Fremtiden: På det demokratiske område har nærdemokratiet fået en opblomstring. Der er skabt mange flere lokale netværk – eksempelvis lokalråd. For at få den nødvendige kontakt til politikere og embedsværk, er det nødvendigt med en organisering af disse, hvilket typisk sker via Landdistriktsråd. Alt dette har Landsforeningen Landsbyerne i Danmark (LiD) arbejdet for at etablere og udbygge. LiD´s visioner omkring det lokale er, at ethvert område har et lokalråd, der er så lille, at alle føler sig hørt, men så stort, at man bliver hørt. ”Så stort” er absolut ikke ensbetydende med geografi eller antallet af beboere i området, men mere et spørgsmål om engagement, kompetencer og viljestyrke. Man arbejder aktivt for indflydelse, ud fra devisen om, at indflydelse ikke er noget man får, men noget man søger! Også kirken og menighedsrådene involverer sig meget mere i det lokale end tidligere. Et lokalråd er en slags paraplyorganisation, der fremmer og motiverer til samarbejde mellem de forskellige enheder, det være sig virksomheder, foreninger og andre netværk samt selvfølgelig også enkeltpersoner. Lokalrådene er ikke et filter mellem det kommunale system og borgerne, men kan – via samarbejdet med landdistriktsrådet – hjælpe borgerne lettere til den person/det område i forvaltningen, der kan tage sig af den aktuelle opgave. Når det gælder Planlovens meget restriktive elementer, har LiD gennem flere år været fortaler for lempelse af disse. Det er blevet betydeligt lettere at etablere mindre virksomheder i landdistrikterne, ligesom det er lettere for disse at foretage mindre udvidelser. Der er nu mange små virksomheder, startet af iværksættere, hvilket ikke mindst skyldes, at der nu atter er etableret mindre LAG´er til erstatning for den fejlslagne centralisering af LAG´erne, som blev indført i 2013, og som reelt betød stop for LAG-funktionens hovedsigte: At stimulere landdistrikternes mulighed for vækst. Den er nu atter til stede, og LAG-bestyrelserne er igen tæt på projektmagerne, og har føling med de områder, der vil etablere nye virksomheder, eller øge indsatsen på de bestående. Man har – fornuftigt nok – beholdt den centrale koordinatorfunktion. Koordinatorerne skal have et godt kendskab til betingelserne for LAG´ernes funktion, herunder den detaljerede dokumentation, der kræves fra ministeriets og EU’s side. Derfor er der 10-12 koordinatorer på landsbasis, hver med 8-10 Lokale Aktions Grupper, hvilket må siges at være en fornuftig opdeling. Det kræver naturligvis aktive LAG-bestyrelser, hvilket også i høj grad er tilfældet, idet man nu kan se nytten af sin indsats i nærområdet. Det er også blevet lettere for visse dele af detailhandlen – specielt i områderne op til 2-300 km fra den tyske grænse, idet der er en stærk og klog minister, der har overbevist EU og Nordtyskland om, at der bør være samme betingelser for emballage importeret til Danmark, som der er til returemballage i Danmark. Det betyder, at interessen for private til at importerede drikkevarer er faldet betydeligt, hvilket har en sundhedsøkonomisk sidegevinst, da billigt indkøbte varer uvægerligt giver større forbrug, og dermed også er belastende for sundheden, da det typisk drejer sig om sundhedsskadelige varer. En anden afledt effekt er belastningen af naturen, hvor svineriet med øl- og sodavandsdåser i vejgrøfterne på det nærmeste er ophørt. Det er desuden blevet lettere at forklare de familier med stort madspild, at de skal tænke sig mere om. Muligheden for at kontrollere forbrugernes madspild skyldes, at man har indført systemer, så man vejer og måler alt affald fra husholdningerne. Derved finder vi de største syndere, så vi bedre kan argumentere for en større forståelse for verdens sparsomme ressourcer. Folk tænker sig om en ekstra gang, når der købes ind, og når man smider mad ud, som udmærket kunne være gemt til næste dag. Det er nu også blevet muligt at finansiere huskøb i Landdistrikterne. Landdistrikternes Boligfond, der er blevet til i et samarbejde mellem LiD, DpV, kreditforeningerne og danske pengeinstitutter giver nu bedre muligheder. Det er en konstruktion, hvor sælger – som i gamle dage – tager lidt af risikoen ved hussalget, mens lokale beboere også deltager i finansieringen. Disse boliger bliver typisk anvendt til udlejning, men kan også anvendes i almindeligt boligkøb, hvor den almindelige kreditforeningsfinansiering sjældent er til stede. Tilflytningen til landdistrikterne er i disse år stigende. En af forklaringerne herpå, var oprettelsen af Landdistrikternes Boligfond, som har gjort det muligt at flytte på landet ”på prøve”. Det er der efterhånden rigtig mange, især unge familier, der har prøvet, hvilket har betydet, at der nu er en stigende tilflytning til mange landsbyer. Adskillige planer om skolelukninger er hermed opgivet. Landdistrikternes Boligfond, der er paraplyorganisation for 18 regionale boligselskaber med tilsammen 72 ”tilflytterboliger”, blev etableret i 2017 i et samarbejde mellem Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Danmark på Vippen, DLR Kredit A/S og foreningen af Lokale Pengeinstitutter, der tæller over 50 pengeinstitutter. Finansiering af blandt andet boligkøb i Landdistrikterne er også blevet nemmere, og er dermed også en væsentlig årsag til den positive befolkningsudvikling i landsbyerne og landdistrikterne. Nøglen til bedre finansieringsmuligheder, var oprettelsen af Landdistrikternes Udviklingsfond, som blev etableret i 2018 Udviklingsfonden har siden oprettelsen, og i samarbejde med realkreditinstitutterne, medvirket til at løse de tidligere udfordringer med at skaffe billig finansiering til investeringer i boliger og erhvervsejendomme. Endvidere har fonden haft stor betydning i bestræbelserne på at tilpasse bygningsmassen, så der nu er skabt en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Udover en positiv befolkningsudvikling, så er et andet synligt tegn på, at disse to fonde har haft betydning for udviklingen i landdistrikterne, at boligpriserne nu igennem en årrække har bevæget sig i en positiv retning. Som nævnt ser vi nu en stærk øget tilflytning til landdistrikterne, særlig børnefamilier. Det er, foruden de forannævnte forbedrede finansieringsmuligheder og områdets børneinstitutioner, hvor de unge ser en god mulighed for at deres børn får en god opvækst og en god skolegang. Spørger man de tilflyttede familier, hvad der fik dem til at flytte, var det primært at komme væk fra storbyens støj og bilos. Det var desuden vigtigt at freden, naturen, nærhed til skolen, idrætsfaciliteterne og gerne mulighed for lokalt indkøbssted, var til stede. Derimod var den kommunale skatteprocent ikke blandt de prioriterede forudsætninger for valg af bosætningsområde. Ligeledes var transportmulighederne til storbyens uddannelsessteder vigtige. Teletaxaordning og pendlertaxas har også overrasket de fleste. Men man kan godt forstå, at mange store og tomme regionalbusser ikke er rentabelt. Det gennemgående træk for de områder, der særligt er lykkedes at tiltrække nye beboere er, at de er rigtigt dygtige til at få fortalt den gode historie. Historien fortælles ikke via stort opsatte og dyre annoncer, men ved mund-til-mund-metoden. Også for regionerne er der – i lighed med det kommunale område – sket en demokratisk revolution. Tidligere var der ikke mange mennesker, der vidste, hvad der foregik i regionerne, og de færreste interesserede sig for deres funktioner. Der er ikke avis- eller TV-salg i regionens arbejde. De fleste mennesker vidste godt, at det havde noget at gøre med sygehusene. I dag er folk kommet meget tættere på såvel politikere som det administrative system. Men det vigtigste er, at det administrative system er kommet tættere på folk. Lokalrådene har via landdistriktsråd og centerbyråd og i kraft af deres tætte kontakt til græsrødderne, muligheder for at få de gode idéer bragt til regionerne. Men administration og politikere får også vendt deres forslag, og får tilbagemelding om folkets mening inden disse gennemføres. Der er indført et system, hvor folket jævnligt mødes med det politiske og det administrative system, og hvor administrationen og politikerne fremlægger planer, mens de lokale repræsentanter får mulighed for at kommentere, samt fremkomme med deres egne forslag.

å internationalt. (Wilders, Le Pen, Brexit og Trump). Foruden Planloven har reklamebranchen været med til at sabotere demografien. Det vil de fleste sikkert påstå ikke kan bevises, hvilket naturligvis er korrekt, men en dyb merkantil uddannelse og herunder godt kendskab til reklamebranchens evne til at manipulere med folk, suppleret med mange års praktisk arbejde med salg gør, at jeg ikke er i tvivl om denne effekt. Det er lykkedes at overbevise den danske forbruger om, at priserne på dagligvarer er en meget vigtig faktor. Det har betydet, at de store varehuse har formået at overbevise folk om, at der er mange penge at spare ved at køre til indkøbscenteret langt væk fra de nærbutikker, man havde meget større fordel af at anvende. Undersøgelser har bevist, at netop de husholdninger, der satser på tilbud også er dem, der har langt det største forbrug, og dermed – formentlig også – det største spild? Regner man samfundsøkonomisk, som er et af folketingets argumenter for at tillade større varehuse, bliver regnestykket endnu dårligere, idet det – alt andet lige – er billigere, at lade en lastvogn fragte forbrugsvarerne til den lokale butik, frem for at lade 250 biler køre de samme antal kilometer med spild af brændstof og CO2 belastning. Affolkningen af landdistrikterne har også en anden vinkel, som man sjældent ser beskrevet: Folk i landdistrikterne er mere loyale overfor den nærliggende centerbys specialbutikker, end de lokale beboere i centerbyen, der hellere søger mod ”storbyen”.

Historien:

Kommunalreformen i 1970 ødelagde såvel demografi som demokrati. Planloven lagde landdistrikterne øde og folk kom længere fra politikerne.

Kommunalreformen i 2007 ødelagde endnu mere af demokratiet. Hvilket gør at folk føler sig for langt væk fra de bestemmende myndigheder, og enten interesserer sig mindre for politik, eller i afmagt søger mod politikkens yderpoler. Dette ses tydeligere og tydeligere, ikke bare kommunalt, regionalt og nationalt, men så sandelig også internationalt. (Wilders, Le Pen, Brexit og Trump).

Foruden Planloven har reklamebranchen været med til at sabotere demografien. Det vil de fleste sikkert påstå ikke kan bevises, hvilket naturligvis er korrekt, men en dyb merkantil uddannelse og herunder godt kendskab til reklamebranchens evne til at manipulere med folk, suppleret med mange års praktisk arbejde med salg gør, at jeg ikke er i tvivl om denne effekt. Det er lykkedes at overbevise den danske forbruger om, at priserne på dagligvarer er en meget vigtig faktor. Det har betydet, at de store varehuse har formået at overbevise folk om, at der er mange penge at spare ved at køre til indkøbscenteret langt væk fra de nærbutikker, man havde meget større fordel af at anvende.

Undersøgelser har bevist, at netop de husholdninger, der satser på tilbud også er dem, der har langt det største forbrug, og dermed – formentlig også – det største spild? Regner man samfundsøkonomisk, som er et af folketingets argumenter for at tillade større varehuse, bliver regnestykket endnu dårligere, idet det – alt andet lige – er billigere, at lade en lastvogn fragte forbrugsvarerne til den lokale butik, frem for at lade 250 biler køre de samme antal kilometer med spild af brændstof og CO2 belastning.

Affolkningen af landdistrikterne har også en anden vinkel, som man sjældent ser beskrevet: Folk i landdistrikterne er mere loyale overfor den nærliggende centerbys specialbutikker, end de lokale beboere i centerbyen, der hellere søger mod ”storbyen”.