteligt kæmpet for deres overlevelse og for retten til at være på landet. Og pressen har vedholdende fortalt om kampen.

Og endelig lysner det. Folketingets politikere erkender i dag, at landbefolkningen på en million beboere også skal have en fremtid.

Samtidig ser vi et positivt samarbejde mellem kommunalpolitikere, beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd og landsbyråd om vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund.

Der skal ske mere bosætning. Mange familier vil gerne flytte på landet for at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag, et folkeligt fællesskab m. v.

Og der kan i vore landsbyer og landdistrikter skabes mange nye arbejdspladser Der skal satses på fibernet, håndværk og småindustri, f. eks. med opstart i de mange tomme landbrugsbygninger.

Også ferieboliger kan etableres i de ledige bygninger på landet. Disse ligger ofte naturskønt ved skov og strand, må lejes ud hele året, kan styrke turismen og forlænge turistsæsonen.

Landsbyerne har en fremtid.

Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

(formand)

Højhastighedssamfundet er også for landsbyer. 

Landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene med over en million borgere skal have fibernet og må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Fibernet i Danmarks mange landsbyer, landdistrikter og øer kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder, moderne turisme m. v. Fibernet er lige så vigtigt for et levende samfund som el, vand og kloakering.

Med fibernet skabes der ikke alene liv på landet med sikring af skole, børnehave, foreninger, forsamlingshus, medbestemmelse og folkeligt fællesskab, men der skabes også hermed et bedre skattegrundlag for alle kommunens borgere.

Fibernet giver adgang til telemedicin og til patientkufferten, så ture til sygehuset og indlæggelser kan erstattes af eget hjem. Også fjernundervisning er muligt med fibernet, så undervisning og uddannelse fra den store verden også kan komme til landsbysamfundene.

Trådløs internet kan ikke erstatte fibernet. Trådløs internet er alene brugbart til iPhone, iPad og lignende.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Otterup, den 2. maj 2012

Til Folketingets politiske partier,

miljøministeren og minister for By, Bolig og Landdistrikter.

Planloven forhindrer arbejdspladser og liv på landet.

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering har kostet tusinder af iværksætterinitiativer, ti tusinder af arbejdspladser, og mange landsbysamfund er sygnet hen.
Siden kommunalreformen i 1970 med by- og landzoneloven (planloven) har Danmark været opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.I landzone var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri skulle være i byzone.
Forklaringen er, at politikerne for fyrre år siden havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.
Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. Planloven var redskabet, der skulle afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene.
For mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har banken sagt stop.
Men anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren kunne etablere sig på landet f. eks. et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger anvendt som værksted, kontor, lager m. m.
Men har iværksætteren succes på landet og behov for udvidelser, siger planloven og hermed kreditgivningen stop.
Ganske vist er planloven i 1987, 1993 blevet lempet, så eksisterende tomme bygninger må anvendes til andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri. Og efter september 2011 kan kommunalbestyrelsen tillade mindre udvidelser. Men kreditgivningen og politikerne er fortsat skeptisk og risikoen for at sagen ankes til Natur- og Miljøklagenævnet er fortsat overhængende.
Skal Danmark væk fra en iværksættermæssig bundplacering, og skal vi hjælpe vore hårdtprøvede landsbysamfund, må planloven ændres. ”Landsbyerne i Danmark” skal derfor foreslå, at håndværk og småindustri får samme status i landzone som landbrug, skovbrug og fiskeri.
En sådan ændring af planloven vil skabe liv på landet med tusinder af arbejdspladser, ny bosætning, folkeligt fællesskab osv. og give Danmark tiltrængt erhvervsudvikling.

Carsten Abild

Strandvejen 50, 5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

(formand)

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Denne bundplacering har kostet tusinder af iværksætterinitiativer, ti tusinder af arbejdspladser, og mange landsbysamfund er sygnet hen.
Siden kommunalreformen i 1970 med by- og landzoneloven (planloven) har Danmark været opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.I landzone var kun tre erhverv tilladt: landbrug, skovbrug og fiskeri. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri skulle være i byzone.Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. By- og landzoneloven var redskabet, der skulle afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene.
Men for mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har banken sagt nej.
Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være, hvis iværksætteren kunne etablere sig på landet f. eks. et nedlagt landbrug med familien boende i stuehuset, og de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager.
Men har iværksætteren, håndværk og småindustri på landet succes og behov for de nødvendige udvidelser, siger lovgivningen og hermed kreditgivningen stop og henviser til en industrigrund i byen.
Skal Danmark væk fra en iværksættermæssig bundplacering, og skal vi hjælpe vore hårdt trængte landsbysamfund, må iværksætteren, håndværk og småindustri have de samme rettigheder som landbruget.

Carsten Abild

Strandvejen 50, 5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

(formand)

Niels Krogh fortæller, at store dele af V. Aaby har fået fibernet (hurtigt bredbåndsnet), og at landsbyen nu er klar til fremtiden.  

Og sandt er det. For landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene med over en million borgere skal have fibernet og må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Fibernet i Danmarks mange landsbyer, landdistrikter og øer kan skabe ny bosætning med hjemmearbejdspladser, nye arbejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder og moderne turisme. Fibernet er lige så vigtigt for et levende samfund som el, vand og kloakering.

Med fibernet skabes der ikke alene liv på landet med sikring af skole, børnehave, foreninger, forsamlingshus, medbestemmelse og folkeligt fællesskab, men der skabes også et bedre skattegrundlag for alle kommunens borgere.

Med fibernet er V. Aaby også klar til telemedicin, så der kan ske videokommunikation mellem borgere i V. Aaby og læge og sygeplejerske i byen. Patientkufferten kan bruges, så ture til sygehuset og indlæggelser kan erstattes af eget hjem. Og fjernundervisning kan foregå, så undervisning og uddannelse fra den store verden kan komme til landsbyen.

Derfor skal vi gøre som V. Aaby og Sydfyns Elforsyning: handle og ikke vente.
Carsten Abild

Strandvejen 50

5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark”

(formand)

Det forlyder at 231 folkeskoler, set over en toårig periode, vil være lukket, når næste skoleår begynder til august. Ligeledes at skolelukningerne vil betyde en kommunal besparelse på landsplan på knap 700 millioner kroner.

Men i et aktivt landsbysamfund kan landsbyskolen ikke undværes. Er skolen først væk sker der ingen bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt fra kommunen, foreningslivet, frivilligheden og det folkelige fællesskab smuldrer. Er landsbyskolen nedlagt, kommer der hurtigt faldende huspriser, tomme huse, boligruiner, mistede arbejdspladser og færre skatteindtægter til kommunen.

I virkelighedens verden er de få millioner kroner, en kommune kan spare ved at nedlægge landsbyskolen, hurtigt spist op af et landsbysamfund i forfald.

Frem for at nedlægge landsbyskoler skulle kommunalpolitikerne, i samarbejde med landsbysamfundenes lokalråd og beboerforeninger, meget hellere bruge kræfterne på at skabe vækst og udvikling, f. eks. flere arbejdspladser, og mere bosætning, i kommunens landsbysamfund.

Og skulle kommunerne alligevel for at spare gennemføre lukningen af de bebudede 231 folkeskoler, er det mit håb, at så mange friskoler som muligt vil træde i stedet, så børnene kan beholde deres trygge landsbyskole og landsbysamfundet fortsat kan eksistere. Det er hele kommunen, der skal fungere, ikke kun kommunens bysamfund og de store skoler.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

 
Landsbysamfundene skal bevares.

Det danske samfund er i de sidste årtier blevet mere og mere centraliseret. Kommunerne og bysamfundene er blevet større og større og landsbysamfundene og livet på landet er sygnet hen med tab af bosætning, arbejdspladser, landsbyskole, nærbutikker, foreninger, forsamlingshus m. v.

I tresserne var den politiske opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

For at få borgerne til at bo i bysamfund vedtog Folketinget i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven. Med zoneloven (i dag planloven) blev Danmark opdelt i landzone og byzone.

Landzonen var en afviklingszone, der skulle sikre afvandring fra land til by. Derfor måtte der ikke i landsbysamfundene bygges nye huse, og der måtte ikke være håndværk og småindustri. Kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Tre erhverv der mekaniserede og rationaliserede med tab af tusinder af arbejdspladser til følge. Landsbysamfundenes tid var forbi.

Byzonen var en udviklingszone, hvor al udvikling skulle ske. Her skulle der i parcelhuskvarterer bygges nye huse.. På byernes industrigrunde skulle iværksættere, håndværk og industri udfolde sig og skabe nye arbejdspladser. Til bysamfundet hørte den store skole, børnehaver, fritidshjem, alle hånde butikker og indkøbsmuligheder, apotek, bibliotek, posthus, sociale boliger, haller, sportsanlæg osv.

Men også den kommunale og politiske verden blev centraliseret. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Fra 1970 til 2007 var der 275 primærkommuner og ca. 4.500 kommunalpolitikere. Og med kommunalreformen i 2007 er der 98 storkommuner og ca. 2.000 kommunalpolitikere.

Med så store kommuner og så få politikere er afstanden mellem borger og politiker blevet faretruende stor. Mange borgere er ”gået hjem”, og mange politikere er blevet ensomme og anonyme, kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Centralismen har lammet dialogen og nærdemokratiet og dømt landsbysamfundene for tilhørende fortiden.

Men landsbysamfundene vil ikke dø, men overleve. Derfor har de organiseret sig med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. Derfor kæmper landsbybeboerne for at bevare deres lokalsamfund med landsbyskolen, bosætning, arbejdspladser, foreningslivet, forsamlingshuset, det folkelige fællesskab, frivillighedskulturen, medbestemmelsen og den lokale identitet.

Og glædeligt er det, at politikerne er ved at få øje på landsbysamfundenes kvaliteter og værdier. Derfor mødes politikerne i flere og flere kommuner med landsbybeboernes repræsentanter for at finde fælles løsninger for vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund. Landsbysamfundene

skal bevares.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Denne målsætning blev udmeldt af den forrige regering, der ønskede, at alle borgere og virksomheder skal have adgang til hurtigt bredbåndsnet inden år 2020.bejdspladser i håndværk og småindustri, konsulentfirmaer, højteknologiske virksomheder og moderne turisme.

Hermed skabes der støtte til skole, børnehave, foreninger, forsamlingshus, det folkelige fællesskab m. v. Men der skabes også et bedre skattegrundlag for kommunens borgere.

Men vi kan ikke vente til år 2020 med at give de sidste borgere på landet hurtigt bredbåndsnet.

Derfor må den nye regering og alle gode kræfter her og nu arbejde for at få hurtigt bredbåndsnet ud til alle.

Men vi mangler en målsætning for de hastigheder, som man kan afsende data med, og som er fundamental for eksempelvis videokommunikation mellem borgerne i landdistrikterne og lægen i byen. Ligeledes mangler vi en målsætning for fjernundervisningen og for de ældre, som kan finde tryghed og få sociale fordele ved at have en ordentlig forbindelse til omverdenen.

Staten og kommunerne må gå foran og vise vilje og vej, så landsbyer, landdistrikter og ø-samfund hurtigst muligt får hurtigt bredbåndsnet. Danmark må ikke bliver digitalt to-delt.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Iværksætteren kan skabe liv på landet.

Kører vi ude på landet og gennem vore mange landsbyer, møder vi det ene nedlagte landbrug efter det andet. Som regel er der lys i stuehuset, men avlsbygningerne står tomme med flere og flere tegn på forfald. Der er i Danmark over 100.000 tomme landbrugsbygninger.

En anden kategori af problembygninger på landet er ca. 8.000 faldefærdige boliger. Omkring halvdelen er forladt og står tilbage som ruiner. Gøres der ikke noget, fortsætter forfaldet i vore landsbyer og landdistrikter, og hvilket syn møder os så om 5 til 10 år?

Kommunerne har i dag en statslig nedrivningspulje på 250 millioner kroner. Men skulle de over 100.000 tomme landbrugsbygninger og 8.000 faldefærdige boligruiner fjernes, ville det koste knap 8 milliarder kroner. Vi kommer derfor ikke langt med en nedrivningspulje på 250 millioner kroner.

Men der er en vej at gå, som både kan skabe liv i mange af de tomme bygninger, men som også kan give vækst og udvikling på landet. Vi skal have iværksætteren, håndværk og småindustri tilbage til landsbysamfundene.

Siden kommunalreformen og by- og landzoneloven (i dag planloven) i 1970, har iværksættere, håndværk og småindustri været henvist til byzone. I landzone må der kun være landbrug, skovbrug og fiskeri.

Men det er alt for dyrt at være iværksætter i byen. Først skal familien bo i et parcelhus, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har banken sagt stop. Ikke så sært at Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter.

Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være for iværksætteren, håndværk og småindustri at etablere sig på landet. Her kunne der startes op i de tomme bygninger og familien kunne bo i det tilhørende stuehus. Men får iværksætteren succes, og har brug for at bygge til, siger planloven nej, og der henvises til en industrigrund i byen.

Derfor må planloven liberaliseres, så iværksætteren, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig på landet. Mange tomme bygninger kunne genanvendes, tusinder af   arbejdspladser opstå, og ny bosætning styrke landsbyskolen, foreningslivet, frivilligheden, det folkelige fællesskab m.v. Iværksætteren kan skabe liv på landet.

Carsten Abild

Strandvejen 50, 5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Lokalråd kan redde landsbysamfund.

”Sognet, der ikke vil dø”. Sådan lød overskriften den 18. juli 1976 i en stor opsat artikel i Berlingske Tidende om et lille Nordfynsk sogns kamp for at overleve.

Efter kommunalreformen i 1970 med sognesammenlægninger og by- og landzoneloven (i dag planloven) kom landsbysamfundene i store problemer med fraflytning fra land til by, nedlæggelse af landsbyskoler, manglende børnepasning og ældreboliger, lukning af nærbutikker, ingen bosætning, problemer for håndværk og småindustri, nedlæggelse af foreninger og forsamlingshuse osv.

Landzonen var en afviklingszone, byzonen en udviklingszone. Landsbysamfundene sygnede hen og bysamfundene voksede.

I 2007 stod så igen en kommunalreform for døren. ”Landsbyerne i Danmark” frygtede, at en ny kommunalreform med kommunesammenlægninger, reduktion af folkevalgte, skolenedlæggelser, tab af arbejdspladser, manglende bosætning m. v. helt ville tage livet at vore landsbysamfund.

For at modvirke dette opfordrede vi landsbysamfundene til at organisere sig med lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger osv.

Denne gang skulle en kommunalreform ikke tage landsbysamfundene på sengen, som det skete i 1970, hvor der skulle gå fem, seks år, før landsbybeboerne gjorde modstand.

Organiseringen er lykkedes over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger, forældrebestyrelser m. v. Disse lokale råd og foreninger står nu vagt om landsbysamfundets hjørnestene, som skolen, børnehaven, forsamlingshuset og foreningslivet. Men lokalrådene er også i fuld gang med at udarbejde planer og forslag for mere vækst og udvikling i deres landsbysamfund, f. eks. mere bosætning og turisme, flere arbejdspladser i håndværk og småindustri, hurtigt bredbåndsnet osv.

Og glædeligt er det, at kommunalpolitikerne i flere og flere kommuner tager godt imod landsbysamfundenes organisering og tilbud om samarbejde, så der igen kan   komme vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter. Meget er gået tabt, men mere kan reddes og nyt kan skabes.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup

”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Vækst og udvikling på landet.

”Der skal være vækst og udvikling på landet”. Det var den positive melding fra Landdistriktsminister Carsten Hansen til repræsentanter for ”Landsbyerne i Danmark”, da de den 9. december mødtes i ministeriet for at drøfte landsbysamfundenes fremtid.

Carsten Hansen er Danmarks første landdistriktsminister, og det glæder ”Landsbyerne i Danmark”, at den nyudnævnte landdistriktsminister ønsker vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

”Landsbyerne i Danmarks” repræsentanter understregede over for ministeren, at vore landsbyer og landdistrikter, siden kommunalreformen og by- og landzoneloven (i dag planloven) i 1970, har været i konstant afvikling og tilbagegang. Baggrunden er blandt andet zonelovens opdeling af Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. Landzonen er en afviklingszone, hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri er tilladt. Byzonen er en udviklingszone, hvor al vækst og udvikling skal ske.

Denne skævvridning af Danmark har kostet landet dyrt i mistede initiativer, arbejdspladser og indtægter. Her til kommer, at mange landsbysamfund har mistet skole, børnehave foreninger, forsamlingshuse, nærbutikker, folkeligt fællesskab osv.

Forskelsbehandlingen af by og land har også betydet, at Danmark har fået en af Europas laveste iværksætterprocenter. Det er for dyrt for mange iværksættere at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter m. v. og så har banken sagt stop.

Anderledes hvis iværksætteren, som før 1970, kunne være på landet, f. eks. i et nedlagt landbrug med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som startgrundlag. Men får iværksætteren på landet succes og brug for at udvide, siger planloven nej.

”Men nu skal afvikling vendes til udvikling” var landdistriktsminister Carsten Hansens klare udmelding. Ministeren ønskede kommunernes medvirken og har allerede haft møde med KL om sagen. Carsten Hansen ønskede også at mødes med ministerkollegaer for at se på lovgivningen, f. eks. med miljøministeren angående planloven, så iværksættere, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig og have succes på landet. Også mere bosætning, hurtigt bredbåndsnet, kollektiv trafik, turismen m. v. skal fremmes. Endelig ser det ud til, at det lysner for livet på landet.

Carsten Abild
Strandvejen 60
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

I mere end 40 år har Danmarks mange landsbysamfund haft det svært med tab af skoler, børnehaver, bosætning, nærbutikker, håndværksvirksomheder, arbejdspladser, foreninger, forsamlingshuse m. v.

Årsagen er, at politikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

For at få os borgere til at bo i bysamfund vedtog Folketinget, sammen med kommunalreformen i 1970, by- og landzoneloven (i dag planloven). Med zoneloven blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.

Landzonen var en afviklingszone. Der måtte ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning, parcelhuskvarterer, industriområder, butikker, foreninger, sportshal, kulturhus, skole, børnehave, fritidshjem, bibliotek og anden offentlig service.

Nu var det byerne, der skulle satses på. Landsbysamfundene tid var forbi..

Også den kommunale struktur og det politiske nærdemokratiet skulle centraliseres. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Efter 1970 blev antallet af sognekommuner reduceret til 275 primærkommuner og antallet af kommunalpolitikere/byrådsmedlemmer til ca. 4.500. Og med den sidste kommunalreform i 2007 har vi kun 98 storkommuner og ca. 2.000 folkevalgte kommunalpolitikere.

Med så store kommuner og så få folkevalgte politikere er afstanden mellem borger og politiker faretruende stor. Mange borgere mister forståelsen for og accepten af de kommunalpolitiske beslutninger og ”går hjem”. Politikerne bliver ensomme og anonyme, og kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Storkommunen bliver en fjern og administrativ enhed uden folkelig identitet. Det er i lokalsamfundene, vi føler os hjemme og har vores identitet.

Men i denne fastlåste kommunalpolitiske og landsbymæssige situation tyder meget på, at de to parter, ved at mødes, kan hjælpe hinanden.

Landsbysamfundene har i kampen for at overleve bevaret det folkelige fællesskab, ildsjælene og frivilligheden. Ligeledes er landsbysamfundene godt organiseret med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd.

Kommunalpolitikerne vil gerne igen i kontakt med interesserede og aktive borgere, og har i disse økonomisk trængte tider brug for borgernes hjælp og frivillighed.

I flere og flere kommuner mødes landsbysamfundenes repræsentanter og kommunalpolitikere for at snakke samarbejde, frivillighed, vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund. Trives kommunens landsbysamfund, fungerer kommunen. Landsbykulturen vil overleve til gavn for hele kommunen.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

Ros til ildsjælene og kommunalpolitikerne

Vi er nu inde i det tredje år efter kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007.

Det er ingen hemmelighed, at ”Landsbyerne i Danmark” havde frygtet, at den nye kommunalreform helt ”ville tage livet” at vore landsbysamfund med skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, foreninger, arbejdspladser, fraflytning m. v. til følge.

For at modvirke en sådan negativ og alt ødelæggende udvikling i vore landsbyer og landdistrikter opfordrede ”Landsbyerne i Danmark” landsbysamfundene til hurtigst muligt at oprette lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger osv.

Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage Landsbysamfundene på sengen, som det skete med kommunalreformen i 1970. Den gang skulle der gå seks år, før landsbysamfundene fik skabt en landsdækkende folkelig modstand imod afviklingen af landsbysamfundene med en million borgere.

Men denne gang er organiseringen lykkedes over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m. v. Disse lokale, folkelige foreninger og råd er i mange storkommuner gået sammen til et fælles landsbyråd, der repræsenterer storkommunens landsbyer og landdistrikter over for kommunalbestyrelsen/byrådet.

Og kommunalpolitikerne har taget godt imod organiseringen og tilbuddet om samarbejde. Kommunalpolitikerne er positive over for de udviklings- og handlingsplaner, som landsbysamfundene har udarbejdet, og tager mange af forslagene til udvikling og vækst i vore landsbyer og landdistrikter med i de kommunale kommuneplaner.

Der er derfor i dag i de fleste storkommuner folkelig og politisk enighed om, at der også skal skabes vækst og udvikling i storkommunens landsbyer og landdistrikter. Trives lokalsamfundene, fungerer storkommunen.

Derfor stor ros til de lokale ildsjæle og til kommunalpolitikerne.

Til                                                                                     Otterup, den 11. februar 2009

Hr. justitsminister
Brian Mikkelsen
Justitsministeriet
Slotholmsgade 10
1216 København K

Kære Brian Mikkelsen.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” og tre fynske landsbysamfund henvender sig hermed til dig for at bede om din støtte til etablering af et forsøg med skiltet automatisk hastighedskontrol (de såkaldte ”stærekasser”) i Fangel, Korinth og Tranekær.

Vore landsbyer har som bekendt kompakte trafikproblemer. Familierne bor tæt, der er ofte, for indkørsler og udkørsler, dårlige oversigtsforhold, der mangler i mange landsbyer fortove, hvilket tvinger f. eks. barnevogne til at være på kørebanen, på tværs af vejen færdes ofte voksne, børn, hunde og katte, der kører store og små landbrugsmaskiner, der er cyklende børn, og i Tranekær færdes mange turister.

Trods disse vanskelige trafikforhold køres der som bekendt alt for stærkt gennem vore landsbyer. Ganske vist er der tydeligt opsat vejskilte og byporte, der skal få bilisterne til at bringe farten gennem landsbyen ned, men mange bilister fortsætter alligevel gennem landsbyen med al for høj hastighed.

Landsbysamfundenes trafikgrupper, initiativgrupper, lokalråd, beboerforeninger, borgerforeninger med flere har i mange år kæmpet for større trafiksikkerhed i deres landsbyer. Der er blevet samarbejdet med kommunerne om udarbejdelse af trafiksikkerhedsplaner, og der er i nogle landsbyer foretaget færdselsregulerende foranstaltninger. Men Danmarks mange tusinde landsbyer frygter dagligt, at farten skal dræbe.

Trafikgruppen i Fangel, lokalrådet i Korinth og initiativgruppen i Tranekær skal sammen med ”Landsbyerne i Danmark” derfor anmode om et møde med justitsministeren for yderligere at uddybe denne alvorlige problematik. Ønsket er, at der som forsøg opsættes ”stærekasser” i de tre landsbyer.

Med håb om forståelse                                               Med venlig hilsen

NB                                       Frank Diederichsen, Fangel Trafikgruppe (50588115)
bilag vedlagt                         Inger Flamand, Lokalrådet, Korinth (61782410)
Mette Kaadtmann, Tranekær initiativgruppe (62515351)
Carsten Abild, ”Landsbyerne i Danmark” (40183206)

En stor og varm tak for jeres store indsats i konkurrencen om titlen ”Årets Landsby 2011”.

Desværre kan kun en vinde, og svært har det været, blandt de mange flotte ansøgninger, at finde frem til vinderen. I finalen var: Bagenkop, Branderup, Vestervig.

De indsendte ansøgninger er enestående kildemateriale, som vi gerne vil have lov til at overdrage Syddansk Universitet til gavn for den videre landsbyforskning.

Det er 17. gang ”Landsbyerne i Danmark” udnævner et af Danmarks mange landsbysamfund til ”Årets Landsby”. (de tidligere udnævnte landsbyer er i rækkefølge: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde).

Temaet i år har, som I ved, været: ”Fællesskabets og frivillighedens betydning for et landsbysamfunds overlevelse og trivsel”.

Der har i år deltaget 41 landsbyer i konkurrencen om at blive ”Årets Landsby 2011”: Torup, Kogsbølle. Boholt, Ulbølle, Høve, Tårup, Vinding, Jordløse, Farre, Klovborg, Bjerreby, Bårdesø – Krogsbølle – Tørresø, Fjelstervang, St. Restrup, Bagenkop, Ravsted, Borbjerg Hvam, Hesselager, Understed, Hemmet, Sjølund, Toksværd, Ørsted, Fåborg, Harndrup, Rudme, Vester Nebel, Vestervig, Kettinge, Gyrstinge, Blære, Hover, Gludsted, Hjarup, Arrild, Branderup, Munke Bjergby, Stenderup Krogager, Faster – Astrup – Ejstrup. Døstrup, Sejerslev.

Det har igen i år været en meget vanskelig opgave for dommerkomiteen: fhv. indenrigsminister, MF Britta Schall Holberg (formand) – tidl. borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde Kommune – viceborgmester Peter Christensen, Tønder Kommune – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – foreningsmedlem i ”Landsbyerne i Danmark” Ole Lindholdt, Ribe.

Fælles for alle 41 deltagende landsbysamfund er det folkelige engagement, fællesskabet og frivilligheden. Det er disse værdier, der er drivkraften bag bevaringen af landsbysamfundenes aktiviteter og kampen for vækst, udvikling og trivsel på landet. Det er ”en blødere velfærdstilværelse” med natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, frivillighed, medbestemmelse, indflydelse på egen hverdag og et folkeligt kulturelt fællesskab”, der gør livet i vore landsbysamfund attraktivt og indholdsrigt.

Som baggrund for valget af Bagenkop, Langeland Kommune som ”Årets Landsby 2011” udtaler dommerkomiteens formand Britta Schall Holberg: ”Bagenkop på Sydlangeland, Langeland Kommune – med kun 535 beboere, med vand på de tre sider og langt til al ting – burde være i afvikling og forfald. Men Bagenkopperne vil det anderledes. Bagenkop er som humlebien, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel. Bagenkop har bosætning, nye firmaer og arbejdspladser, en årlig havnefest med 6000 deltagere, et blomstrende sports- og kulturliv omkring hallen, musik- og kulturdage, et levende kunstnermiljø, aktive børn, der lærer at yde for at nyde, aktive ældre med musikklub, motion og sundhed m. v. Bagenkop har gennem generationer dyrket fællesskabet og frivilligheden”.

Kontakt til Bagenkop: Ivan Nielsen, tlf, 62562227. Mail: bksydlangeland@gmail.com.

Endnu engang en stor og varm tak for jeres deltagelse. Jeg vedlægger ”Landsbyerne i Danmarks” sidste årsberetning for 2011.

Venlig hilsen

Britta Schall Holberg                   Carsten Abild

Dommerkomiteen                       „Landsbyerne i Danmark“

Tlf. 64741947                              tlf. 40183206

 
Iværksættere tilbage til landsbysamfundene.

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter.

Desværre er vi selv skyld i den uheldige bundplacering, der har kostet Danmark hundreder af iværksætterinitiativer, tusinder af arbejdspladser, millioner af kroner og mange landsbysamfund.

Forklaringen er, at den politiske opfattelse på Christiansborg for fyrre år siden var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Derfor skulle landsbysamfundene med en million beboere afvikles og bysamfundene udvikles.

For at gennemføre dette fik vi, sammen med kommunalreformen i 1970, by- og landzoneloven (i dag planloven).

Loven opdelte Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen måtte der ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Landsbyerhverv som håndværk og småindustri måtte ikke længere være på landet, men skulle flytte til byernes industrigrunde.

Men for mange iværksættere er det for dyrt at etablere sig i byen. Først skal familien have en bolig, f. eks. i et parcelhuskvarter, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar og faciliteter, og så har banken sagt stop.

I 1992 blev planloven liberaliseret, så der i landzonen i tomme bygninger må være andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri. Mange iværksættere har da også    etableret sig i f. eks. et nedlagt landbrug, med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som værksted, kontor, lager m. m. Men har iværksætteren succes og behov for at udvide, siger planloven nej.

I dag erkender flere og flere politikere den fejlslagne politik og lovgivning. Bosætning, håndværk og småindustri må tilbage til landsbysamfundene, så selvstændighedskulturen igen kan udfolde sig og landsbysamfundene kan overleve.

Siden kommunalreform i 2007, hvor vi fik 98 storkommuner og kun ca. 2000 kommunalpolitikere, har nærdemokratiet haft det svært. Men meget tyder nu på, at borgere og kommunalpolitikere vil der anderledes.

Danmark har i mere end 100 år haft et decentralt samfund med mange folkelige og politiske foreninger. Der har ikke været langt mellem borger og politiker, og de kommunale enheder har været overskuelige. Ganske almindelige borgere, der interesserede sig for samfundet, har deltaget i den kommunale debat og i kommunens udvikling. De lokale politikere og kommunens borgere har i fællesskab skabt velfærdssamfundet.

Men med storkommunerne er den kommunale verden blevet en anden. Overskueligheden er gået tabt. Kommunalpolitikerne er blevet usynlige og ensomme, kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Storkommunen opfattes af mange borgere som en administrativ enhed uden folkelig identitet. Det kommunale selvstyre sygner hen, og staten tager mere og mere over. Mange politiske foreninger er blevet nedlagt eller sammenlagt, partierne mister medlemmer, og debatten ophører.

Men mange borgere og politikere vil det anderledes. De vil genskabe kontakten mellem borger og politiker og have det politiske og kommunale engagement tilbage. Her er det landsbysamfundene, der viser vejen. Mange landsbysamfund har oprettet landsbyråd, lokalråd, beboerforeninger, borgerforeninger m. v. Disse lokale råd og foreninger varetager landsbysamfundenes interesser, og de kæmper for at bevare den lokale skole, børnehaven, forsamlingshuset, foreningslivet, det folkelige fællesskab, frivillighedskulturen og den lokale medbestemmelse.

Og glædeligt er det, at kommunalpolitikerne er positive over for landsbysamfundenes organisering og folkelige engagement. I flere og flere storkommuner holdes der i dag møder mellem landsbysamfundenes repræsentanter og de folkevalgte kommunalpolitikere om vækst og udvikling i storkommunens landsbysamfund, f. eks. øget bosætning, flere arbejdspladser og mere turisme. Borger og kommunalpolitiker kan igen arbejde sammen. Nærdemokratiet er vendt tilbage.

Hjælp iværksætterne.

Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Årsagen er, at det er for dyrt at være iværksætter i byen og ikke tilladt på landet.

Sådan har det været i fyrre år, siden kommunalreformen i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Det var i byzonen udviklingen skulle ske med bosætning, erhverv og nye arbejdspladser.

For vore landsbysamfund har dette selv sagt været ødelæggende. Landbrug, skovbrug og fiskeri kan ikke, uden håndværk og småindustri, sikre livet på landet. Men også vore iværksættere har måttet betale en høj pris. Skal en iværksætter etablere sig i byen, skal familien først bo i et parcelhuskvarter. Så skal der købes en industrigrund af kommunen, opføres driftsbygninger og installeres det nødvendige inventar. Vi snakker nu om to til tre millioner kroner, og mange iværksættere må opgive.

Anderledes ville det være på landet. Her kunne familien bo tæt på virksomheden, f. eks. i et tidligere husmandsbrug, og de tilhørende tomme landbrugsbygninger kunne være en overkommelig start. Men får iværksætteren succes, og ønsker at udvide, begynder problemerne.

Mange iværksættere har fået følgende skrivelse fra kommunen: ”Der meddeles hermed afslag efter planloven paragraf 35 til opførelse af den ansøgte hal”. Og videre; ”Ejendommen ligger i det åbne land i landzone, hvor etablering af nye erhverv og opførelse af bebyggelse hertil er i strid med planlovens planlægningsmæssige formål”.

Kommunalpolitikerne må komme kommunens iværksættere til hjælp, så de uden frygt kan drive og udvikle deres virksomhed. Og regeringen må liberalisere planloven, så iværksættere, håndværk og småindustri kan være på landet. Tusinder af arbejdspladser kunne skabes og landsbysamfundene kunne styrkes.

Otterup, den 16. marts 2011

”Årets Landsby 2011” efterlyses.

Alle landsbysamfund under 1000 beboere kan deltage.

”Landsbyerne i Danmark” ønsker for 17. gang at udnævne en af Danmarks mange aktive landsbysamfund til ”Årets Landsby”.

De tidligere udnævnte landsbyer er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum,

You can ensure that the work will surely be on your web page before the target date. Pay a visit to our site if you’re looking for a paper writing service and wish to make certain your essays will probably be composed based on deadlines and your needs. It’s almost not possible when you have not ever dealt with these kinds of firms 24, to choose the ideal essay writing support. A essay suggests that the business offers poor services. It’s critical that knows for sure they’re only selecting the essay authors. It’s extremely important to see services testimonials because you would love to steer clear of excellent services. Moreover, our service is legitimate and legal If you’re looking for reviews, we’ve included an open comments section within the website’s middle. Employing a writing service is paper writer the top method to have a well-written essay to utilize as a guideline to guarantee the essays you write are hitting all the essential points and are at the appropriate thickness. The reply to the question of how to discover the writing service is not a simple one.

Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup og Janderup og Horslunde.

(se hjemmesiden: www.landsbyerne-i-danmark.dk).

Dommerkomiteen er: fhv. indenrigsminister, MF Britta Schall Holberg, Ebberup (formand) – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – fhv. bestyrelsesmedlem Ole Lindholdt, Ribe – borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde – viceborgmester Peter Christensen, Tønder.

Emnet for 2011 er: ”Fællesskabets og frivillighedens betydning for et landsbysamfunds overlevelse og trivsel”.

Som bekendt er der i dag stor politisk og folkelig interesse for at styrke livet på landet. Og der er en stigende lyst til at bosætte sig i vore landsbyer og landdistrikter og få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag, et kulturelt fællesskab og trivsel.

Der er derfor fremgang og optimisme i de landsbysamfund, hvor fællesskabet og frivilligheden udfolder sig.

”Landsbyerne i Danmark” ønsker med ”Årets Landsby 2011” at sætte fokus på de ”bløde værdiers” betydning for livet på landet.

Ansøgninger om at blive ”Årets Landsby 2011” skal være ”Landsbyerne i Danmark” i hænde senest den 1. sept. 2011 på mail:carsten.abild@regionsyddanmark.dk eller nedenstående adresse.

Foranlediget af udtalelser fra ledende politichefer i Odense Politikreds om fjernelse/omorganisation af landpolitiassistenterne respektive at tildele nævnte kategori placeringerer i udrykningsstyrken på Odense Politigaard tillader undertegnede at protestere imod omhandlede disposition, idet landpolitiassistenterne har deres virke ude i samfundet, hvor de er medvirkende til at skabe det fornødne og relevante tillidsforhold mellem ordensmagten og befolkningen.

Det er ikke den danske befolknings holdning og interesse at at være vidne til et politikorps, der i tide og utide bruger våben, skydevåben, stave og peber-spray, men tværtinod at kunne konversere med en politimedarbejder, der er en del af det danske samfund, at kunne betro sig til denne, uden at dette måtte udløse konsekvenser, i den hensigt at være medvirkende til opretholdelse af lov og orden i samfundet.

Derfor bør landpolitiet opretholdes, med dets boliger og fagområde ude i landet, således at der fortsat kan etableres et tillidsforhold mellem befolkningen og politiet. Dog kan der opstå situationer, hvor anvendelse af omhandlede virkemidler/våben er relevante, nemlig ved anholdelser og neutraliseringer, i den hensigt at pacificere lovovertrædere m.fl., også ved ulovlige demonstrationer, også for at beskytte den pågældende politimedarbejder m/k mod anslag fra lovovertrædernes side.

Med venlig hilsen

Landsforeningen LANDSBYERNE I DANMARK

Niels Henrik Carlsen

Siden kommunalreformen i 1970, hvor Danmark blev opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder, har der hos landbefolkningen med god grund været stor nervøsitet for fremtiden. Skoler, nærbutikker, foreninger, håndværk, småindustri, arbejdspladser osv. er blevet nedlagt. I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Landsbysamfundene skulle afvikles.

Det var byerne, der skulle udvikles. Det var her, der skulle ske bosætning og oprettes nye arbejdspladser. Det var i byerne, velfærdssamfundet skulle opbygges. Derfor har byerne i de seneste årtier fået milliarder af kroner i byfornyelsesmidler. Landsbysamfundene har ingen ting fået.

Men landsbybeboerne ville ikke give op. De har utrætteligt i flere årtier kæmpet for deres overlevelse og berettigelse, og pressen har vedholdende fortalt om kampen.

Og det lysner. Folketingets politikere erkender i dag, at landbefolkningen på en million beboere også skal have en fremtid, og langsomt lempes den restriktive lovgivning. Her sidst miljøministeren, så det bliver lettere for iværksættere på landet at udvide en virksomhed..

Og vi ser et spirende samarbejde mellem kommunalpolitikere, beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, landsbyråd m. v. Desværre har vi i de sidste måneder også set skolenedlæggelser.

Der skal i vore landsbyer ske mere bosætning. Børnefamilier vil gerne flytte på landet for at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag og et folkeligt fællesskab. Men så skal der være sikkerhed for, at f. eks. skolen ikke pludselig nedlægges.

Og der skal på landet skabes mange nye arbejdspladser, f. eks. i de mange tomme landbrugsbygninger. Her kan der blive gode rammer for iværksættere, håndværk, småindustri, lager, kontorer osv.

Også ferieboliger kan indrettes på landet i ledige bygninger. Disse ligger ofte naturskønt ved skov og strand, må lejes ud hele året og kan være med til at styrke turismen og forlænge turistsæsonen.

Vigtigt for nye arbejdspladser, bosætning, hjemmearbejdspladser, moderne turisme m. v. er hurtigt bredbåndsnet.

Der er en fremtid på landet.

Intet andet land har som Danmark sine mange forsamlingshuse, bygget og drevet af lokalbefolkningen.

I mere end 125 år har forsamlingshusene været landsbysamfundenes dagligstue. De gamle huse har dannet en naturlig ramme om utallige aktiviteter og om det lokale fællesskab.

Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen.

Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for kultur og for nærdemokrati.  En opgave som forsamlingshusene stadig har.

Men mange forsamlingshuse har økonomiske problemer. Særlig til store investeringer, som nyt tag, nye vinduer, nyt køkken, nyt varmeanlæg, gode sanitære forhold m. v.

Resultatet er, at 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.

Bestyrelserne gør ellers, hvad de kan for at holde forsamlingshusene i gang, og mange frivillige timer bliver lagt i den daglige drift. Men drejer det sig om de store investeringer slår den frivillige arbejdskraft ikke til.

Kommunerne er forsamlingshusene venlig stemt, men de kommunale tilskud rækker ikke langt. Ligeledes støtten fra LAG-bestyrelserne til f. eks. en ny opvaskemaskine eller et nyt oliefyr.

Vore hæderkronede forsamlingshuse burde om nogen på finansloven og optages på den kulturelle kanon. Vore forsamlingshuse må ikke gå tabt.

byg

Byg på nærdemokratiet.

Velfærdssamfundet og nærdemokratiet skranter. Vi har centraliseret som aldrig før, og politiker og borger er kommet faretruende langt fra hinanden.

Vi har overset værdien af aktive og engagerede borgere, af frivillighedskulturen og af det lokale, folkelige fællesskab. Vi har i dag glemt nærdemokratiet.

Men det er nærdemokratiet, der gennem århundreder har udviklet det danske samfund fra bondesamfund, industrisamfund til nutidens viden-samfund.

Landsbysamfundene havde i århundreder bystævnerne, og købstæderne havde håndværkerlaugene.

I midten af 1700-tallet fik byerne borgerudvalg, der skulle rådgive de kongelige embedsmænd, og på landet kom fattigkommissioner og sogneformænd.

Også ved store samfundsændringer blev datidens nærdemokrati taget i brug. I Korinth på Fyn blev 8 jævne bønder i 1784 inviteret ind på Brahetrolleborg slot for, i forbindelse med stavnsbåndets ophævelse i 1788, at rådgive greve Johan Ludvig Reventlow.

Også indførelsen af undervisningspligt i 1814 var et vigtigt nærdemokratisk tiltag. Med undervisningspligt og ikke, som i de fleste andre lande, skolepligt, kan forældrekredse oprette friskoler eller selv forestå hjemmeundervisningen.

Hvad har denne nærdemokratiske beslutning ikke betydet for nærdemokratiet, de frie skoler, efterskoler, højskoler, valgmenigheder, vore mange foreninger m. m.

I 1831 besluttede Frederik den 6. at oprette stænderforsamlinger. Knap 10 år senere kom borgerrepræsentationer i byerne og sogneforstanderskaber på landet.

Den 5. juni 1849 kom så Grundloven og hermed den grundlovssikrede og nærdemokratiske ret til at danne foreninger. Danmark er om nogen blevet foreningernes og nærdemokratiets land.

I 1868 fik vi den kommunale lovgivning med byråd i byerne og sogneråd på landet. Danmark fik hermed 1388 sogneråd og byråd med ca. 15000 folkevalgte sognerådsmedlemmer. I dag har vi 98 storkommuner og kun ca. 2000 folkevalgte lokalpolitikere.

Andelsbevægelsen, forsamlingshusene, kvindernes valgret til menighedsrådene i 1908, til sognerådene i 1909 og til Folketinget i 1915 er nærdemokratiske milepæle.

Nærdemokratiet har været drivkraften i samfundsudviklingen. Nu må centralismen ikke ødelægge velfærdssamfundet og nærdemokratiet. Vi må bygge på nærdemokratiet på landet som i byen.

Aktive forældre redder skolen og lokalsamfundet.

Alt tyder nu på, at mange af de lukningstruede landsbyskoler overlever. Aktive forældre har landet over med held kæmpet for at bevare den lokale skole og hermed lokalsamfundet.

Skolen er omdrejningspunktet i et lokalsamfund. Er skolen væk sker der ingen ny bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt fra kommunen, foreningslivet smuldrer og lokalsamfundet sygner hen.

Derfor havde det været en ren massakre på vore landsbyskoler og lokalsamfund, hvis kommunerne for at spare havde haft held til, som der var lagt op til,  at nedlægge, ca. 300 små skoler

Men massive forældreprotester og gode argumenter har gjort indtryk på kommunalpolitikerne, og den ene lokale skole efter den anden meldes nu uden for farezonen.

Forældrene har kunnet påvise, at fagligheden på små skoler er fuldt ud på højde med indlæringen på store skoler. Der er på den lille og overskuelige skole stor social tryghed og massiv forældreopbakning. Og økonomisk er der samlet set ikke de store besparelser ved at nedlægge små skoler. Ofte skal den store skole udbygges, og eleverne køres i bus.

I dag er lidt over 100 små skoler fortsat lukningstruet. Men samtidig er der fra skoleåret 2011 tilmeldt 63 nye friskoler.

Aktive forældre har reddet skolen og lokalsamfundet.

 
Nærdemokrati frem for fuldtidspolitiker.

Danmark er kendt for sit velfærdssamfund og sit velfungerende nærdemokrati, hvor der ikke er langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige.

Ganske almindelige mennesker, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i den kommunale debat og udvikling. Borger og kommunalpolitiker har sammen opbygget den kommunale velfærd og den kommunale identitet.

Men med den sidste kommunalreform, med kun ca. 2000 kommunalpolitikere og 98 storkommuner, er nærdemokratiets usynlige grænse overskredet.

Vi har mistet den kommunale overskuelighed og det folkelige engagement. Kommunalpolitikerne er blevet isolerede og usynlige, kun borgmesteren er fremme i lyset. Storkommunen er blevet en administrativ enhed uden identitet, og kommunale embedsmænd og staten tager mere og mere over.

Der peges nu på, at en kommunalpolitiker skal være fuldtidspolitiker. Sker det, får vi aldrig nærdemokratiet og det folkelige engagement tilbage

Hvorfor ikke erkende, at med den sidste kommunalreform er det folkelige engagement sygnet hen, kommunalpolitikerne blevet ensomme og velfærdssamfundet dårligere.

Vi må tilbage til den kommunale overskuelighed, hvor borger og politiker kan nå hinanden og sammen udvikle det kommunale velfærdssamfund.

Lad os begynde med lokalsamfundene. Det er her vi borgere føler os hjemme og har identitet.

En landsbyminister søges.

Det er mere end 33 år siden landsbybevægelsen den 18. maj 1977 mødtes med den første minister, daværende miljøminister Niels Matthiasen.

Vi ønskede at fortælle ministeren, regering og Folketing om den alvorlige situation, Danmarks mange landsbyer og landdistrikter var kommet i med kommunalreformen og by- og landzoneloven i 1970.

Med zoneloven blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.

I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Tre erhverv i store strukturmæssige forandringer med tab af mange arbejdspladser til følge. Disse tre erhverv alene kunne umuligt opretholde aktive landsbyer og landdistrikter.

Bosætning, håndværk, småindustri og al anden vækst skulle være i byzone.

Den politiske opfattelse dengang var, at det kommende velfærdssamfund kun var muligt i bysamfund, hvor folk boede tæt, ikke på landet med en spredt bebyggelse.

Hermed var Danmarks landsbyer og landdistrikter med en million borgere truet på livet.

Forud for mødet med ministeren havde vi samlet landsbymaterialer fra hele landet og udarbejdet en fyrre sider stor landsbyrapport.

Miljøminister Niels Matthiasen takkede for materialet og de medfølgende forklaringer. Han forstod godt den dybe alvor i situationen.

Som minister ville han derfor nedsætte en Landsbykommission og et Forsamlingshusudvalg. En Landsbykommission der skulle kulegrave de lovmæssige og fysiske landsbyproblemer og muligheder. Et Forsamlingsudvalg der skulle belyse de folkelige og kulturelle trusler og fremtidsmuligheder. Og han ville personligt deltage i kommissions- og udvalgsarbejdet.

Niels Matthiasen sluttede det meget opmuntrende og positive møde med ordene: ”De danske landsbyer har en stolt historie. En historie der har haft afgørende betydning for demokratiet, samfundsudviklingen og den danske folkesjæl”.

Derfor skal vore landsbysamfund bevares.

Landsbykommissionen og Forsamlingshusudvalget udarbejdede efterfølgende to gode og brugbare rapporter.

Siden har vi besøgt adskillige ministre og en enkelt statsminister. Vi har i 1987 0g 1992 fået zoneloven liberaliseret, så der i tomme bygninger også må være andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri. Men der må kun udbygges i begrænset omfang, hvilket bevirker, at långiverne er tilbageholdende.

Vore landsbyer og landdistrikter går fortsat glip af bosætning, mange erhvervsmæssige aktiviteter og nye arbejdspladser.

Den 11. marts 1993 fik landsbyerne endelig en høring i Folketinget. Her pålagde et enigt Folketing regeringen at udarbejde en plan for vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter. Det er endnu ikke sket.

I alle årene har landsbysamfundenes borgere kæmpet for at deres lokalsamfund kan overleve. I disse måneder er det de truede landsbyskoler, der kæmpes for at bevare.

For at påvirke lovgivningen og samle og koordinere den politiske og folkelige indsats for at redde vore landsbysamfund, må vi have en landsbyminister.

Knallertkørekort til 15 årige.

Regering og Folketing kan hjælpe de unge på landet ved at give dem mulighed for at få kørekort til lille knallert fra de fylder 15 år og til stor knallert fra det 16. år.

Derfor er efterårets revision af knallertlovgivningen vigtig.

Knallerten er et godt transportmiddel for tusindvis af unge mennesker, der bor uden for større bysamfund. Hertil kommer, at kollektive trafikordninger på landet langt fra dækker de unges transportbehov til skole, uddannelse, fritidsaktiviteter m. v. Ligeledes er der i store dele af landet så store afstande, at cyklen reelt ikke kan bruges som dagligt transportmiddel. Kører de unge på knallert, kan de nå frem til de ønskede mål.

På denne baggrund støtter ”Landsbyerne i Danmark”, at det bliver muligt at køre på lille 30-knallert fra det 15. år (i dag 16 år) og stor 45- knallert fra det 16. år (i dag 18 år).  Hermed kommer Danmark på linje med resten af Europa.

I forbindelse med en sådan lovmæssig ændring skal vi naturligvis værne om trafiksikkerheden. Derfor støtter vi, at der i lovforslaget indarbejdes en markant styrkelse af køreundervisningen. Det er vigtigt, at den unge erhverver sig et rigtigt kørekort til knallert. Desuden hilser vi det velkommen, at der lægges op til en markant skærpelse af sanktionerne ved ulovlig kørsel på knallert.

For at fremme mobiliteten blandt de unge, er det vigtigt, at unge på 16 år må køre på stor knallert. Her er det også vigtigt, at der bliver en skærpet køreprøve samt udvidede sanktioner ved ulovlig kørsel. Det er i øvrigt vores vurdering, at trinvis tilgang for unge til motorkøretøjer –  lille knallert fra 15 år, stor knallert fra 16 år, bil og motorcykel fra 18 år – vil modne de unge trafikanter og styrke trafiksikkerheden.

Knallertkørekort til unge vil også sikre, at det bliver mere attraktivt for børnefamilier at bo og leve i vore landsbyer og landdistrikter.

Massakren på små skoler.

Flere hundrede mindre skoler landet over kan i de kommende måneder forvente dødsstødet som folkeskole, hvis ikke kommunalpolitikerne besinder sig..

Det er en ren massakre på vore landsbyskoler og på livet på landet, der står for døren.

Men heldigvis er der på landsplan tilmeldt 63 friskoler, der er klar til at modtage lokalsamfundets børn, når den lokale folkeskole lukker til næste sommerferie. Men hvad med de mange andre skolelukningstruede lokalsamfund, der ikke nåede at tilmelde en friskole til undervisningsministeriet inden den 15. august 2010?

Skolen er omdrejningspunktet i et lokalsamfund. Er skolen væk sker der ingen ny bosætning, børnefamilier flytter fra lokalsamfundet og måske helt fra kommunen, foreningslivet smuldrer og landsbysamfundet sygner hen.

At lukke flere hundrede landsbyskoler og hermed landsbysamfund er det alvorligste angreb på landsbysamfundene og livet på landet i de sidste 40 år.

Men vi er mange, der håber, at kommunalpolitikerne vil besinde sig og afblæse massakren på landsbyskolerne og hermed på kommunens landsbysamfund.

Lad os få tid til og mulighed for at drøfte konsekvenserne af en skolenedlæggelse. Hvad betyder det for et lokalsamfund folkeligt og økonomisk, når den lokale skole nedlægges? Er der overhovedet en besparelse, hvis kommunens landsbysamfund forfalder?

Og kan kommunalpolitikerne undvære positive forældre og borgere og deres store frivillige indsats i foreningerne og i kulturlivet? Det er hele kommunen, der skal  fungere, ikke kun kommunens større byer og store skoler.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Indlæg.

Hurtigt bredbåndsnet til alle.

Den 16. juni 2010 mødtes videnskabsminister Charlotte Sahl- Madsen med repræsentanter for energiselskaberne (bl.a. Østkraft, Syd Energi, EnergiMidt), brancheorganisationen Dansk Energi, Syddansk Universitet, Sammenslutningen af Danske småøer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Landsbysamfund og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.

Mødet med ministeren var gennem måneder grundigt forberedt, og målet var klart: Hurtigt bredbåndsnet til alle. Højhastighedskommissionen havde foreslået 80 procent.

Men landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene, med over en million borgere, må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hurtigt bredbåndsnet er lige så afgørende for et beboet og aktivt Danmark som el, vand og kloakering.

Videnskabsminister Charlotte-Sahl- Madsen var yderst imødekommende og støttede ønsket om hurtigt bredbåndsnet til alle. Derfor havde regeringen også meldt ud, at alle borgere og virksomheder senest i 2020 skal have adgang til 100 Mbit/s, hurtigs bredbåndsnet.

Men vil vi have et helt Danmark, kan vi ikke vente til 2020 med at give alle adgang til højhastighedssamfundet. For kun, hvor der er hurtigt bredbåndsnet, vil der i fremtiden ske bosætning (hjemmearbejdspladser), oprettes store og små virksomheder (også højteknologisk), skabes nye arbejdspladser og moderne turisme.  Også telemedicin (patientkufferten), fjernundervisning, digital ældrepleje m. v. hører med til nutidens samfund.

Der må søges EU-midler, og staten og kommunerne må økonomisk bidrage. Det er vigtigt med hurtigt bredbåndsnet til alle.

Giv en byggetilladelse.

Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter over 6.000 forladte boligruiner og over 100.000 tomme landbrugsbygninger, hvoraf mindst 50.000 nærmer sig ruinfasen.

Folketinget har bevilliget 150 millioner kroner til at fjerne ruiner for. Skal alle ruiner fjernes, vil det koste et milliardbeløb.

Det er kommunerne, der skal administrere ordningen og sammen med ejerne finde frem til aftaler, der kan få ruinerne væk.

Men meget tyder på, at dette ikke er så let. Og forståeligt nok, for hvem skal betale. Den statslige pulje er hurtigt brugt op, og ruinerne er stort set værdiløse. Og hvad skal der ske med grunden, når ruinen er væk? Skal den blot samle ukrudt? Hvordan stiller banken / sparekassen sig osv.

Men meget ville være lettere, hvis kommunen ville give en byggetilladelse. Hermed ville grunden få værdi, og der kunne bygges en ny bolig, ferielejligheder eller mindre håndværksvirksomheder.

Mange, ikke mindst børnefamilier, ønsker i dag at bo på landet. Her kan de leve i trygge og overskuelige omgivelser og være aktive og medbestemmende i lokalsamfundet.

Også ferielejligheder kunne bygges på de tomme grunde. Mange ruingrunde ligger smukt ved skov og strand. Ferielejlighederne kunne lejes ud hele året og være med til at forlænge turistsæsonen, f. eks. lystfiskerturismen.

Og mindre håndværksvirksomheder kunne etableres på ruingrundene og skabe arbejdspladser og ny erhvervsmæssig aktivitet.

En byggetilladelse vil sikre, at ruinerne bliver fjernet, og der skabes mere vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Håndværksmestre gjorde oprør.

By- og landzoneloven har i fyrre år været landsbyernes værste fjende og forhindret landsbyerne i at få mange tusinde nye arbejdspladser.

Som bekendt fik vi by- og landzoneloven sammen med kommunalreformen i 1970, Med den blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen måtte der kun være landbrug, skovbrug og fiskeri. Bosætning og andre erhverv skulle være i byzonen.

Men håndværksmestrene på landet ville ikke flytte til byen. De ville beholde virksomhed og familie på landet.

For at protestere gjorde en række håndværksmestre midt i firserne oprør. De henvendte sig til pressen og fortalte åbent om deres kvaler med den alt for restriktive lovgivning.

Oprøret medførte f. eks. følgende overskrifter: ”Landsbyhåndværkere på barrikaderne”, ”Kampen for håndværk og småindustri i landzonen”, ”Snedker må bruge bolig som lager”. ”Har i tre år kæmpet med myndighederne, som siger nej med henvisning til zoneloven”, ”Tre års strid med myndighederne har ikke knækket tømrer”. ”Loven gør det umuligt at overleve”, Håndværksmestres trængsler blev tilløbsstykke” osv.

De fortalte også om de alt for store omkostninger, der var ved at flytte til Byen. Først skulle de have familien boende i et parcelhuskvarter, så købe en industrigrund af kommunen, bygge en hal eller et værksted, købe nye maskiner, værktøj, udstyr osv.

Drømmen om egen virksomhed ville hermed være opgivet.

Oprøret nåede også den politiske top. To håndværksmestre fra Nordfyn skrev f. eks. følgende til statsminister Anker Jørgensen: ”Vi har søgt om at måtte bygge et værksted til os og nogle svende, men har netop fået afslag, fordi myndighederne ikke vil have værksteder på landet. Der er ellers god brug for os herude, og vi synes ikke, det kan være i vores eller samfundets interesse. at vi og vores kunder skal henvises til en dyr industrigrund 13 kilometer væk”.

Håndværksmestrenes oprør medførte, at by- og landzoneloven i 1987 og i 1992 endelig blev lempet. Nu måtte der godt være andre erhverv end landbrug, skovbrug og fiskeri i landzonen, men kun i eksisterende bygninger, og der må stadig kun udbygges ”i begrænset omfang”. Dette får ofte iværksættere til at opgive og långiveren til at sige nej med den begrundelse, at virksomheden må flytte til byzonen, hvis den bliver en succes med behov for udvidelse.

Det er ikke så sært, at Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Og det er ikke så sært, at landsbyerne i fyrre år har haft det svært.

Folketingets politikere må liberalisere lovgivningen, så håndværkserhvervet og landsbysamfundene kan skabe nye arbejdspladser og hermed mere liv på landet.

Fyrre svære år for landsbysamfundene.

Vi er mange landsbytilhængere, der de sidst uger har glædet os over pressens massive fokus på livet på landet. Og vi har glædet os over ministres og politikeres positive udmeldinger.

Men hvorfor skulle der gå fyrre år, før politikerne er parate til at hjælpe landsbysamfundene? Og hvorfor besluttede Folketinget i 1970, at landsbysamfundene skulle afvikles?

På Christiansborg var den politiske opfattelse i slutningen af 1960-erne, at det kommende velfærdssamfund kun kunne gennemføres i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet, hvor bebyggelsen var for spredt.

I 1970 kom så kommunalreformen, hvor 1388 sogne blev til 275 primærkommuner. Samtidig blev by- og landzoneloven (planloven) vedtaget. Med denne lov blev Danmark opdelt i tre zoner: landzonen, byzonen og sommerhusområder.

I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning og alle andre erhverv skulle være i byzone. Hensigten med loven var, at kun de borgere, der var tilknyttet landbrug, skovbrug og fiskeri skulle forblive på landet. Alle andre skulle i løbet af nogle årtier flytte til byen, hvor de kunne få del i velfærdssamfundets mange goder. Byboerne kunne så i weekender og ferier tage ud på landet og nyde naturen.

Men landbefolkningen, ca. en million medborgere, ville ikke flytte til byen, men blive boende og kæmpe for retten til et liv på landet. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m.v. har derfor i de sidste fyrre år kæmpet for at beholde skolen, børnepasning, ældrepleje, nærbutik, kollektiv trafik, postservice, lokal medbestemmelse, forsamlingshus, foreningsliv, folkeligt fællesskab osv. Meget er desværre gået tabt, men ildsjælene og den folkelige indsats har heldigvis reddet mange landsbysamfund.

Desværre kan politikerne i dag ikke give landsbysamfundene de sidste fyrre års tabte muligheder tilbage. Men jeg tror og håber på, at politikerne, efter de mange positive udmeldinger, nu vil tage de alt for restriktive love op til revision, f. eks. by- og landzoneloven (planloven), så bosætning og erhverv igen kan skabe tilflytning og arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter.

Politikerne må gøre den historiske fejltagelse god igen. Det har været fyrre svære år for landsbysamfundene.

Ruiner og tomme bygninger kan skabe vækst.

Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter ca. 6.000 forladte boliger/ruiner og mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger.

Folketinget har bevilliget 150 millioner kroner til fjernelse af ruiner. Skal de ca. 100.000 tomme landbrugsbygninger også fjernes, vil det koste et milliardbeløb..

Det er kommunerne, der har ansvaret for de 150 millioner kroner til fjernelse af ruiner. Men det er også kommunerne, der på byggegrunden kan give en byggetilladelse til en bolig, en ferielejlighed eller en håndværksvirksomhed. Ferielejligheden må i øvrigt lejes ud hele året, da den ligger uden for sommerhusområder. Fjernes ruinen af et nedbrydningsfirma, frem for at blive kørt på kontrolleret losseplads, kan mange af materialerne genbruges og nedrivningsprisen stærkt reduceres.

Også de mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger kan skabe vækst og udvikling på landet. Men det kræver, at by- og landzoneloven fra 1970 liberaliseres/afskaffes.

Loven opdelte Danmark i tre zoner: landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning og andre erhverv, f. eks. håndværk og småindustri, skulle være i byzonen.

Den politiske opfattelse var, at velfærdssamfundet kun kunne etableres i byer, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Borgere på landet, der ikke var tilknyttet landbrug, skovbrug og fiskeri, skulle derfor flytte til byen.

Men landbefolkningen på en million medborgere ville ikke til byen, men blive boende på landet. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m. v. har siden kæmpet for at bevare landsbyskolen, forsamlingshuset, foreningerne, fællesskabet osv.

I 1987 og 1992 blev by- og landzoneloven, efter pres fra landsbybevægelsen, endelig lempet, så iværksættere, håndværk og småindustri kunne etablere sig i tomme landbrugsbygninger. Desværre er det kun muligt ”at udbygge i begrænset omfang”, hvilket har hæmmet erhvervsmulighederne og långivningen.

Men liberaliseres/afskaffes by- og landzoneloven og tackler politikerne opgaven med ruinerne og de tomme bygninger fornuftigt, kan der skabes ny vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Indenrigs- og Sundhedsminister
Bertel Haarder
Indenrigsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

Kære Bertel Haarder.

Til lykke med udnævnelsen til Indenrigs- og Sundhedsminister og hermed også til minister for Danmarks mange landsbyer og landdistrikter.

Denne henvendelse med ønsket om et møde og en positiv snak om diverse landsbyemner, f. eks. by- og landzoneloven. Denne lov har siden 1970 været en stor hindring for iværksættere, håndværk og småindustri i deres bestræbelser på at etablere sig på landet og hermed skabe nye arbejdspladser og mere liv i vore landsbyer og landdistrikter.
Men først nogle betragtninger om den aktuelle landsbysituation, som vi ser den.
”Landsbyerne i Danmark” har i mere end 31 år arbejdet på, gennem dialog og debat, at styrke nærdemokratiet og livet på landet.
I den forbindelse frygtede vi, at den sidste kommunalreform ville betyde afvikling af mange af vore landsbysamfund. At den kommunale centralisering, med 98 storkommuner og kun ca. 2000 folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer / byrådsmedlemmer, ville ramme nærdemokratiet og de små samfund og medføre en bølge af skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, foreninger, forsamlingshuse, arbejdspladser, hindre ny bosætning og nye arbejdspladser, skabe fraflytning fra land til by m. v.
Kommunernes Landsforening forudsagde da også, at der i løbet af få år ville blive nedlagt over tre hundrede landsbyskoler.

For at kunne modvirke en sådan udvikling opfordrede vi med den nye kommunalreform alle de landsbysamfund, der ikke allerede havde et lokalråd, et landsbyråd, en beboerforening, eller en borgerforening, til hurtigst muligt at få etableret et lokalt råd/forening.
Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage landsbysamfundene på sengen, som det skete med kommunalreformen i 1970. Den gang gik der flere år, før lokalsamfundenes beboere fandt sammen i en fælles modstand mod centraliseringen og før en landsdækkende landsbybevægelse blev skabt. Mange skoler, foreninger, forsamlingshuse, nærbutikker, arbejdspladser m v. blev desværre nedlagt.

Opfordringen til landsbysamfundene om at organisere sig, er blevet fulgt.

Og i takt med oprettelsen af de lokale råd/foreninger er mange landsbysamfund i de senere år blomstret op, og mange ildsjæle gør en enestående indsat. Landsbysamfundene har med organiseringen fået nye kræfter, optimisme og identitet.

Kommunalpolitikerne har erkendt dette, og glædeligt er det, at politikerne har taget positivt imod landsbysamfundenes organisering og tilbud om samarbejde. Der er derfor i de fleste storkommuner opstået en folkelig og politisk enighed om, at der skal skabes vækst og udvikling i storkommunens landsbyer og landdistrikter. Trives lokalsamfundene, fungerer storkommunen.

Også regionspolitikerne og Folketings politikere har i de seneste år udtalt sig positivt om mere vækst og udvikling på landet.

Regionspolitikerne har f. eks. sat fokus på udviklingen af regionernes yderområder. Og politikere på Christiansborg er kommet med flere konkrete forslag til mere vækst og udvikling på landet, f. eks. en lettere adgang til bosætning og til oprettelse af turistboliger i landdistrikterne (tomme bygninger).

Desværre har det i de seneste måneder, i forbindelse med kommunale sparerunder, igen været på tale at nedlægge landsbyskoler, børnehaver, busruter og anden offentlig service på landet. I debatten er der nævnt nedlæggelse af tre til fire hundrede landsbyskoler.

Men der er hjælp at hente. By- og landzoneloven må liberaliseres/afskaffes, så iværksættere, håndværk og småindustri igen kan etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter.
Efter by- og landzoneloven er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt i landzonen, Det er tre erhverv, der ikke har mulighed for at opretholde ”liv på landet”. Får iværksættere, håndværk og småindustri de samme rettigheder som de tre nævnte erhverv, kan der på kort tid skabes mange nye arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter. Hvor der er hurtigt bredbåndsnet, vil højteknologiske virksomheder og hjemmearbejdspladser også hurtigt kunne etableres.
Opgaven er derfor at få alle positive folkelige og politiske forslag på banen og at få alle gode landsbykræfter til at trække på samme hammel. Jeg skal hermed foreslå, at indsatsen samles og koordineres af landsbyernes minister.

På den baggrund, håber jeg på et møde, hvor ”Landsforeningen af Landsbysamfund”, ”Landdistrikternes Fællesråd” og ”Landsbyerne i Danmark” deltager.

Iværksættere kan redde landsbysamfundene.

Så trækker der igen mørke skyer op over vore mange landsbyer og landdistrikter. I pressen forlyder det, at kommunale besparelser i de kommende år vil lukke 3 til 4 hundrede små landsbyskoler. Ligeledes vil mange mindre biblioteker og adskillige busruter på landet ophøre.

Gør kommunerne alvor af besparelsesforslagene, vil mange landsbysamfund sygne hen, og store dele af Danmark vil forvandles til yderområder med tomme huse og uden bosætning, vækst og udvikling.

Men der er hjælp at hente. By- og landzoneloven skal afskaffes, så iværksættere, håndværk og småindustri igen frit kan etablere sig i vore landsbyer og landdistrikter og skabe nye arbejdspladser og ny bosætning.

Siden kommunalreformen i 1970 har by- og landzoneloven opdelt Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Alle andre erhverv skal være i byzone. Den politiske opfattelse har været, at velfærdssamfundet kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. By- og landzoneloven skulle sikre denne samfundsudvikling og skabe en afvandring fra land til by.

Men landsbysamfundene med en million borgere vil det anderledes. I 40 år har beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd og andre ildsjæle kæmper for at bevare livet på landet med skole, børnepasning, foreningsliv, forsamlingshus, folkeligt fællesskab m. v.

Afskaffes by- og landzoneloven vil iværksættere, håndværk og småindustri igen kunne etablere sig frit og skabe mange nye arbejdspladser og give ny baggrund for bosætning, vækst og udvikling. Hvor der er bredbåndsnet vil højteknologiske virksomheder og hjemmearbejdspladser også kunne etableres.

For at få by- og landzoneloven afskaffet og hermed få mere liv på lande, har vi bedt om et møde med indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Otterup, den 20. februar 2010

”Årets Landsby 2010” efterlyses. 

Vigtigt; Alle landsbysamfund på under 1000 beboere kan deltage. Den ansøgende landsby behøver altså ikke at være udnævnt til  ”kommunens Landsby”.  

”Landsbyerne i Danmark” ønsker for 16.. gang at udnævne en af Danmarks mange aktive landsbysamfund til ”Årets Landsby”.

De tidligere udnævnte landsbyer er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup og Janderup.

(se hjemmesiden: www.landsbyerne-i-danmark.dk).

Dommerkomiteen er: fhv. indenrigsminister, MF Britta Schall Holberg, Ebberup (formand) – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – fhv. bestyrelsesmedlem Ole Lindholdt, Ribe – borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde – viceborgmester Peter Christensen, Tønder.

Emnet for 2010 er: ”Det folkelige engagements betydning for vækst, udvikling og trivsel i landdistrikterne”.

Som bekendt er der i dag stor politisk og folkelig interesse for at skabe mere vækst, udvikling og trivsel i vore landsbyer og landdistrikter.

Der er en stigende lyst til at bosætte sig på landet og få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag, et kulturelt fællesskab og trivsel.

Der oprettes f. eks, i de tomme bygninger i vore landsbyer og landdistrikter, håndværk og småindustri, og der indrettes ferieboliger. Med bredbåndsnettet kan der også etableres højteknologiske virksomheder og hjemmearbejdspladser.

”Landsbyerne i Danmark” ønsker med ”Årets Landsby 2010” at styrke denne politiske og folkelige indsats for mere liv på landet.

Ansøgninger om at blive ”Årets Landsby 2010” skal være ”Landsbyerne i Danmark” i hænde senest den 7. maj 2010 på mail:carsten.abild@regionsyddanmark.dk eller nedenstående adresse.

Pressemeddelelse.

Otterup, den 20. februar 2010

Hurtigt bredbåndsnet skal sikre udvikling og vækst i hele Danmark.

Vigtigt møde tirsdag, den 23. februar 2010 i ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Bredgade 43, 1260 København K.

Repræsentanter for energiselskaberne (bl. a. Østkraft, Syd Energi, Energi Midt), brancheorganisationen Dansk Energi, Syddansk Universitet, Sammenslutningen af Danske småøer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Landsbysamfund og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark mødes kl. 15,30 med Videnskabsminister Helge Sander.

Landsbysamfundene, landdistrikterne og øsamfundene med over en million borgere må ikke lades i stikken og køres ud på et digitalt sidespor. Hele Danmark må have adgang til højhastighedssamfundet.

Danmark må ikke opdeles i et udviklingsmæssigt A-hold og B-hold. Kun hvor der er hurtigt bredbåndsnet vil der i fremtiden ske bosætning (hjemmearbejdspladser), oprettes store og små virksomheder (også højteknologisk) og hermed nye arbejdspladser og skabes baggrund for moderne turisme.

I fremtidens Danmark vil hurtigt bredbåndsnet være vejen til telemedicin, fjernundervisning, videokommunikation m. v.

Sagt helt enkelt: hurtigt bredbåndsnet er lige så afgørende for et beboet og aktivt Danmark, et Danmark i balance, som el, vand og kloakering.

Derfor må alle gode kræfter sætte ind for at få hurtigt bredbåndsnet i hele Danmark.

Vi må søge og bruge EU-midler, staten og kommunerne må bidrage. Det er nu slaget skal slås.

Derfor ser vi frem til et godt og afgørende møde på tirsdag med Videnskabsminister Helge Sander.

2010 kan blive landsbyernes år.

Det er fyrre år siden, det politisk med kommunalreformen i 1970 blev besluttet, at vore mange landsbysamfund med ca. en million beboere skulle afvikles. I dag vil politikerne det heldigvis anderledes.

Velfærdssamfundet stod dengang for døren. Kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet, og der skulle opbygges en offentlig sektor, der kunne tage sig af børn og ældre.

Til denne opgave var de 1388 gamle sogne for små. De blev derfor med kommunalreformen sammenlagt til 275 primærkommuner.

Den politiske opfattelse var, at det forestående velfærdssamfund med skole, børnehave, ældrepleje osv. kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med den spredte bebyggelse.

Vi fik derfor by- og landzoneloven, der opdelte Danmark i tre zoner: landzone (afviklingszone), byzone (udviklingszone) og sommerhusområder.

I landzonen var kun tre erhverv tilladt: landbrug skovbrug og fiskeri. Tre erhverv, der rationaliserede og mekaniserede med tab af mange arbejdspladser til følge. Bosætning og anden erhvervsmæssig udvikling skulle ske i byzonen.

Men landsbysamfundene ville ikke dø. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd og mange ildsjæle har i de sidste årtier kæmpet for liv på landet med bosætning, nye arbejdspladser, kultur og folkeligt fællesskab.

Men let har det ikke været, og byerne har i alle årene fået milliarder i byfornyelse. Landsbysamfundene har måttet klare sig selv.

Men udholdenhed belønnes. Nu tyder meget heldigvis på, at politikerne i kommuner, regioner og i Folketinget er ved at ændre opfattelse og ønsker at komme vore udholdende landsbysamfund til hjælp.

Glædeligt er det, at kommunalpolitikerne i dag tager positivt imod landsbysamfundenes tilbud om at arbejde sammen om vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter.

Også regionspolitikerne ønsker konstruktivt at komme regionens yderområder til hjælp, så vi får et Danmark i bedre balance.

Og flere og flere Folketingspolitikere og ministrer kommer med forslag, der kan skabe bosætning og nye arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter f. eks. LAG-midlerne og de 150 millioner kroner til fjernelse af ruiner.

2010 kan blive landsbyernes år.

Bustrafikken må på den nationale dagsorden.   

Med kommunalreformen i 2007 blev statens tilskud til den kollektive bustrafik delt i to puljer. Regionerne fik ca. 800 millioner kroner til den regionale buskørsel og kommunerne fik ca. 800 millioner kroner i ekstra bloktilskud til den kommunale buskørsel.

Regionerne skulle køre bustrafikken mellem kommunerne, og kommunerne skulle drive den kollektive bustrafik inden for kommunegrænserne.

Der var altså med kommunalreformen ikke flere offentlige kroner til den kollektive bustrafik, men der blev to driftsherrer: regionerne og kommunerne.

Med en sådan konstruktion, frygtede vi for den kollektive bustrafik på landet.

Vi skrev derfor den 5. november 2008 til Christiansborg:

”Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed til Folketingets politiske partier (trafikudvalget) med bøn om økonomisk hjælp til at løse den aktuelle trussel om nedlæggelse af den kollektive bustrafik i mange af vore landsbyer og landdistrikter og hermed alvorligt true uddannelser og de decentrale uddannelsesinstitutioner.

Som bekendt er den kollektive bustrafik i Danmark passagermæssigt og økonomisk i dyb krise.

Passagertallet er i de sidste 5 år faldet med mere end 9 procent.

Samtidig er tilskudsbehovet fra regioner og kommuner til den kollektive bustrafik i de seneste år steget med mere end 20 procent.

Folketing, regioner og kommuner må derfor sammen vende den negative spiral.

At investere i kollektiv trafik er en god samfundsinvestering. Det gavner miljøet, der kører færre privatbiler på vejene, og vi mindsker behovet for investeringer i ny infrastruktur.

Er der ikke kollektiv bustrafik på landet kan borgere uden bil, f. eks. ældre medborgere, ikke blive boende eller bosætte sig. Det samme gælder for familier med uddannelsessøgende unge, hvilket vil ramme f. eks. vore mindre gymnasier. Ligeledes vil virksomheder og arbejdspladser på landet blive ramt”.

I dag, januar 2010 er vi som frygtet på vej ud i de uønskede og skadelige nedlæggelser af busruter, der først og fremmest vil ramme livet på landet og de mange borgere, der bor i vore landsbyer og landdistrikter.

Bustrafikken må på den nationale dagsorden.

Et af hovedtemaerne i denne valgkamp er bevaringen af den lille skole, mere bosætning og flere arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter. Politikerne har i valgkampen på tværs af partierne udtrykt opbakning til at styrke livet på landet.

Siden kommunalreformen i 1970 har politikerne og lovgivningen ellers mest tilgodeset bysamfundene, der har fået milliarder til byfornyelse. Landsbysamfundene har måttet klare sig selv. Ja, opfattelsen har været, at velfærdssamfundet alene var muligt i bysamfund. Befolkningen på landet boede for spredt til at få del i det offentliges mange goder.

Derfor opdelingen af Danmark i landzone, afviklingszone og byzone, udviklingszone. Hensigten var, at få landbefolkningen til at flytte til byerne. Dette er heldigvis ikke lykkedes, og der bor fortsat en lille million borgere i vore landsbyer og landdistrikter.

Men nu vil politikerne vækst og udvikling i storkommunens landområder, der ofte tæller mere end halvdelen af storkommunens borgere.

Det fælles udgangspunkt er de eksisterende landsbyskoler. Landsbyskolernes skoledistrikter er de nye udviklingsområder, og den fælles opgave i disse udviklingsområder er at styrke bosætningen, skaffe flere arbejdspladser, mere turisme osv.

Der peges i valgkampen på flere byggegrunde og mere bosætning i vore landsbysamfund. Det er særlig børnefamilier, der i dag gerne vil flytte på landet for her at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og grønne omgivelser, medindflydelse på egen hverdag, folkeligt fællesskab, trygge omgivelser for børnene osv.

Ligeledes peges der på muligheden for nye arbejdspladser. Her er bredbåndsnettet af afgørende betydning for etablering af hjemmearbejdspladser, højteknologiske virksomheder, håndværk og småindustri. De mange tomme bygninger på landet kan være gode rammer for kommende iværksættere.

Også turismen skal styrkes i landområderne. Der kan i de tomme bygninger oprettes ferielejligheder, der ofte ligger naturskønt ved skov og strand og som må lejes ud hele året.

Valgkampens positive politiske udmeldinger kan redde mange skoler og landsbysamfund og gøre det lige så naturligt og attraktivt at bo og arbejde på landet, som i byen.

Landsbysamfundene kan blive valgets vindere.

Jeg skrev til dig den 15. april 2008 vedrørende bredbånds betydning for landsbyerne og landdistrikterne i Danmark. Noget som jeg også ved, ligger dig meget på sinde som minister for området.

Jeg har med stor tilfredshed bemærket, at du har nedsat en Højhastighedskomite, som inden årets udløb vil komme med visionære og ambitiøse anbefalinger til en øget indsats for at fremme udbygningen af lynhurtigt bredbånd i Danmark.

Du har de seneste år stået i spidsen for en stigende digitalisering af Danmark – kryds og tværs – og adgangen til bredbånd og internettet er blevet fundamental i forhold til borgernes kontakt med hinanden, med arbejdspladsen eller i kontakten med det offentlige. Dette sammenholdt med, at samfundet centraliseres med kommunalreform, sygehusreformen, politireformen m.v. gør, at yderkantsområderne i Danmark får længere til eksempelvis det offentlige. Skal beboerne i disse områder også drage nytte af de digitale muligheder, så har de behov for lynhurtigt bredbånd, og ikke smalbånd, som tilfældet desværre er mange steder i dag.

Jeg har forståelse for at sikre markedet frit spil og lade markedskræfterne virke, og jeg ved, at du og regeringen også deler dette synspunkt. Jeg har dog samtidig en erkendelse af, at bredbåndsdækningen i Danmark ikke sikres ved markedet alene.

Mange steder, i de tyndtbefolkede områder, hænger en fornuftig forretningsplan for de private aktører simpelthen ikke sammen. Her er staten nødt til at hjælpe til. Den erkendelse har man i en lang række andre europæiske lande. 60 procent af projekterne med næste generations bredbånd til private husstande i Europa er drevet af privat/offentlige partnerskaber.

Med privat/offentlige partnerskaber skal der naturligvis skydes både offentlige midler såvel som private midler i bredbåndsudrulningen i de områder, hvor markedet ikke selv har interesse i at dække – fordi det simpelthen er for bekosteligt. Og vi skal sikre, at det bliver med hastigheder, så beboerne i yderområder også er fremtidssikret til årene, der kommer. Det vurderer eksperterne, at de vil være med 20-50 Mbit/s.

At det er dyrt at dække Danmark med højhastighedsbredbånd ved vi allerede, uanset om det sker med private midler eller i privat/offentlige samarbejder, men alternativet for landdistrikterne og landsbyer er dyrere, hvis vi lader være, nemlig affolkning, færre turister og afvikling af/ingen nye arbejdspladser.

Nu ved jeg, at du også har lavet en auktion over trådløst bredbånd, og forhåbningen er bestemt, at det vil kunne dække nogle af de pågældende områder. Men når nu den nedsatte Højhastighedskomite kommer med deres udspil, så vil jeg meget gerne have muligheden for at tage et møde med dig, om landdistrikternes behov for bredbånd, og give dig en status på, hvordan det står til derude hos den enkelte landmand, på hjemmearbejdspladsen, hos håndværkeren, den lille iværksætter og den ganske almindelige familie.

Jeg ser meget frem til en positiv tilbagemelding fra dig, og jeg håber på et møde, evt. i begyndelsen af 2010, eller gerne før.

Med håb om forståelse.

Med venlig hilsen

Carsten Abild

Formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
Strandvejen 50
5450 Otterup

www.landsbyerne-i-danmark.dk

tlf. 40183206

ÅRSBERETNING, den skriftlige del – ved formanden.

Vi er nu inde i det tredje år efter kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007.

Som jeg nævnte ved sidste års generalforsamling, frygtede ”Landsbyerne i Danmark”, at den nye kommunalreform ”ville tage livet” at vore landsbysamfund.

Ville den kommunale centralisering med kun 98 storkommuner og kun ca. 2000 folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer/byrådsmedlemmer starte en ny bølge i vore landsbysamfund med skolenedlæggelser, nedlæggelser af børnehaver, foreninger, arbejdspladser, skabe fraflytning fra land til by, hindre ny bosætning osv.

Kommunernes Landsforening forudsagde, at der i løbet af få år ville blive nedlagt over tre hundrede landsbyskoler.

For at modvirke en sådan negativ og alt ødelæggende udvikling i vore landsbyer og landdistrikter opfordrede ”Landsbyerne i Danmark” landsbysamfundene til hurtigst muligt at oprette lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger osv.

Denne gang skulle kommunalreformen ikke tage Landsbysamfundene på sengen, som det skete med kommunalreformen i 1970. Den gang skulle der gå seks år, før der blev etableret folkelig modstand og en landsdækkende landsbybevægelse, og mange skoler, forsamlingshuse, foreninger, arbejdspladser m v. blev i de år nedlagt.

Men denne gang er det heldigvis gået helt anderledes. Organiseringen er lykkedes over al forventning. I næsten alle landsbysamfund er der i dag lokalråd, landsbyråd, beboerforeninger, borgerforeninger m. v. Disse lokale, folkelige foreninger og råd er i mange storkommuner gået sammen til et fælles landsbyråd, der kan repræsentere storkommunens landsbyer og landdistrikter over for kommunalbestyrelsen/byrådet.

Det er i lokalsamfundene, vi borgere bor og føler os hjemme. Det er her, vi har vores hverdag og fritid. Der er her, vi har vores identitet.

Storkommunen er blevet uoverskuelig og opfattes i dag af mange borgere som en administrativ enhed.

Kommunalpolitikerne har erkendt dette, og glædeligt er det, at de har taget imod landsbysamfundenes tilbud om samarbejde. Der er derfor i dag folkelig og politisk enighed om i de fleste storkommuner at skabe vækst og udvikling i storkommunens lokalsamfund. Trives lokalsamfundene, fungerer storkommunen.

Det skal ske gennem oprettelse af nye arbejdspladser, ferieboliger, mere bosætning, sikring af skolen, bevaring af børnehaver og pasningsordninger, udbygget hjemmepleje, opbakning og støtte til kultur- og foreningslivet, til forsamlingshusene og til det folkelige fællesskab.

Også regionspolitikerne og Folketings politikere er i dag positive over for vækst og udvikling på landet.

Regionspolitikerne har f. eks. sat fokus på udviklingen af regionernes yderområder, og handlingsplaner bliver udarbejdet.

Og politikerne på Christiansborg ønsker i dag også at styrke livet på landet. Fødevareministeren har f. eks. i hver landdistriktskommune fået oprettet LAG-grupper. Til landsbyinitiativer er der her i de kommende seks år afsat ca. syv hundrede millioner kroner. Midlerne kommer hovedsageligt fra EU.

Kort og godt, der er i dag bred folkelig og politisk opbakning til at skabe mere liv på landet. Derfor stor ros til de mange aktive borgere og ildsjæle i vore landsbysamfund og ros og tak til positive politikere i kommunerne, regionerne og i Folketinget.

”Landsbyerne i Danmark” har i året, der er gået, brugt mange kræfter på at kontakte og påvirke den politiske verden, ikke mindst politikere og ministre på Christiansborg. Og vi har været aktive og synlige i den landsdækkende landsbydebat i pressen.

Jeg vil her i den skriftlige beretning tage et par hovedemner op:

1. tomme boliger og landbrugsbygninger på landet.

2. forsamlingshusenes situation og fremtid.

Som det fremgik af sidste års beretning, havde ”Landsbyerne i Danmark” den 23. marts 2007, sammen med blandt andre Nordfyns Erhvervsråd, Landbo Fyn, Nordfyns kommune, genbrugsfirmaet H. J. Hansen med flere, et meget positivt møde med daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt om de ca. seks tusinde tomme boliger og de mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger, der er på landet.

Den nordfynske arbejdsgruppe har efterfølgende udarbejdet et pilotprojekt ”Vækst i Landsbyer”, der skal registrere de ledige boliger og landbrugsbygninger med henblik på at nedrive de dårligste og stille de bedste bevarede bygninger til rådighed for f. eks. iværksættere, håndværk og småindustri, kontorer, lager, opbevaring, indretning af ferieboliger, helårsboliger m. v.

Den 16. februar 2008 henvendte ”Landsbyerne i Danmark” sig efterfølgende til landsbyernes nye minister, velfærdsminister Karen Jespersen for at kommentere ministerens lovforslag (lovbekendtgørelse nr. 1083), der skal gøre det lettere for kommunerne at gribe ind over for ruiner og faldefærdige bygninger i landskabet.

Landsforeningen gjorde i skrivelsen opmærksom på eventuelle problemer i lovforslaget med den private ejendomsret og foreslog, at der, som første skridt til nedrivning af en ruin/tom bolig/landbrugsbygning, blev udarbejdet en nedrivnings- og bortskaffelsesrapport, og at der blev oprettet en statslig pulje hertil. En sådan rapport kan udarbejdes for ca. fem tusinde kroner og vil sikre en miljørigtig nedrivning med store muligheder for genbrug af bygningsmaterialerne. Dette vil kunne halvere prisen for bortskaffelsen af de mange skæmmende og ubrugelige bygninger.

Den 22. april 2008 var repræsentanter for arbejdsgruppen inviteret til et meget positivt møde i velfærdsministeriet, hvor muligheder og problemer for de mange tomme bygninger blev drøftet. Den kommende lovgivning på området (ikrafttræden den første juli 2008) skulle gerne gøre det lettere at få ruinerne fjernet. En efterfølgende kommunal tilladelse til opførelse af ny bolig på den tomme grund, ser velfærdsministeriet og ”Landsbyerne i Danmark” meget positivt på.

Men som omtalt, er de bedst bevarede af de tomme landbrugsbygninger også en ressource og en oplagt startmulighed for iværksættere, håndværk og småindustri, for initiativer og nye arbejdspladser. I særdeleshed hvor der i dag er bredbåndsnet. Bredbåndsnettet er afgørende for højteknologiske virksomheder og for hjemmearbejdspladser.

Den 26. marts 2009 havde JydskeVestkysten en forsideartikel under overskriften: ”Folketinget vil rive tomme boliger ned på landet”.

I artiklen lover repræsentanter for flere partier i folketinget at støtte et brugbart initiativ og lovforslag til fjernelse af de mange faldefærdige ruiner og tomme landbrugsbygninger. I samme artikel udtaler ”Landsbyerne i Danmark”: ”Ruiner må ikke blive til tomme grunde”.

Ligeledes er der interesse for at anvende de bedst bevarede af de tomme bygninger til ferieboliger. Mange af disse ferieboliger kan komme til at ligge naturskønt ved skov og strand. Hertil kommer, at de må lejes ud hele året (da de ikke ligger i sommerhusområde).

Flere års kamp for at få ruinerne fjernet og fundet anvendelse til de bedst bevarede bygninger, ser endelig ud til at skulle bære frugt.

Den 12. juni 2007 henvendte ”Landsbyerne i Danmark” sig – på vegne af en arbejdsgruppe bestående af ”Landsforeningen Danske Forsamlingshuse”, ”Fynske Forsamlingshuse”, ”Landsbyerne i Danmark”, kommunerne, Syddansk Universitet, Lasse og Mathilde (den folkelige kultur) med flere – til kulturminister Brian Mikkelsen. Arbejdsgruppen havde til lejligheden udarbejdet en rapport: ”Dansen om de danske Forsamlingshuse”.

Den 13. sept. 2007 mødtes arbejdsgruppen med Brian Mikkelsen i kulturministeriet.

Det blev et meget positivt møde. Arbejdsgruppen orienterede ministeren om, at flere og flere af de over 100 år gamle forsamlingshuse økonomisk ikke kan magte forestående store renoveringer, som nyt tag, nye vinduer, nyt varmeanlæg, nye sanitære forhold, nyt køkken osv.

Arbejdsgruppen foreslog kulturministeren, at der blev afsat en statslig pulje, hvor de økonomisk nødstedte forsamlingshuse kan søge rente- og afdragsfrie lån. Ligeledes en pulje til støtte til kulturelle arrangementer og til udarbejdelse af en forsamlingshusredegørelse. Det blev aftalt at holde et nyt møde.

Den 28. maj 2008 bevilligede kulturminister Brian Mikkelsen kroner to hundrede tusinde til udarbejdelse af en redegørelse, der ”kan sætte fokus på forsamlingshusenes traditioner, udfordringer og muligheder”.

Arkivar Johnny Wøllekær, Odense Stadsarkiv og institutleder Johannes Nørregaard Frandsen, Syddansk Universitet har påtaget sig opgaven at udarbejde forsamlingshusredegørelsen. Den forventes færdig til efteråret.

Den 27. februar 2009 mødtes arbejdsgruppen i kulturministeriet med kulturminister Carina Christensen.

Arbejdsgruppen bragte igen forsamlingshusenes renoveringssituation på bordet. Kulturministeren lovede at bringe ønsket om renoveringsmidler ind i de politiske forhandlinger i forbindelse med den forestående energirenoveringspakke.

Desværre lykkedes det ikke for kulturministeren i forbindelse med den første 1,5 milliard store renoveringspakke.

Carina Christensen opfordrede arbejdsgruppen til at holde et møde med Kommunernes Landsforening om forsamlingshusenes fremtid. KL har svaret positivt, og en mødedato er ved at blive aftalt.

Den 22. april henvendte ”Landsbyerne i Danmark” og ”Danske Forsamlingshuse” sig til Folketingets politiske partier. De to Landsforeninger skriver blandt andet: ”De danske forsamlingshuse er en af vore nationale stoltheder, og Danmark kaldes med rette for forsamlingshusenes og foreningernes land.

Forsamlingshusene var rundet af det nye demokrati, der voksede frem i 1800-tallets slutning, og forsamlingshusene blev rygraden i nærdemokratiet, foreningslivet og det folkelige fællesskab. Forsamlingshusene har siden været landsbysamfundenes uundværlige mødested og danner også rammen om lokalsamfundets mange aktiviteter.

På landsplan har der i Danmark været ca. 1700 forsamlingshuse. I dag nærmer vi os 1100 eksisterende forsamlingshuse. Forsamlingshusbestyrelserne har i alle årene gjort en enestående frivillig indsats for at vedligeholde de gamle huse.

Men som det fremgår af dagspressen landet over, har mange af vore hæderkronede forsamlingshuse i dag store økonomiske problemer i forbindelse med store renoveringer. Som det også fremgår af dagspressen, ser flere og flere forsamlingshusbestyrelser sig ikke økonomisk i stand til at renovere forsamlingshusenes tag, vinduer, isolering, sanitære forhold, køkken, varmeanlæg, gulve, scene m. m.

Hvert fjerde af vore forsamlingshuse må dreje nøglen, hvis der ikke kommer økonomisk hjælp.

”Danske Forsamlingshuse” og ”Landsbyerne i Danmark” skal derfor foreslå, at forsamlingshusene ved en evt. kommende energirenoveringspakke får en forsamlingshuspulje på kroner to hundrede millioner kroner”.

Det er ”Landsbyerne i Danmarks opfattelse, at der i dag er stor folkelig og politisk opbakning til en bevaring af vore hæderkronede forsamlingshuse.

”Landsbyerne i Danmark har ved flere henvendelser til skiftende statsministre foreslået, at der udnævnes en landsbyminister. En landsbyminister vil kunne samle alle de gode politiske og folkelige tiltag, koordinere de forskellige ministeriers indsats for vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter og stille forslag om nødvendige ændringer af flere love f. eks. zoneloven.

Sidst har ”Landsbyerne i Danmark” skrevet til Statsminister Lars Løkke Rasmussen med ønsket om at få en landsbyminister.

Ligeledes har vi flere gange opfordret Folketingets politiske partier til at afholde en landsbyhøring i Folketinget. Sidst, der var en sådan landsbyhøring, var den 11. marts 1993. Her pålagde et enige Folketing regeringen at udarbejde en handlingsplan for vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

En sådan handlingsplan er endnu ikke blevet udarbejdet.

Den 27. jan. 2008 henvendte ”Landsbyerne i Danmark” sig til transportminister Carina Christensen og foreslog indførelse af ”postens dag” hver 14. dag. Baggrunden er Post Danmarks omstruktureringer og besparelser, der blandt andet medfører, at postbudet fra 1. jan. 2009 kun kommer til postkassen. ”postens dag” hver 14. dag ville sikre, at f. eks. ældre medborgere kunne få deres postforretninger udført hver 14. dag ved køkkenbordet.

Transportministeren opfordrede os til at mødes med Post Danmark. Sammen med ”Sammenslutningen af Danske småøer” har ”Landsbyerne i Danmark” afholdt to meget positive møder med Post Danmark. Synspunkterne blev præsenteret, og parterne er enige om at mødes igen.

Den 11. februar 2009 henvendte ”Landsbyerne i Danmark” sig til Justitsminister Brian Mikkelsen for at få opbakning til etablering af et forsøg med skiltet, automatisk hastighedskontrol (de såkaldte stærekasser) i tre fynske landsbyer: Fangel, Korinth og Tranekær. Vi henviste til det eksisterende forsøg på Sjælland. Desværre fik vi afslag. Ministeren henviste til evalueringen af det sjællandske forsøg.

”Årets Landsby” er foreningens kronjuvel. Konkurrencen har været afholdt fjorten gange. Temaet for 2008 var: ”Et landsbysamfunds fysiske udvikling (bosætning, erhverv, arbejdspladser, turisme) og kulturelle vækst (lokal identitet, kulturinitiativer, foreningsliv, folkeligt fællesskab).

”Årets Landsby 2008” blev Vejrup, Esbjerg Kommune. Inden Vejrup var blevet ”Årets Landsby” var Vejrup blevet udnævnt til ”Kommunens Landsby” af Esbjerg Kommune. I begrundelsen for at blive ”Kommunens Landsby” og ”Årets Landsby” stod der blandt andet: ”Vejrup har ca. 230 lokale arbejdspladser og 35 virksomheder.

Der er stor interesse for bosætning, syv grunde er solgt inden for det sidste år. Der er et stærkt fællesskab og et rigt foreningsliv. Borgerne har indsamlet over en million kroner til udvidelse af fritidscenter”.

Den store folkelige og politiske interesse og indsats for vækst og udvikling på landet har givet bestyrelsen stor travlhed i hverdagen med mails og opringninger om alle hånde landsbyspørgsmål.

Foreningen hjemmeside (www.landsbyerne-i-danmark.dk)  besøges flittigt, og jeg vil gerne sige en stor tak til Torben Jørgensen for hans store arbejde med at holde hjemmesiden spændende og aktuel.

Landet over er der afholdt mange landsbykonferencer, hvor vi prøver at være repræsenteret.

Vi har i bestyrelsen været ude til store og små landsbymøder, og det er sammenlagt for bestyrelsen blevet til en snes foredrag.

Vi har holdt fire ordinære bestyrelsesmøder, hvor de enkelte bestyrelsesmedlemmer har berettet og hentet nyt. En stor tak til bestyrelsen for en stor og travl indsats.

p. b. v.

Carsten Abild

(formand)

NB: Støt foreningens arbejde – bliv medlem (enkeltpersoner kr. 100 – foreninger Kr. 500) på reg.nr. 0913 (Danske Bank, Tommerup), konto nr. 10228425, (navn og adr. / evt. mail til: nh-carlsen@get2net.dk)

I medierne landet over kan vi i disse uger læse, se og høre om nedskæringer i den kollektive bustrafik. Busruter foreslås lukket, og unge uddannelsessøgende frygter for transporten til og fra deres uddannelsesinstitutioner.

Hvordan kan det over hovedet komme så vidt? For selvfølgelig skal vore unge kunne komme til og fra deres uddannelsessteder, og selvfølgelig skal vore pendlere i år 2009, i så stor en udstrækning som muligt, kunne benytte sig af den kollektive trafik.

Debatten i dagspressen viser, at den kollektive bustrafik i Danmark har store problemer.

Passagertallet falder fortsat.. I de sidste fem år er antallet af buspassagerer gået ned med ca. 10 procent. Samtidig er det samlede tilskudsbehov til den kollektive bustrafik i regioner og kommuner steget med ca. 20 procent. Billetpriserne kan ikke yderligere forhøjes.

Derfor trues den kollektive bustrafik. Politikerne på Christiansborg må hurtigst muligt komme den kollektive bustrafik til hjælp

Svenskerne har gjort det. I Sverige er det lykkedes på fem år at få passagertallet til at stige med 20 procent. Svenskerne har formået at tænke nyt. Der er anskaffet nye busser med bedre komfort, givet chaufførerne større frihed, fået sammenhængende køreplaner, bus til tiden, bedre service på opsamlingsstederne. osv.

Svenskerne har afsat de fornødne midler til en effektiv kollektiv bustrafik. Hver gang vi i Danmark bruger en krone på den kollektive trafik, bruger svenskerne fem kroner. En samfundsinvestering der ikke alene kommer brugerne til gode, men som også samfundsmæssigt betaler sig i form af færre biler på vejene og i byerne og hermed færre trafikinvesteringer, færre trafikuheld, mindre forurening osv.

Regioner og kommuner skal i den kommende tid forhandle nye økonomiske rammer med regering og Folketing. Politikerne på Christiansborg må som i Sverige tage den kollektive bustrafik alvorligt og afsætte flere midler.

I tiden inden må politikerne i regioner og kommune i fællesskab sikre, at de unge kan komme til og fra deres uddannelsesinstitutioner. Ligeledes at der nedlægges så få ruter som muligt. For hver rute, der ophører, rammer vi unge og andre, der ikke har bil, og vi gør et yderområde eller et landsbysamfund fattigere.

Otterup, den 22. april 2009

Til Folketingets politiske partier
Christiansborg

Forsamlingshuse i krise.

Undertegnede Landsforeninger: ”Danske Forsamlingshuse” og ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed til Folketingets politiske partier for at gøre opmærksom på, at mange af vore forsamlingshuse er i alvorlig økonomisk krise og for at foreslå, at de danske forsamlingshuse kan blive tilgodeset i en evt. kommende energirenoveringspakke.

De danske forsamlingshuse er en af vore nationale stoltheder, og Danmark kaldes med rette for forsamlingshusenes og foreningernes land.

Forsamlingshusene var rundet af det nye demokrati, der voksede frem i 1800-tallets slutning, og forsamlingshusene blev rygraden i nærdemokratiet, foreningslivet og det folkelige fællesskab.

Forsamlingshusene har siden været landsbysamfundenes uundværlige mødested.og danner ramme om lokalsamfundets mange aktiviteter.

På landsplan har der i Danmark været ca. 1700 forsamlingshuse. I dag nærmer vi os 1100 eksisterende forsamlingshuse.

Forsamlingshusbestyrelserne har i alle årene gjort en enestående frivillig indsats for at vedligeholde de gamle huse og hermed skabe tidssvarende rammer for lokalsamfundenes mange aktiviteter.

Men som det fremgår af dagspressen landet over har mange af vore hæderkronede forsamlingshuse i dag store økonomiske problemer i forbindelse med større renoveringer.

Som det også fremgår af dagspressen ser flere og flere forsamlingshusbestyrelser sig ikke økonomisk i stand til at renovere forsamlingshusenes tag, vinduer, isolering, sanitære forhold, køkken, varmeanlæg, gulve, scene m. v.

Hvert fjerde af vore forsamlingshuse må dreje nøglen, hvis der ikke kommer økonomisk hjælp.

”Danske Forsamlingshuse” og Landsbyerne i Danmark” skal derfor foreslå, at forsamlingshusene ved en evt. kommende energirenoveringspakke får en forsamlingshuspulje på kroner 200 millioner.

Forsamlingshusrenoveringer vil redde vore forsamlingshuse, mindske energiforbrug og gavne miljøet.

Med håb om forståelse og hjælp.              Med venlig hilsen
Anders Sørensen                                  Carsten Abild
Åbenråvej 133                                      Strandvejen 50
6780 skærbæk                                      5450 Otterup
”Danske forsamlingshuse”                     ”Landsbyerne i Danmark”
(formand  –  tlf. 20912273)                    (formand  –  40183206)

Otterup, den 5. april 2009

Til Statsminister

Lars Løkke Rasmussen
Statsministeriet
Prins Jørgens Gård
1218 København K

Kære Lars Løkke Rasmussen.

Til lykke med udnævnelsen til Danmarks Statsminister.

Som formand for Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender jeg mig hermed til dig for at gøre opmærksom på de danske landsbyer og landdistrikters fremtidsmuligheder og pege på behovet for en landsbyminister.

Siden kommunalreformen i 1970 har politikere og lovgivning tilgodeset bysamfundene, f. eks. med milliarder til byfornyelse. Landsbysamfundene, med næsten en million beboere, har måttet klare sig selv, og mange skoler er nedlagt, nærbutikker lukket, foreninger opløst og arbejdspladser ophørt.

Men nu tyder meget på, at politikerne er klar til at hjælpe vore landsbysamfund.

Flere og flere kommunalpolitikere landet over er positive over for vækst og udvikling på landet, f. eks. med mere bosætning, øget turisme og nye arbejdspladser.

Regionspolitikerne arbejder med udviklingsplaner, der skal styrke regionernes landdistrikter og yderområder.

Og flere ministre er positive, f. eks. Velfærdsministeren med løsningstiltag omkring de mange tomme bygninger på landet, fødevareministeren med oprettelse af lokale aktionsgrupper (LAG-grupper), kulturministeren, der ønsker at styrke vore forsamlingshuse og det folkelige fællesskab på landet, med flere.

Også landsbysamfundenes lokalråd, landsbyråd, beboer- og borgerforeninger er aktive og klar til en fælles indsats for vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund.

Men for rigtigt at kunne udnytte disse positive politiske og folkelige landsbykræfter er der behov for en landsbyminister, der kan samle, koordinere og gennemføre (også lovgivningsmæssigt) en aktiv landsbypolitik. Meget er gået tabt gennem de sidste 4 årtier, men nyt kan skabes, og det er ikke for sent med mere ”liv på landet”.

Med håb om forståelse for udnævnelse af en landsbyminister.

Venlig hilsen

Landsbysamfundene kan mindske kriser.

Vi er i en krisetid. Vi hører hver dag om den økonomiske krise, der er kommet over os ude fra, og som kan blive langvarig.
Der er også krise i det politiske nærdemokrati. Den er mere selvforskyldt, men den kan også blive langvarig.

Men meget tyder på, at landsbysamfundene kan mindske de to alvorlige kriser.

Krisen i det politiske nærdemokrati skyldes den politiske og kommunale centralisering. I dag har vi kun 98 storkommuner og kun ca. 2.000 kommunalpolitikere.

Storkommunerne er blevet uoverskuelige, og politikerne er blevet usynlige. Kun borgmesteren og udvalgsformændene er fremme i lyset. Mange politiske foreninger er blevet nedlagt, og medlemstallet og den politiske interesse sygner hen. Det kan blive svært at finde kandidater til det kommende kommunalvalg.

Men i mange landsbysamfund er borgerne aktive, og lokalråd, landsbyråd og beboerforeninger arbejder seriøst sammen med de lokale beboere på at skabe vækst og udvikling i deres lokalsamfund. Meget tyder på, at landsbysamfundenes folkelige engagement kan komme politikerne og det kriseramte politiske nærdemokrati til hjælp. Flere og flere lokale ildsjæle overvejer at melde sig på den politiske bane og lade sig opstille til det kommende kommunalvalg. Landsbysamfundene vil være aktive i både forsamlingshus og byrådssal.

Den økonomiske krise rammer os alle, men ikke mindst erhvervslivet.. Den ene virksomhed efter den anden må i disse måneder afskedige ansatte, og mange konkurser lurer lige om hjørnet. Og nye iværksættere har i dag ikke økonomisk mulighed for at starte op. Skal de først købe en af kommunens erhvervsgrunde, opføre hal og indrette et værksted og have familien boende i et parcelhuskvarter, så har banken for længst sagt nej.

Her kan landsbysamfundene hjælpe. Der er på landet mange tomme bygninger af god kvalitet. Iværksættere og selvstændige kan her til en overkommelig pris etablere sig. Og mange landsbysamfund har i dag bredbåndsnet, så højteknologiske virksomheder også kan være på landet. Ofte er der også en bolig tilknyttet de ledige bygninger, så familien kan bo tæt på virksomheden.

Nye arbejdspladser og mere bosætning i vore landsbysamfund kan være med til at bevare skolen, børnehaven, foreningslivet, kulturen og det lokale fællesskab.

Landsbysamfundene kan mindske de to alvorlige kriser.

Nytårsudtalelse:

Landsbyerne i kommunalbestyrelsen i 2009.

2008 har været et godt år for de danske landsbysamfund. Der er som aldrig før blevet oprettet lokalråd, landsbyråd og beboerforeninger, og der er udarbejdet udviklingsplaner og handlingsplaner for storkommunernes landsbyer og landdistrikter.

Landsbysamfundene vil satse på mere bosætning og flere arbejdspladser, så de kan bevare skole, børnehave, foreningsliv, forsamlingshus og det folkelige fællesskab.

Det er i de overskuelige lokalsamfund, vi borgere i dag føler os hjemme. Det er her, vi vil gøre en folkelig indsats, og det er her, vi har vores identitet.

Storkommunerne er blevet administrative enheder. Politikerne er blevet usynlige, det er kun borgmesteren og få udvalgsformænd, der er fremme i lyset. Staten og Folketingspolitikerne tager mere og mere over, og det kommunale selvstyre er blevet alvorligt svækket.

Mange landsbybeboere har derfor frygtet, at de nye storkommuner ville tage livet af landsbysamfundene. Kommunernes Landsforening forudsagde, at der i de nærmeste år, ville blive nedlagt mere end 300 landsbyskoler.

Men sådan er det heldigvis ikke gået. Aktive landsbysamfund ville det anderledes. Kun 26 små skoler er i 2008 blevet nedlagt, og meget tyder på, at der i 2009 ikke bliver mange landsbyskoler, der må dreje nøglen.

De oprettede LAG-udvalg har også bidraget positivt til mere liv på landet. Der er i de kommende 6 år fra fødevareministeriet afsat 130 millioner pr. år til at styrke aktiviteter på landet. 2008 var det første år, og støttekronerne har allerede skabt mange nye arbejdspladser, bosætning og ny aktivitet.

2009 er et valgår, hvor der skal vælges nye kommunalbestyrelser, byråd og regionsråd. Alt tyder på, at de politiske partier kommer til at mangle kandidater. Den chance skal de aktive landsbybeboere gribe. ”Landsbyerne i Danmark” skal derfor opfordre repræsentanter fra lokalråd, landsbyråd og beboerforeninger til at melde sig på den politiske bane, lade sig opstille og forhåbentligt blive valgt ind i de nye kommunale råd.

For der skal fortsat kæmpes for at skabe udvikling og vækst i vore landsbyer og landdistrikter. Og fremtidens indsats skal gøres fra både forsamlingshus og byrådssal.

landsforening

Otterup, den 29. marts 2009

Til
Kommunernes Landsforening
Weidekampsgade 10
2300 København K

Kære Erik Fabrin.

Undertegnede Landsforeninger: ”Danske Forsamlingshuse” og ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed til dig med ønsket om et møde med KL om Danmarks ca. 1250 forsamlingshuse.

Vi havde den 27. februar 2009 et meget positivt møde med kulturminister Carina Christensen om forsamlingshusenes situation og fremtid. Delegationen var: Arkivar Johnny Wøllekær, Odense Stadsarkiv – institutleder Johannes Nørregaard Frandsen, SDU (de to forskere har af fhv. kulturminister Brian Mikkelsen fået bevilliget kr. 200,000 til ny ”forsamlingshusredegørelse”) – fritidschef Peter Larsen, Svendborg Kommune, (initiativtager til ”Svendborg-forsamlingshusmodellen”) – formand, sekretær Carsten Abild, N. H. Carlsen, ”Landsbyerne i Danmark” – formand, kasserer Anders Sørensen, Magda Jensen, ”Danske Forsamlingshuse”.

Kulturministeren tilkendegav, at forsamlingshusene burde indtænkes som indsatsområde i de fremtidige kulturaftaler således, at husene kan indgå som aktive elementer i de kommunale og regionale kulturstrategier.

Yderligere konkluderede kulturminister Carina Christensen, at det ville være formålstjenligt, at der blev rettet henvendelse til ”Kommunernes Landsforening” m. h. t. at indarbejde forsamlingshusene i KL`s politikker.

Kommunesammenlægningen har medført øget fokus på behovet for, at yderområderne/landområderne gives mulighed for at udøve lokale, kulturelle aktiviteter. Forsamlingshusene udgør her en afgørende faktor for, at dette kan lykkes. Imidlertid står mange af Danmarks forsamlingshuse over for nødvendig renovering, vedligeholdelse samt rekruttering til bestyrelsesarbejdet. Hvordan kan forsamlingshusene styrkes i deres vigtige kulturelle og folkelige funktion?

Med håb om en positiv drøftelse.

Venlig hilsen

Peter Larsen             Anders Sørensen                 Carsten Abild

Åbenråvej 133                     Strandvejen 50

6780 Skærbæk                     5450 Otterup

Kommunens og Årets Landsby efterlyses.

”Landsbyerne i Danmark” ønsker for 15. gang at udnævne en af Danmarks mange aktive landsbysamfund til ”Årets Landsby”.

I forbindelse hermed vil vi for anden gang opfordre til, at der i kommunerne udnævnes ”Kommunens Landsby”. Kommunevinderne går så videre i den landsdækkende konkurrence om at blive ”Årets Landsby 2009”.

De tidligere udnævnte landsbyer er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svinninge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl og Vejrup.

Temaet for 2009 er: ”Landsbysamfundenes overlevelse i de nye storkommuner og eksempler på samarbejde mellem landsbysamfundenes repræsentanter (lokalråd, beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd m. v.) og kommunalbestyrelsen/byrådet”. De deltagende landsbysamfund må ikke have over 1000 beboere.

Som bekendt er der i dag stor politisk og folkelig interesse for at skabe mere vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Der er stigende lyst til at bosætte sig på landet for at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag og et kulturelt fællesskab.

Der oprettes, i de tomme bygninger på landet, håndværk og småindustri, og der indrettes ferieboliger. Med bredbåndsnettet kan der etableres højteknologiske virksomheder og hjemmearbejdspladser. Der etableres hermed nye arbejdspladser på landet.

”Landsbyerne i Danmark” ønsker med ”Kommunens Landsby” og ”Årets Landsby” at styrke denne politiske og folkelige indsats for mere liv på landet.

Ansøgninger om at blive ”Årets Landsby 2009” skal være ”Landsbyerne i Danmark” i hænde senest den 1. sept. 2009 på mail:carsten.abild@regionsyddanmark.dk eller nedenstående adresse. Der er hermed tid til udnævnelse af ”Kommunens Landsby”.

Carsten Abild
NB: www.landsbyerne-i-danmark.dk                                                              Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

”Busbesparelser truer landsbyer og uddannelse”

Til Folketingets politiske partier.                                                             Otterup, den 5. november 2008

Trafikudvalget.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed til Folketingets politiske partier med bøn om økonomisk hjælp til at løse den aktuelle trussel om nedlæggelse af den kollektive bustrafik i mange af vore landsbyer og landdistrikter og hermed alvorligt skade uddannelse og de decentrale uddannelsesinstitutioner.

Som bekendt er den kollektive bustrafik i Danmark passagermæssigt og økonomisk i dyb krise.

Passagertallet er i de sidste 5 år faldet med mere end 9 procent.

Samtidig er tilskudsbehovet fra regioner og kommuner til den kollektive bustrafik i de seneste år steget med mere end 20 procent, blandt andet på grund af brændstofpriser og lønninger.

Folketing, regioner og kommuner må sammen vende den negative spiral og sætte den kollektive bustrafik på den nationale dagsorden.

At investere i kollektiv trafik er en god samfundsinvestering. Det gavner miljøet, der kører færre privatbiler på vejene, og vi mindsker behovet for investeringer i ny infrastruktur.

Er der ikke kollektiv trafik på landet kan borgere uden bil, f. eks. ældre medborgere, ikke blive boende eller bosætte sig. Det samme gælder for familier med uddannelsessøgende unge, hvilket vil ramme vore mindre gymnasier og andre decentrale uddannelsesinstitutioner. Ligeledes vil virksomheder og arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter blive ramt.

Den helt aktuelle og faretruende situation er den, at regionernes busselskaber er i så store økonomiske problemer, at vi står over for nedlæggelse af et stort antal regionale busruter på landet og i yderområder, gældende allerede fra sommeren 2009.

Vi skal derfor opfordre regering og Folketing til økonomisk på busområdet at komme regioner og kommuner til hjælp, så de får den fornødne tid (sommeren 2010) til at planlægge fremtidens regionale og kommunale kollektive trafik.

I øjeblikket er vi på vej ud i uønskede skadelige nedlæggelser af busruter, der først og fremmest vil ramme den million borgere, der bor i vore landsbyer og landdistrikter.

Den kollektive bustrafik i Danmark er passagermæssigt og økonomisk i dyb krise.
Passagertallet er i de seneste 5 år faldet med mere end 9 procent.
Der er i dag kun ca. 7 procent af os danskere, der jævnligt kører med tog eller bus.
Samtidig er tilskudsbehovet fra regioner og kommuner til den kollektive bustrafik steget med mere end 20 procent, et tal der stiger og stiger i takt med f. eks. stigende brændstofpriser og faldende passagertal.
Der må gøres noget for at vende den negative spiral for den kollektive bustrafik i Danmark.
Jeg skal derfor endnu engang opfordre regering og Folketing til at sætte den kollektive bustrafik på den nationale dagsorden.
Der må hurtigst muligt nedsættes et udvalg bestående af repræsentanter fra regering, regioner og kommunerne.
Et sådant udvalg skal koordinere indsatsen for den fremtidige kollektive trafik.
At investere i kollektiv trafik er en god samfundsinvestering. Det gavner miljøet, der kører færre privatbiler på vejene, og vi mindsker behovet for investeringer i ny infrastruktur.
Lykkes det ikke at få regering, regioner og kommuner til at sætte sig ved samme bord, og lykkes det ikke at få staten til at afsætte flere penge til regionernes og kommunernes kollektive bustrafik, bliver landsbysamfundene og yderområderne, som de svageste passagermæssige led, de helt store tabere.
Er der ikke buskørsel i landområderne kan medborgere uden bil ikke blive boende eller bosætte sig. Det samme gælder for familier med uddannelsessøgende unge, hvilket igen vil ramme vore mindre gymnasier og andre decentrale uddannelsessteder. Manglende kollektiv bustrafik på landet vil ligeledes ramme virksomheder og arbejdspladser.
At det kan lade sig gøre at få flere til at bruge den kollektive trafik er Sverige et godt eksempel på.
For knap 10 år siden stod Sverige i den samme situation, som vi gør i dag.
Svenskerne beslutte så at afsætte flere midler til nye tog og busser, til bedre komfort. Svenskerne satsede ligeledes på hastighed, tog og bus til tiden, hyppige afgange og større frihed til de svenske buschauffører.
I de sidste 5 år har der i Sverige været en passagerfremgang i den kollektive trafik på 20 procent.
Svenskerne kunne, så kan vi også. Vi må ikke lade vore landsbysamfund og yderområder i stikken.

POST DANMARK
KOMMUNIKATION
TIETGENSGADE 37, 2
1566 KØBENHAVN V
DANMARK

WWW.POSTDANMARK.DK

DATO 24. SEPTEMBER 2008

KONKRETE RESULTATER AF SAMARBEJDET MELLEM DANSKE

SMÅØER, LANDSBYSAMFUNDENE OG POST DANMARK                                            

Post Danmark vil øge informationen om produkter og services over for virksomheder i landdistrikterne for på den måde at støtte erhvervsudviklingen i de små samfund. Samtidig bliver udgivere af blade i små oplag på øerne tilbudt en særlig ordning.
Muligheden for at bestille frimærker og pakkelabels via telefonen bevares, og den særlige kuvertordning til betaling af regninger opretholdes.

Det blev konklusionen på det sidste møde mellem Sammenslutningen af Danske Småøer, foreningen ”Landsbyerne i Danmark” og Post Danmark.

– Vi er på vores møder blevet klar over, at Post Danmarks muligheder for at bidrage til erhvervsudviklingen i de små samfund ikke er tilstrækkeligt kendt blandt de lokale virksomheder og organisationer. Derfor vil vi sammen med de relevante foreninger intensivere dialogen i den kommende tid, siger vicedirektør Søren Ravn Jensen, Privatkunder, Post Danmark.

Og det bliver positivt modtaget.

– For Foreningen ”Landsbyerne i Danmark” er det afgørende at sikre en erhvervsudvikling i landdistrikterne, der kan være med til at bevare og skabe arbejdspladser og liv på landet. I det arbejde spiller Post Danmark en stor og vigtig rolle, og jeg er derfor glad for, at Post Danmark vil være med til at understøtte dette vigtige arbejde, siger foreningens formand Carsten Abild.

Udgivere af blade i små oplag på øerne tilbydes som nævnt en særlig ordning for omdeling af adresseløse forsendelser. Og så har Post Danmark accepteret at fortsætte kuvertordningen til betaling af regninger samt bestilling af frimærker og pakkelabels via telefon.

– Jeg er glad for, at Post Danmark har lyttet til de ønsker, vi er kommet med fra Sammenslutningen af Danske Småøer. Vi får nu bedre vilkår med den billigere omdeling af vores lokale blade og reklamer. Jeg er også glad for, at kuvertordningen og muligheden for at bestille frimærker og pakkelabels via telefonen bevares. De skulle ellers være ophørt til nytår. Vi har sammen med ”Landsbyerne i Danmark” haft et ønske om at få genindført betalinger direkte hos postbuddet. På det punkt blev vi ikke enige, siger formand Henry Larsen fra Sammenslutningen af Danske Småøer.

Vicedirektør Søren Ravn Jensen understreger, at dialogen mellem parterne vil fortsætte i den kommende tid.

– Det er min opfattelse, at begge parter har haft glæde af den intensive dialog, der har kørt i de seneste måneder. Der har været et tydeligt behov for at få talt de mange komplicerede problemstillinger grundigt igennem. Derfor er vi også blevet enige om at fortsætte dialogen. Vi er glade for den rolle, Post Danmark spiller for at knytte borgere i by og landdistrikter sammen i hverdagen, så derfor er det naturligt for os at fastholde og udvikle kontakten med Sammenslutningen af Danske Småøer og Foreningen ”Landsbyerne i Danmark”.

Til redaktionen: Yderligere information fås hos
kommunikationschef Lars Kaspersen, Post Danmark, på telefon 24 63 61 14.
Formand Carsten Abild, ”Landsbyerne i Danmark”, tlf. 40 18 32 06
Formand Henry Larsen, Sammenslutningen af Danske Småøer, tlf. 59 59 01 67 eller 21 25 58 26.

Mange på landet har frygtet, at kommunalreformen ville betyde afvikling af vore landsbysamfund. Men meget tyder på, at det kommer til at gå anderledes.

Danmark har i mere end 100 år haft et decentralt samfund, hvor der ikke er langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige. Ganske almindelige mennesker, der interesserede sig for samfundet, har kunnet deltage i den kommunale debat og udvikling, Borgere og kommunalpolitikere har sammen opbygget det kommunale velfærdssamfund og en kommunal identitet.

Men efter to kommunalreformer er den lokalpolitiske og kommunale verden blevet en anden. På knap fire årtier er vi gået fra at have ca. 15.000 folkevalgte sognerådsmedlemmer til i dag kun ca. 2000 kommunalpolitikere/byrådsmedlemmer. Og fra 1388 sogneenheder til 98 storkommuner.

Med så få politikere og storkommuner har mange borgere mistet det lokalpolitiske engagement og den kommunale overskuelighed og er ”gået hjem”. Kommunalpolitikerne er blevet ensomme og usynlige, kun borgmesteren er fremme i lyset. Storkommunen er blevet en administrativ enhed uden kommunal identitet. Staten og folketingspolitikerne tager mere og mere over, og det kommunale selvstyre svækkes.

Men mange borgere vil det anderledes. De ønsker at deltage i samfundsdebatten og at have indflydelse på hverdagen. I lokalsamfundene, hvor vi bor og lever, er dette mulig. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, landsbyråd med flere er da også aktive og arbejder ihærdigt på at skabe bosætning, nye arbejdspladser, vækst og udvikling. Og der er i dag mange, ikke mindst børnefamilier, der gerne vil bo på landet og leve ”en blødere velfærdstilværelse” med rolige og overskuelige omgivelser, indflydelse på egen tilværelse, deltagelse i det lokale foreningsliv, kulturliv og fællesskab. Nye virksomheder og arbejdspladser opstår igen på landet i de mange tomme bygninger, hvor der også kan indrettes ferieboliger, der ofte ligger smukt ved skov og strand og som må lejes ud hele året.

Også i byernes lokalområder og bykvarterer er der et spirende folkeligt engagement omkring grundejerforeninger, lokalråd, skole, børnehave, foreningsliv, sport og kultur. De lokale bynavne bruges atter og den lokale identitet genopstår.

Aktive lokalsamfund er fremtiden.

I 125 år har forsamlingshusene været landbysamfundenes dagligstue og dannet en naturlig ramme om utallige lokale aktiviteter.

Intet andet land har som Danmark sine mange forsamlingshuse, bygget og drevet af lokalbefolkningen.

Forsamlingshusenes stolte historie er formet af ildsjæle, der lod sig inspirere af tiden, og som satte sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og samfundsudviklingen.

Forsamlingshusene har været en altafgørende inspirationskilde for den folkelige kultur og været en uundværlig ”forskole” for den demokratiske udvikling.

Den rolle har forsamlingshusene også i år 2008.

Men desværre kniber det med økonomien for flere og flere af de gamle huse. Forsamlingshusbestyrelserne har ikke penge til store investeringer, som nyt tag, nye vinduer, indendørs renovering, effektivt varmeanlæg, gode sanitære forhold, nyt køkken osv.

Resultatet er, at 50 af vore ca. 1300 forsamlingshuse i løbet af de sidste 10 år har måttet dreje nøglen.

Vi må derfor finde en måde, der kan medvirke til, at vore forsamlingshuse bevares.

En initiativgruppe, bestående af repræsentanter for forsamlingshusene, landsbyerne, kommunerne, Syddansk Universitet, arkiverne og den folkelige kultur har udarbejdet et oplæg: ”Dansen om de danske Forsamlingshuse”. Fællesoplægget er på et yderst positivt møde i kulturministeriet præsenteret for kulturminister Brian Mikkelsen.

Initiativgruppen foreslår, at der afsættes en statslig pulje, hvor de nødstedte forsamlingshuse kan søge økonomiske støtte til store renoveringer og til kulturelle arrangementer. Ligeledes at der udarbejdes en forsamlingshusredegørelse.

Vore hæderkronede forsamlingshuse burde om noget på finansloven og optages på den kulturelle kanon.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)

Vi må undgå en ruinfase.

Med stor folkelig og politisk interesse for vore landsbysamfund følger også fokus på problemer, der kan hæmme udviklingen på landet. Et sådant problem er flere og flere ruiner og faldefærdige bygninger i vore landsbyer og landdistrikter.

Der er i dag over 100.000 nedlagte driftsbygninger/landbrugsbygninger i Danmark, hvoraf ca. halvdelen er så forfaldne, at de skal rives ned.

Den anden kategori af problembygninger i vore landsbyer og landdistrikter er de faldefærdige boliger. I følge en rapport fra Socialministeriet burde omkring 10.000 boliger på landet udgå af boligmarkedet. Måske halvdelen står i dag tomme som faldefærdige ruiner.

Blot en enkelt faldefærdig bygning/ruin kan skæmme en landsby eller et landskab og hermed modvirke bosætning, nye arbejdspladser, turisme osv. Derfor skal ruiner og faldefærdige bygninger hurtigst muligt fjernes.

Vi ser derfor positivt på velfærdsminister Karen Jespersens fremsatte lovforslag (Lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer – lovbekendtgørelse nr. 1083), der skal gøre det lettere for kommuner at gribe ind over for ruiner og faldefærdige bygninger.

Men tvangsnedrivning er et alvorligt indgreb i den private ejendomsret. Hertil kommer, at nedrive en ruin/faldefærdig bygning og bortskaffe materialerne let løber op i mere end 100 tusinde kroner, da bortskaffelsen skal ske iht. kommunernes affaldsregulativer og miljørådgivning.

”Landsbyerne i Danmark” skal derfor foreslå, som en vigtig begyndelse, at der oprettes en statslig pulje til udarbejdelse af en nedrivnings- og bortskaffelsesrapport. Ruiner/bygninger, der kan omfattes af en sådan rapport, skal udpeges/godkendes af kommunen i samarbejde medejeren. Nedrivningsrapporten kan udføres for 5-10.000 kr. Professionelle nedrivnings og genvindingsfirmaer skal i samarbejde med kommunernes affalds- og erhvervskonsulenter udføre dette arbejde.

En sådan konstruktion vil skabe samarbejde mellem kommune og ejer, sætte en konstruktiv og miljømæssig forsvarlig nedrivningsproces i gang, (f. eks. sikre genbrug) og medvirke til, at de mange tusinde ruiner og faldefærdige bygninger bliver fjernet.

Og det haster, for ruinerne bliver mere og mere synlige i vore landsbyer og landdistrikter.

Siden kommunalreformen i 1970 har der hos landbefolkningen med god grund været stor nervøsitet for fremtiden. Skoler, nærbutikker, foreninger, håndværk og småindustri, arbejdspladser osv. er blevet nedlagt. I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt, og der måtte ikke bygges nye boliger. Landsbysamfundene skulle afvikles.

Det var byerne, der skulle udvikles. Det var i byerne, velfærdssamfundet skulle opbygges. Derfor har byerne også de seneste årtier fået milliarder af kroner i byfornyelsesmidler.

Men landsbysamfundene ville ikke give op. De har utrætteligt kæmpet for deres overlevelse og berettigelse.

Men nu lysner det. Lovgivningen er blevet lempet, og hver femte dansker bor fortsat på landet.

Det har fået politikerne til at overgive sig og erkende, at landbefolkningen også skal have del i velfærdssamfundet, og at der i vore landsbyer og landdistrikter kan leves en tilværelse, der er lige så værdifuld, som livet i byen.

Derfor ser vi nu et spirende samarbejde mellem kommunalpolitikere, beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, landsbyråd, ildsjæle, erhvervsråd, landbruget med flere om at skabe en fremtid for kommunens landsbyer og landdistrikter.

Vigtigt er det, at landsbyskolerne bevares. Landsbyskolens skoledistrikt er landsbysamfundenes nye udviklingsområde. Det er i hvert enkelt skoledistrikt, der skal ske mere bosætning og skabes nye arbejdspladser.

Mere bosætning kræver byggegrunde og nye boliger i vore landsbyer. Og børnefamilier vil gerne flytte på landet for at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige omgivelser, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag og et folkeligt fællesskab.

Nye arbejdspladser kan skabes i de mange tomme landbrugsbygninger, der kan blive gode rammer for iværksættere, håndværk og småindustri, lager, kontorer osv. Bredbåndsnettet er afgørende for hjemmearbejdspladser og højteknologiske virksomheder.

Også ferieboliger kan indrettes på landet i ledige bygninger. De ligger ofte naturskønt ved skov og strand, må lejes ud hele året og kan være med til at styrke turismen og forlænge turistsæsonen.

Landsbysamfundene har en fremtid.

Velfærdsminister
Karen Jespersen
Velfærdsministeriet
Slotsholmsgade 10 – 12
1216 København K

Kære Karen Jespersen.

Tak for dine to venlige og positive breve til ”Landsbyerne i Danmark” af 2.og 28. januar 2008 vedrørende vækst og udvikling på landet.

Som du fremhæver, er der i dag øget fokus på at styrke udviklingen i vore landsbyer og landdistrikter, og Folketinget har ved den seneste forespørgselsdebat i 2007 pålagt regeringen ”at afgive en status i foråret 2009 for udviklingen i landdistrikterne i de første år efter kommunalreformens ikrafttræden”.

Med stor folkelig og politisk interesse for vore landsbysamfund følger også fokus på problemer, der kan hæmme udviklingen på landet. Et sådant problem er de mange tusinde tomme driftsbygninger og forladte boliger.

Der er i dag over 100.000 nedlagte driftsbygninger/landbrugsbygninger i Danmark, hvoraf ca. halvdelen er så forfaldne, at de skal rives ned. Den anden halvdel vil kunne finde ny anvendelse som ramme for håndværk og småindustri – skabe nye arbejdspladser.

Den anden kategori af problembygninger i vore landsbyer og landdistrikter er de faldefærdige boliger. I følge en rapport fra Socialministeriet burde omkring 10.000 boliger i vore landsbyer og landdistrikter udgå af boligmarkedet. Måske halvdelen står i dag tomme som faldefærdige ruiner.

En enkelt ruin kan skæmme en landsby eller et landskab og hermed modvirke bosætning, nye arbejdspladser, turisme m. v. Derfor skal ruiner og kommende ruiner hurtigst muligt fjernes.

Vi ser derfor positivt på dit fremsatte lovforslag (Lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer – lovbekendtgørelse nr. 1083), der skal gøre det lettere for kommuner at gribe ind over for ruiner og kommende ruiner.

Men tvangsnedrivning er et alvorligt indgreb i den private ejendomsret. Hertil kommer, at nedrive en ruin og bortskaffe materialerne let løber op i mere end 100 tusinde kroner, da bortskaffelsen skal ske iht. kommunernes affaldsregulativer og miljørådgivning.

Det er derfor meget problemfyldt at få påbegyndt fjernelsen af Danmarks efterhånden mange tusinde faldefærdige bygninger (ca. 40 til 50 tusinde tidligere driftsbygninger og ca. 4 til 5 tusinde forladte boliger). Adskillige tusinde heraf er i dag allerede ruiner.

Vi skal derfor foreslå, som det første skridt, at der, begyndende med de mest faldefærdige bygninger (ruinerne), udarbejdes en nedrivnings- og bortskaffelsesrapport, og at der oprettes en statslig pulje hertil. Puljen skal dække, faldefærdige landbrugsbygninger/tomme boliger, som kommunen udpeger, men også faldefærdige bygninger, som ejerne ønsker revet ned. Nedrivningsrapporten kan supplere miljøkonsulentordninger og tilstandsrapporter og kan udføres for 5-10.000 kr. Professionelle nedrivnings og genvindingsfirmaer kan i samarbejde med kommunernes affalds- og erhvervskonsulenter udføre dette arbejde.

En sådan konstruktion vil skabe samarbejde mellem kommune og bygningsejer og sætte en konstruktiv proces i gang på et miljømæssigt meget alvorligt område, der skal løses.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” medvirker allerede aktivt

i projekt ”Landsbyer i Vækst?”, i nært samarbejde med Nordfyns Erhvervsråd, landbruget, råstofgenvindingsvirksomheden H. J. Hansen Råstoffer A/S, Nordfyns Kommune med flere (projektbeskrivelse vedlagt).

Vi tror, at dette projekts praktiske erfaringer har interesse i forbindelse med udformningen og implementeringen af den kommende lovgivning.

Politikere som borgere ønsker i dag, at der skabes vækst og udvikling på landet med mere bosætning, nye arbejdspladser og mere turisme. Skal det lykkes, må vi undgå en ruinfase i de kommende år.

Med håb om forståelse tilbyder vi at komme til et arbejdsmøde i ministeriet for yderligere at uddybe vore erfaringer og forslag til en løsning.

På Arbejdsgruppens vegne
Carsten Abild
Strandvejen 50, 5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark” (formand)

De politiske foreninger landet over afholder i disse vintermåneder møder og her den årlige generalforsamling. Her drøftes det forgangne år, medlemstallet, det kommende kommunalvalg, og der efterlyses kandidater, der vil lade sig opstille til kommunalbestyrelsen/byrådet.

Desværre er der i mange politiske foreninger i dag et faldende medlemstal, og der er heller ikke den store folkelige interesse for at lade sig opstille og blive kommunalpolitiker.

Denne udvikling har skabt fornyet debat om den politiske udvikling og bragt forslag frem om mere politisk centralisering, f. eks. flere foreningssammenlægninger, at gøre kommunalpolitikeren til fuldtidspolitiker og at reducere antallet af politikere i kommunalbestyrelsen/ byrådet.

Men kommunale eksperter advarer imod en sådan yderligere politisk centralisering.

Foreningssammenlægninger vil mindske det politiske engagement og forstærke den politiske medlemsflugt. Kommunale levebrødspolitikere vil fjerne den folkelige forståelse for kommunalpolitik og for kommunalpolitikere. Og færre politikere i kommunalbestyrelser/byråd vil øge afstanden mellem lokalpolitiker og borger.

Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sogneenheder og ca. 15.000 sognerådspolitikere. I dag har vi 98 storkommuner og kun ca. 2000 kommunalpolitikere. Kommer der nu en yderligere reduktion af folkevalgte politikere, vil nærdemokratiet få vanskeligt ved at fungere.

At noget demokratisk er ved at gå helt galt viser også den kendsgerning, at de nuværende kommunalpolitikere er blevet næsten usynlige og anonyme. I mange storkommuner er det kun borgmesteren og udvalgsformændene, der er fremme i dagslyset, og som borgerne kender. Kontakten til og dialogen mellem borger og lokalpolitiker er sygnet hen og hermed også den folkelige accept af de kommunalpolitiske beslutninger. Den manglende dialog og synlighed har skabt fronter, der får kommunalpolitikeren til at isolere sig og borgeren til at sige farvel til kommunalpolitisk engagement.

Det er ikke politisk centralisering, der er brug for i den kommunale verden, men decentralisering, synlige kommunalpolitikere og engagerede borgere.

Otterup, den 27. januar 2008

Transportminister
Carina Christensen
Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K

Kære Carina Christensen

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed til dig som postens minister for om muligt på et møde at drøfte fremtiden for postbetjeningen af Danmarks mange landsbyer og landdistrikter.

”Landsbyerne i Danmark” har gode erfaringer med aftaler med postvæsenet og postens minister. Ved den første runde af posthusnedlæggelser i begyndelsen af 1980-erne indgik vi en aftale om, at blev et posthus nedlagt, skulle posthusfunktionen om muligt flytte til en lokal nærbutik.

Denne aftale har postvæsenet levet op til, og ”Landsbyerne i Danmark” har støttet mange flytninger af posthusbetjeningen til den lokale nærbutik. Posthusbetjeningen som tillægsfunktion i nærbutikken er et aktiv for nærbutikken, og har ofte også medført en udvidet åbningstid for posthusbetjeningen i nærsamfundet.

Post Danmark er atter inde i nye, store omstruktureringer, og der er i de seneste måneder nedlagt posthuse og taget tiltag, der i stor udstrækning berører postbetjeningen af landbefolkningen og postservicen af mindre virksomheder og erhvervsdrivende på landet, ikke mindst pakkeposten.

Post Danmarks nye tiltag har medført stor debat, utilfredshed og forvirring.

Dette er selvfølgelig yderst uheldigt, ikke mindst i en tid, hvor der er stor politisk og folkelig opbakning til mere liv på landet med mere bosætning, flere arbejdspladser og nye virksomheder.

En god postbetjening af vore landsbyer og landdistrikter er af største betydning for vækst og udvikling på landet.

”Landsbyerne i Danmark” er meget opmærksom på den elektroniske verdens muligheder i dagligdagen. Men der er fortsat mange, særlig ældre medborgere, der ikke har eller kan betjene sig af nettet. Vi kunne derfor, som et eksempel, foreslå en ”postens dag”, hvor postbudet, f. eks. hver 14. dag, kunne ”gå ind”, for at foretage den traditionelle postservice og postbetjening, hvis en flagmarkering viser det ønskeligt.

For at drøfte og finde frem til fremtidige fornuftige løsninger af postbetjeningen i vore landsbyer, landdistrikter og yderområder skal ”Landsbyerne i Danmark” foreslå et møde med ministeren og Post Danmark.

Velfærds- og Ligestillingsminister                                     Otterup, den 1. jan. 2008

Karen Jespersen
Velfærdsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K.

Kære Karen Jespersen.

Til lykke med det vel overståede Folketingsvalg og med din nye ministerpost.

Som formand for Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender jeg mig hermed til dig for at gøre opmærksom på de danske landsbyer og landdistrikters nuværende situation og gode fremtidsmuligheder.

Jeg vil også gerne sige dig en varm tak for sidst, hvor du som daværende indenrigsminister allerede dengang var med til at sætte fokus på livet på landet, og hvor du med interesse modtog os landsbyfolk i ministeriet.

Som bekendt, har politikere og lovgivning siden kommunalreformen i 1970 mest tilgodeset bysamfundene, også økonomisk med milliarder til byfornyelse. Landsbysamfundene med næsten en million beboere har, trods en stor folkelig og frivillig indsats, haft det svært, og mange skoler er nedlagt, nærbutikker lukket, foreninger opløst og arbejdspladser ophørt.

Men nu tyder meget på, at politikerne endelig er klar til at hjælpe vore landsbysamfund.

Flere og flere kommunalpolitikere er positive over for bosætning, vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter.

Regionspolitikerne arbejder med udviklingsplaner, der skal styrke regionernes landdistrikter og yderområder.

Og på Christiansborg er der i dag hos Folketingspolitikere og ministre større og større forståelse for landsbysamfundenes store samfundsmæssige muligheder og betydning.

Også landsbysamfundenes beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, landsbyråd, LAG-grupper m. v. er landet over aktive og klar til en stor indsats for vækst og udvikling i Danmarks mange landsbyer og landdistrikter.

For rigtigt at kunne udnytte disse positive politiske og folkelige landsbykræfter foreslår ”Landsbyerne i Danmark”, at der afholdes en landsbyhøring i Folketinget.

En sådan var sidst den 11. marts 1993.

Landsforeningen skal ligeledes foreslå nedsat et landsbyudvalg (som Ø-Udvalget), der løbende kan inspirere, samle og koordinere alle hånde gode landsbytiltag.

”Landsbyerne i Danmark” deltager gerne i et landsbymøde i ministeriet.

For første gang i mere end 40 år er vore mange landsbyer og landdistrikter med næsten 1 million beboere kommet på den politiske dagsorden, og udviklingsplaner er da også begyndt at tage form.

En af hjørnestenene for mere liv på landet er skolen og skoledistriktet. Er der sikkerhed for den lokale skole, flytter ikke mindst børnefamilier i dag gerne på landet for at få en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige og overskuelige omgivelser, et folkeligt fællesskab, og for at få deres børn i den lille og trygge landsbyskole.

I flere og flere kommuner landet over samarbejder kommunalpolitikerne da også med beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, landsbyråd, LAG-grupper m. v. om at skabe bosætning, vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har kommunalpolitikerne taget den klare beslutning at bevare alle kommunens nuværende landsbyskoler og skoledistrikter. Det er ellers ikke mange måneder siden, at der på de selv samme politikeres bord fra administrationen lå et spareforslag om at nedlægge 6 af kommunens landsbyskoler. Helt i tråd med udmeldinger fra Kommunernes Landsforening, der i forbindelse med kommunalreformen proklamerede nedlæggelse af 3 – 4 hundrede små landsbyskoler. Men politikerne i Faaborg-Midtfyn tror på en fremtid for kommunens landsbyer og landdistrikter, hvor halvdelen af kommunens borgere også bor. En holdning og beslutning de ikke vil fortryde, og som flere og flere kommuner vil følge.

For der er i dag på landet alle muligheder for bosætning, udvikling og vækst.. I mange af de tomme landbrugsbygninger kan der f. eks. indrettes turistboliger, håndværk og småindustri, kontorer, lager osv. Ligeledes, hvor der er bredbåndsnet, hjemmearbejdspladser og højteknologiske virksomheder.

Men politikerne skal gå foran. Bevares skolen, så trives landsbysamfundet og omvendt.

Til                                                                                         Otterup, den 25. nov. 2007

Justitsminister
Lene Espersen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Kære Lene Espersen.

Først til lykke med valget og med din genudnævnelse til justitsminister.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvende sig hermed for at gøre opmærksom på det meget uheldige i, at politiet agter at bruge ordet lokalråd i forbindelse med oprettelse af samarbejdsudvalg mellem politiet og kommunerne omkring den lokale kriminalitetsforebyggelsesindsats.

”Landsbyerne i Danmark” er naturligt nok meget positiv over for, at politiet opretter samarbejdsudvalg med kommunerne, der kan forebygge den lokale kriminalitet og udbygge det lokale samarbejde. Men det er meget uheldigt at bruge ordet lokalråd om et sådant samarbejdsudvalg.

Der har siden kommunalreformen i 1970 i mange kommuner eksisteret folkevalgte lokalråd. Alle forbinder derfor ordet lokalråd med disse lokale, folkevalgte råd.

Det vil være yderst uheldigt, forvirrende og helt unødvendigt at have samme navn til to helt forskellige råd/udvalg.

Som det fremgår af vedlagte bilag, er ”Landsbyerne i Danmark” blevet kontaktet og bedt om at rejse denne beklagelige sag på rette sted.

Som det ligeledes fremgår af vedlagte, er der sket henvendelse til Fyns Politi, der har svaret bekræftende på den rejste problematik og henviser til en evt. løsning ved en kommende evaluering.

Det kan se ud som en lille sag, men hvorfor ikke få den løst før problemerne begynder.

Indenrigsministeriet har siden 1970 i lovtekst og ved officielt brug anvendt ordet lokalråd om lokale, demokratisk valgte råd.

Justitsministeriet har hidtil ikke brugt ordet lokalråd. Ordet lokalråd er heller ikke med i retsplejelovens § 111, men kun brugt i forbindelse med forarbejderne til loven.

Det er derfor muligt for justitsministeren, uden nogen lovændring, at opfordre politiet og kommunerne til ikke at anvende ordet lokalråd i forbindelse med nedsættelsen af samarbejdsudvalg mellem politiet og kommunerne.

Med håb om forståelse.                                                   Venlig hilsen

Kære Anders Fogh Rasmussen.

Til lykke med det vel overståede Folketingsvalg.

Som formand for Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender jeg mig hermed til dig for at gøre opmærksom på de danske landsbyer og landdistrikters fremtidsmuligheder og pege på behovet for en landsbyminister.

Jeg ved af egen erfaring, at du altid har haft en særlig interesse for livet på landet. Her henviser jeg blandt andet til bogen ”Slaget om Landsbyen”, som forhenværende miljøminister Holger Hansen, du og undertegnede i 1981 forfattede og fik udgivet på forlaget ”Breidablik”, og som siden har været meget brugt i landsbydebatten.

Siden kommunalreformen i 1970 har politikere og lovgivning tilgodeset bysamfundene, f. eks. med milliarder til byfornyelse. Landsbysamfundene, med næsten en million beboere, har måttet klare sig selv, og mange skoler er nedlagt, nærbutikker lukket, foreninger opløst og arbejdspladser ophørt.

Men nu tyder meget på, at politikerne endelig er klar til at hjælpe vore landsbysamfund.

Flere og flere kommunalpolitikere landet over er positive over for vækst og udvikling på landet, f. eks. mere bosætning, øget turisme og nye arbejdspladser.

Regionspolitikerne arbejder med udviklingsplaner, der skal styrke regionernes landdistrikter og yderområder.

Og flere ministre er positive, f. eks. indenrigs- og sundhedsministeren med landdistriktspuljen, fødevareministeren med oprettelse af lokale aktionsgrupper og en årlig pulje på 130 millioner kroner, og kulturministeren, der ønsker at styrke den folkelige kultur og bevare vore ca. 1200 forsamlingshuse.

Også landsbysamfundenes lokalråd, landsbyråd, beboer- og borgerforeninger er aktive og klar til en fælles indsats for vækst og udvikling i kommunens landsbysamfund.

Men for rigtigt at kunne udnytte disse positive politiske og folkelige landsbykræfter er der behov for en landsbyminister, der kan samle, koordinere og gennemføre (også lovgivningsmæssigt) en aktiv landsbypolitik. Meget er gået tabt gennem de sidste 4 årtier, men nyt kan skabes, og det er ikke for sent med ”liv på landet”.

Med håb om forståelse for udnævnelse af en landsbyminister

For første gang i knap 40 år er der hos politikerne god vilje til at hjælpe vore landsbyer og landdistrikter.

Siden kommunalreformen i 1970 har politikerne og lovgivningen kun tilgodeset bysamfundene, der har fået milliarder til byfornyelse. Landsbysamfundene har stået helt alene og har måttet klare sig selv.

Men nu ønsker kommunalpolitikerne at samarbejde med landsbybeboerne om vækst og udvikling i kommunens landsbyer og landdistrikter. Regionspolitikerne arbejder på at styrke regionernes yderområder. Og flere ministerier er positive over for mere liv på landet, f. eks. indenrigsministeriet med landdistriktspuljen og fødevareministeriet med oprettelse af aktionsgrupper og en årlig pulje på 130 millioner kr. til landsbyinitiativer.

Der har ellers hos landbefolkningen været stor nervøsitet for fremtiden. Kommunernes Landsforening forudsagde i forbindelse med kommunalreformen nedlæggelse af 3 til 4 hundrede landsbyskoler. Dette ville have fået halvdelen af vore landsbysamfund til helt at sygnet hen.

For at hindre denne udvikling, er der i landsbysamfundene oprettet lokalråd og landsbyråd.

Aldrig før har landbefolkningen været så forberedte til kamp. Men heldigvis tyder alt nu på, at det bliver samarbejdet, der vinder.

Og samarbejdet mellem landsbyrepræsentanterne og kommunalpolitikerne er i fuld gang. Det fælles udgangspunkt for mere liv på landet er de eksisterende landsbyskoler. Landsbyskolernes skoledistrikter er udviklingsområder, og den fælles opgave er at styrke bosætningen og skaffe flere arbejdspladser i hvert af kommunens udviklingsområder.

For at få mere bosætning er det vigtigt, at der er byggegrunde i landsbyerne. Det er ikke mindst børnefamilier, der gerne vil flytte på landet. De ønsker at leve en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige og overkuelige omgivelser, et aktivt foreningsliv og mere fællesskab.

Ligeledes skal der i udviklingsområderne/skoledistrikterne satses på nye arbejdspladser. Her er bredbåndsnettet af afgørende betydning for etablering af hjemmearbejdspladser, højteknologiske virksomheder, håndværk, småindustri. De mange tomme bygninger kan blive gode rammer for kommende iværksættere.

Også turismen skal styrke landområderne.. Der kan i mange tomme bygninger oprettes ferielejligheder, der ofte ligger naturskønt ved skov og strand og som må lejes ud hele året. Lystfiskerturismen kan f. eks. være med til at forlænge turistsæsonen.

Samarbejdet mellem landsbybeboerne og politikerne kan blive landsbysamfundenes redning og gøre det lige så naturligt og attraktivt at bo og arbejde på landet, som i byen.

Lokalsamfundet og velfærden.  

Kommunalreformerne i 1970 og i 2007 medførte stor kommunal centralisering. Antallet af kommuner blev reduceret fra 1388 sognekommuner til 98 storkommuner, og antallet af lokalpolitikere faldt fra ca. 15.000 sognerådsmedlemmer til ca. 2.000 kommunalpolitikere.

Det var kommunalreformen i 1970, der startede centraliseringen. Velfærdssamfundet stod for døren, og politikerne dengang havde den opfattelse, at det kun kunne lade sig gøre at opbygge et velfærdssamfund, med god offentlig service, i bysamfundene, hvor folk boede tæt. På landet med små landsbysamfund og spredt bebyggelse kunne et velfærdssamfund ikke komme på tale.

Sammen med kommunalreformen vedtog Folketinget derfor by- og landzoneloven. Den skulle skabe vækst, udvikling og bosætning i bysamfundene, men medførte samtidig for landsbysamfundene afvikling og fraflytning. Der måtte i landzone f. eks. ikke bygges huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt.

For yderligere at svække landsbysamfundene og komme lokalpatriotismen til livs opstod den snedige plan at fjerne brugen af lokalnavne, stednavn, landsbynavne, gårdnavne m. v. fra den offentlige adressering. Fremgangsmåden var den enkle, at en postadresse ikke længere skulle have fire linier, men kun tre. Hermed var der ikke plads til de lokale navne. Filosofien var den, at havde et lokalsamfund intet navn, havde det heller ingen identitet. Og uden identitet ingen eksistens.

Men som bekendt ville landsbysamfundene ikke bare dø. De ville bevare livet på landet, bevare lokalsamfundet, fællesskabet, skolen, foreningslivet, forsamlingshuset, navnet og identiteten..

Siden er by- og landzoneloven da også blevet lempet, så håndværk og småindustri atter kan oprettes på landet. Ligeledes kan der igen i landsbyerne bygges huse.

Men kommunalreformen i 2007 var en ny centralisering. Vi fik storkommuner, og halveret antallet af kommunalpolitikere. Mange landsbybeboere har derfor frygtet for fremtiden.. Men meget tyder imidlertid på, at det vil gå bedre end frygtet.. Som det fremgår af dagspressen, er der i dag stor og positiv interesse for vore landsbysamfund. Der oprettes landet over lokalråd, landsbyråd, aktionsgrupper osv. Og kommunalpolitikerne viser vilje til samarbejde om vækst, udvikling og bosætning i kommunens landsbysamfund. Det er som om, der med storkommuner og få politikere er overskredet en usynlig folkelig og nærdemokratisk grænse, hvor vi borgere fravælger det kommunale og politiske engagement for i stedet at udfolde os i de lokalsamfund, hvor vi lever, bor og har hjemme. Det kommunale og politiske er blevet en fjern og uvedkommende administrativ enhed. Det er aktive lokalsamfund, der er vores identitet og velfærd.

I Faaborg-Midtfyn kommune er der forslag om at spare 1,3 million kr. ved at reducere antallet af kommunalpolitikere fra de nuværende 29 til kun 19. I Ny Assens kommune er der politisk enighed om at spare en halv million kr. ved at have færre politikere i byrådet.

Gennem de sidste årtier er der blevet færre og færre politikere. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca.15.000 valgte sognerådspolitikere. Med kommunalreformen i 1970 fik vi 275 primærkommuner og ca. 4.500 kommunalpolitikere, og efter sidste kommunalreform har vi 98 storkommuner og nu kun ca. 2.000 kommunalpolitikere. Reduceres antallet af lokalpolitikere nu yderligere, er det slut med nærdemokratiet.

Vi har i Danmark hidtil haft et sundt folkestyre og et godt nærdemokrati, hvor den ganske almindelige borger, der interessere sig for samfundet og politisk arbejde, har kunnet henvende sig til sin lokalpolitiker, eller har kunnet melde sig ind i en lokal partiforening, ladet sig opstille og evt. blive valgt ind i kommunalbestyrelsen/byrådet. Afstanden mellem borger og politiker har været kort. Der har været god kontakt og dialog mellem borger og politiker, og der har været folkelig accept af de politiske handlinger og beslutninger. Det er nærdemokratiet, der har skabt velfærdssamfundet.

Men den sidste kommunalreform, med en halvering af antallet af kommunalpolitikere, har været hård ved nærdemokratiet. Med store kommunale enheder og få politikere er der blevet for stor afstand mellem borger og politiker. Kontakten og dialogen sygner hen. Politikerne isolerer sig, og mange borgere mister lysten til samfundsmæssigt og politisk at engagere sig. De lokale partiforeninger nedlægges, og de politiske partier bliver mere og mere centraliseret og topstyret.

Følgerne heraf vil vi allerede mærke ved det næste kommunalvalg. Med få politikere bliver det vanskeligt for ganske almindelige borgere at komme i kommunalbestyrelsen/byrådet. Fremover skal man, for at blive valgt, være en kendt person fra f. eks. sporten eller pressen, være villig til at ofre store summer i valgkampen til personlig reklame eller komme fra en såkaldt politisk familie. Næste kommunale skridt bliver professionelle heltidspolitikere.

På denne baggrund er forslagene fra Faaborg-Midtfyn og Ny Assens kommuner ikke bare uskyldige spareforslag på under to millioner kr. i storkommuner med milliardbudgetter. Det er et spørgsmål om, hvilken vej folkestyret skal udvikle sig.

Lad os beholde lokalpolitikeren og nærdemokratiet og hermed det folkestyre og det velfærdssamfund, vi med rette kan være stolte af..

Der er god grund til at rose fødevareminister Hans Christian Schmidt for oprettelsen af de såkaldte Aktionsgrupper i Danmarks 63 landdistriktskommuner.

Regeringen har pr. år i de kommende 7 år til hver af de 63 kommuner afsat ca. 130 millioner kr.  Aktionsgrupperne skal ”fyre op under vækst, velstand og liv i landdistrikterne”, som ministeren udtrykker det.

En lokal Aktionsgruppe er et partnerskab mellem lokale borgere, foreninger, virksomheder og kommunale myndigheder. De skal sammen arbejde for at udvikle kommunens lokalsamfund.

Men før nedsættelsen af Aktionsgrupperne har landbefolkningen ikke ligget på den lade side.. Kommunalreformen skulle ikke, som kommunalreformen i 1970, komme bag på landbefolkningen. Denne gang ville landsbysamfundene være forberedte, og beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m. v. har i de sidste par år arbejdet hårdt for at organisere sig og finde fremtidsmuligheder for deres lokalsamfund. I mange kommuner er der oprettet et fælles Landsbyråd, der skal tale landsbyernes og landdistrikternes sag over for politikerne.

Med en halvering af antallet af kommunalpolitikere har landsbysamfundene ikke længere en lokal politiker at gå til, når de lokale interesser og muligheder skal forklares og forsvares. Hertil kommer stor travlhed med nye kommunale opgaver.  Opfordringen fra Kommunernes Landsforenings til at nedlægge mere end 300 landsbyskoler er en yderligere trussel mod ”livet på landet”.

Men heldigvis tyder alt på, at kommunalpolitikerne er positive over for Landsbyrådenes og aktionsgruppernes fremstrakte hånd til samarbejde.

Alt tyder på, at det folkelige nærdemokrati bærer frugt. Hver dag fortæller dagspressen landet over om aktive landsbyborgere, gode landsbytiltag og positive politikere.

Der peges på mange muligheder for at få vækst på landet. F. eks. i de mange, tusinde, tomme bygninger, der er i vore landsbyer og landdistrikter. Mange af disse er oplagte rammer for nye arbejdspladser, for iværksættere, håndværk, småindustri, kontorer, konsulentfirmaer, lager osv. I særdeleshed, hvor der er bredbåndsnet.

Også turismen og ferieboliger i ledige bygninger peges der på. Ferieboliger, der ofte ligger naturskønt ved skov og strand, og som må lejes ud hele året. Og mange børnefamilier viser stor interesse for at flytte ud på landet til en ”blødere velfærdstilværelse” med dyr og natur, rolige og overskuelige omgivelser og et folkeligt fællesskab. De stigende huspriser i byerne er også med til at få flere og flere familier til at bosætte sig på landet.

Med fælles kræfter lysner det for vore landsbysamfund.

Kulturminister                                                                               Otterup, den 12. juni 2007
Brian Mikkelsen
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1015 København K

Kære Brian Mikkelsen.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” henvender sig hermed i det håb, at ”Landsbyerne i Danmark” sammen med repræsentanter for ”Landsforeningen Danske Forsamlingshuse”, ”Amtsforeningen Fynske Forsamlingshuse” og Dreslette Forsamlingshus på et møde i Kulturministeriet må drøfte forsamlingshusenes fremtid med dig.

De danske forsamlingshuse er en af vore nationale stoltheder, og Danmark kaldes med rette forsamlingshusenes og foreningernes land.

Som bekendt blev det første forsamlingshus rejst i 1871, og Fyn har, i sine 194 sogne, haft 300 forsamlingshuse og missionshuse.

Forsamlingshusene var rundet af det nye demokrati, og foreningerne – der voksede frem i 1800-tallets slutning – og forsamlingshusene blev rygraden i nærdemokratiet og i Danmarks mange lokalsamfund.

Forsamlingshusene har i 125 år været landsbysamfundenes dagligstue, og er det stadig.

Forsamlingshusbestyrelserne har i de mange år gjort en enestående frivillig indsats for at vedligeholde de gamle huse og hermed skabe rammer for folkeligt liv i vore lokalsamfund. Og aktivitet og livsglæde er der også i dag.

”Amtsforeningen Fynske forsamlingshuse” har i oktober 2006 udsendt et spørgeskema til de 160 eksisterende fynske forsamlingshuse. 78 forsamlingshuse svarede. Af svarene fremgår det, at der i 2006 i 78 fynske forsamlingshuse blev afholdt: 288 foredrag, 272 revy/dilettant, 277 folkedans, 990 banko, 340 kortspil. Hertil kommer diverse udlejninger til fester, bestyrelsesmøder, i forbindelse med begravelser m. v.

Vore forsamlingshuse er fortsat uundværlige for nærdemokratiet og den folkelige kultur.

Men som det fremgår af dagspressen har mange af vore hæderkronede forsamlingshuse i dag store økonomiske problemer i forbindelse med større renoveringer. Som det også fremgår af vedlagte skrivelse fra Dreslette Forsamlingshus ser bestyrelsen her sig ikke økonomisk i stand til at renovere bygningerne, varmeanlægget, scenen, gulvene, vinduerne m. v. Renoveringer, der er påkrævet.

”Landsbyerne i Danmark” foreslår, at en repræsentativ forsamlingshusdelegation må mødes med dig for at drøfte forsamlingshusenes fremtid.

Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)

Landsforening for egnsarkiver stiftet med kulturministerens opbakning.

Lørdag stiftedes Danmarks Egnsarkiver (DEA), som er en landsforening for frivillige og ulønnede egnsarkiver. Hvert arkiv dækker typisk ét sogn, hvorfra der indsamles dokumenter, billeder, dagbøger, skudsmålsbøger m.v. Landsforeningens formål er at sikre og styrke landets flere hundrede egnsarkiver og varetage deres interesser overfor politiske beslutningstagere på landsplan samt lokalt i kommuner og regioner. Landsforeningen har allerede fået forhåndstilsagn fra kommende medlemmer over hele landet.

Danmarks Egnsarkiver nyder fra starten stor politisk bevågenhed. Kulturminister Brian Mikkelsen skriver i et personligt underskrevet brev til landsforeningens stiftende generalforsamling:

”Jeg vil først og fremmest sige, at jeg i høj grad værdsætter alt det frivillige og ulønnede arbejde, som foregår på store dele af det kulturelle område – og ikke mindst på det lokalhistoriske område. Det er et arbejde, der har stor værdi for det danske samfund og for bevaringen af den danske kulturarv på det mere lokale niveau. Jeg påskønner derfor, at I vil styrke denne indsats ved at stifte en landsorganisation som Danmarks Egnsarkiver. … Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med jeres nye organisation og det videre arbejde”.

Danmarks Egnsarkiver skal, udover at styrke arkiverne politisk i kommunesammenlægningernes turbulente tid, også synliggøre deres store indsats i befolkningen samt tilbyde IT registreringsprogrammer, kurser, rabatordninger m.m., der vil styrke de små arkiver med ofte meget små budgetter på under 5.000 kr. pr. år. For bl.a. at billiggøre disse ydelser vil Danmarks Egnsarkiver som noget helt nyt på området samarbejde med erhvervslivet gennem sponsorater, partneraftaler, rabatordninger m.v.. Landsforeningens aktiviteter vil i øvrigt snart kunne følges på www.danmarksegnsarkiver.dk .

Den stiftende generalforsamling, der fandt sted i Lime i Østjylland, valgte en bestyrelse, der alle selv er frivillige på deres lokale egnsarkiver. Foreningens formand er Jan Baltzersen fra Todbjerg-Mejlby Egnsarkiv, mens Margit Larsen, Sdr. Broby Lokalhistoriske Arkiv, er næstformand. Desuden valgtes Helle Blume Andresen, Helnæs Sogns Lokalhistoriske Arkiv, til sekretær og Lars Sølgaard fra Øster Hurup Lokalhistoriske Forening til kasserer. Poul Jørgensen fra Egnsarkiv Farsø er bestyrelsesmedlem.

Danmarks mange egnsarkiver redder hvert år et helt lag af uvurderligt historisk materiale for eftertiden, som kun reddes, fordi de er til stede i de små lokalsamfund landet over. Egnsarkiverne sikrer dermed også bevaringen af Danmarks lokale kulturarv i de lokalsamfund, hvor den er skabt, og hvor den hører til. Det er en vigtig del i sikringen af den lokale identitet, som skal være til stede, hvis der også skal være ressourcestærke mennesker udenfor storbyerne i fremtiden.

Alle kan til enhver tid finde oplysninger om deres egn eller slægt på landets egnsarkiver. De drives af frivillige og ulønnede ildsjæle, så udover faste åbningstider har de oftest også åben efter aftale. Dermed kan alle altid få adgang til deres lokale kulturarv efter behov.

Jan Baltzersen, formand, Danmarks Egnsarkiver, Tlf. 51 27 86 10
danmarksegnsarkiver@gmail.com

Margit Larsen, næstformand, Danmarks Egnsarkiver, Tlf. 62 63 21 10.
danmarksegnsarkiver@gmail.com

Den 5. juni 1849 fik Danmark sin første grundlov og hermed demokratiet.

I en tid, hvor folkestyret i den store verden har alvorlige problemer, er der god grund til at fejre det danske demokratis 158 års fødselsdag. Men der er også god grund at fejre nærdemokratiet.

Nærdemokratiet har udviklet sig gennem århundreder. Landsbysamfundene havde bystævnerne, og købstæderne håndværkerlaugene.

I midten af 1700-tallet fik byerne borgerudvalg, der skulle rådgive de kongelige embedsmænd, og på landet kom fattigkommissioner og sogneformænd.

Også ved store samfundsændringer blev datidens nærdemokrati taget i brug. I Korinth på Fyn blev 8 jævne bønder i 1784 inviteret ind på Brahetrolleborg slot for i forbindelse med udflytningen at rådgive greve Johan Ludvig Reventlow, broderen til den Reventlow, der i 1788 afskaffede stavnsbåndet. For at værdsætte de otte bønders råd og dåd lod greven til lejligheden fremstille et ottekantet bord. Det var Danmarks første sogneråd.

Også indførelsen af undervisningspligt i 1814 var et vigtigt nærdemokratisk tiltag. Med undervisningspligt og ikke skolepligt, som i de fleste andre lande, kan forældrekredse oprette friskoler eller forestå hjemmeundervisning.

I 1831 besluttede Frederik den 6. at oprette stænderforsamlinger. Knap 10 år senere kom der borgerrepræsentationer i byerne og sogneforstanderskaber på landet.

Den 5. juni 1849 kom så demokratiet og den grundlovssikrede ret til at danne foreninger. Grundtvig var med i den Grundlovgivende Forsamling, men Grundtvig stemte ikke. Han ønskede mere oplysning. Men da grundloven var en kendsgerning, skabte Grundtvig om nogen, med sit forfatterskab og højskolerne, oplysning.

I 1868 kom den kommunale lovgivning med byråd i byerne og sogneråd på landet.

Andelsbevægelsen, forsamlingshusene, kvindernes valgret i 1915 og biblioteksloven i 1920 blev afgørende grundpiller i nærdemokratiet og den videre danske samfundsudvikling, fra bondesamfundet over industrisamfundet til vidensamfundet.

Der er gennemført kommunalreformer i 1970 og 2007. De to kommunalreformer reducerede antallet af kommunale enheder og antallet af politikere kraftigt og svækkede dermed det politiske nærdemokrati alvorligt.

Men alt tyder på, at det folkelige nærdemokrati tager over, hvor det politiske nærdemokrati svinder ind. Mange beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd, grundejerforeninger, forældrebestyrelser, idrætsforeninger, kulturelle sammenslutninger osv. er i dag aktive og ønsker samarbejde med politikerne og indflydelse på en ellers travl hverdag.

Det er nærdemokratiet, der skaber samfundsudviklingen og sikrer velfærdssamfundet.